Skip to main content

Indgreb, overgreb – eller bare hul i hovedet?

I mindst 10.000 år har mennesker undergået trepanation – et indgreb, hvorved der skæres et hul i kraniet. Spørgsmålet er, hvad formålet var.
Assistenter og tilskuere er samlet om 1600-tals kirurgen, der trepanerer en patient med kraniebrud. Billede fra The Welcome Collection
Assistenter og tilskuere er samlet om 1600-tals kirurgen, der trepanerer en patient med kraniebrud. Billede fra The Welcome Collection

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

1. maj 2019
7 min.

I 1834 kunne Bibliotek for Læger berette om »en betydelig Hoved-Beskadigelse heldigen behandlet paa Almindelig Hospital ved Trepanation«.

Trepanation hører sammen med omskæring til verdens ældste kirurgiske indgreb. Ved trepanation fjernes et stykke af hjerneskallen, eller der bores et hul. Den tidligste beskrivelse af indgrebet skyldes Hippokrates – lægekunstens fader – omkring 400 år f.v.t. I et skrift, som med stor sikkerhed menes at stamme fra hans egen hånd, klassificerede han forskellige typer kranietraumer og definerede, hvilke af dem der indikerede trepanation

Halvdelen overlevede

Ganske vist blev der trepaneret i Grækenland, længe før Hippokrates levede (ca. 460 – 370 f.v.t.), men på hans tid var operationen »gået af mode« i hjemlandet. Han kan derfor have lært indgrebet under et ophold i Marseilles, hvor gallerne havde trepaneret siden stenalderen.

Hippokrates anbefaler åbning af kraniet i de tilfælde, hvor der pga. kraniebrud skal fjernes knoglesplinter, som er trængt ind i kraniet og presser på hjernen.

Arkæologer har fundet flere end 1.500 trepanerede kranier på alle kontinenter. De ældste kendte fund stammer fra omkring 8.000 f.v.t. Da arkæologer i 1958 udgravede ruinerne af Jeriko i Jordan-dalen, fandt de et 4.000 år gammelt kranie med fire huller efter trepanation, hvoraf flere viste heling af knogleranden. Patienten har altså overlevet operationen.

Fra dansk bondestenalder (3900-1700 f.v.t.) kendes 12 trepanerede kranier. At dømme efter helingen har cirka halvdelen overlevet.

At trepanere er ikke helt enkelt, hvis patienten skal have en chance for at overleve. Hjerneskallen skal bores igennem, så knoglestykket kan udtages, men uden at beskadige hjernehinderne. I stenalderen ville »kirurgen« formentlig skære i huden og krænge skalpen væk, så han med en flinteflække kunne skrabe eller bore sig igennem – en langvarig og pinefuld proces.

På Hippokrates’ tid kunne man anvende et perforerende bor – græsk: trúpanon – som har lagt navn til operationen, eller et hult, cirkulært bor (príon), der kunne udtage et rundt stykke hjerneskal.

Stenalder-skadestue

Mens man har nogenlunde klarhed over, hvordan, er der uenighed om, hvorfor man trepanerede. I begyndelsen af det 20. århundreder kunne antropologiske undersøgelser i bl.a. Afrika fastslå, at man udførte indgrebet for at lindre smerter, f.eks. efter kranietraumer eller ved migræne. Det er nærliggende at antage, at det samme var formålet i forhistorisk tid, da mange af de fundne kranier har spor efter hovedlæsioner eller neurologiske lidelser. Den antagelse forstærkes af, at de fleste trepanationer er foretaget på kraniets forreste, venstre side – hvor et slagvåben, ført af en højrehåndet fjende, ville ramme.

Desuden stammer langt de fleste trepanerede kranier fra mænd. Derfor er det sandsynligt, at trepanation fortrinsvis er sket som livreddende indgreb efter kranielæsioner, som det også var tilfældet i den nævnte kasuistik fra 1834.

Trepanation var et nærliggende behandlingsvalg ved et kraniebrud, hvor man for eksempel vil fjerne knoglesplinter og lette trykket fra blodansamlinger. Behandlingen er formentlig udviklet gennem trial and error, indtil den forhistoriske kirurg har fundet ud af at undgå punktering af hjernehinden.

Om Eftermiddagen Kl. 1½ døde gehejmeconferensraad Baron Krag Juul Wind af en Podagra eller Sygdom i Fødderne, der var slaget op i Hovedet og foraarsaget Apopleksi, saa at han var blevet trepaneret ... Søofficeren Peter Schiønnings dagbog

Ritual?

Trepanation kan også have haft rituelle formål. Den teori underbygges af adskillige gravfund i det sydligste Rusland nær Sortehavet, som kan dateres til mellem 3.000 og 5.000 f.v.t.

En af begravelserne omfattede fem voksne: tre kvinder og to mænd samt et spædbarn og en ung pige. Det interessante var, at to af kvinderne, to af mændene og pigen alle var blevet trepaneret. Alle indgrebene var foretaget på samme sted. At finde fem trepanerede individer i den samme grav, og at det livsfarlige indgreb et sket uden påviselig medicinsk årsag, kan tyde på et rituelt formål.

De fleste af de syd-russiske trepanerede viser tegn på delvis heling og har altså overlevet. En enkelt er død under eller lige efter indgrebet. Hos fire tyder delvis heling på en overlevelse på mindre end to måneder. De øvrige har overlevet i flere år.

Om der har været tale om en slags risikabelt »overgangsritual«, eller om man har troet, at indgrebet ville give de trepanerede personer særlige egenskaber, kan man naturligvis kun gisne om.

Men i en tid, hvor synet på sygdom og helbredelse var magisk, kan det rituelle indgreb også have haft et behandlingssigte: Hvis migrænen eller epilepsien skyldes onde ånder, giver det jo en slags mening at bore et hul, som den sygdomsfremkaldende ånd kan slippe ud af.

Magien kan også bestå i at genopvække en person, som tilsyneladende var død efter et mindre hovedtraume, der ikke har afsat spor i kraniet, men har forårsaget intrakraniel blødning og bevidstløshed. Det kan så også forklare, hvorfor nogle trepaneringer ikke er nået helt igennem knoglen; den »døde« er vågnet op undervejs,

Mursten og apopleksi

Selv om europæisk middelalder kan opvise adskillige gruopvækkende kirurgiske procedurer, var trepanation af en eller anden grund gået af mode. Indgrebet blev dog udført, da den 13-årige kong Henrik I af Castilien i 1217 fik en tagsten i hovedet. Formentlig i et forsøg på at behandle blødning trepanerede lægerne ham. Desværre overlevede den unge konge ikke.

1700-tallets kirurger foretog mere eller mindre rutinemæssigt trepanationer – og ikke altid med heldigt resultat. Den 30. april skrev søofficeren Peter Schiønning i sin dagbog:

»Om Eftermiddagen Kl. 1½ døde gehejmeconferensraad Baron Krag Juul Wind af en Podagra eller Sygdom i Fødderne, der var slaget op i Hovedet og foraarsaget Apopleksi, saa at han var blevet trepaneret (…) Jeg vidste ikke af hans Sygdom at sige førend i Søndags d. 28. da jeg var hos Admiral Kaas, som fortalte mig det, da den var kommen pludselig og strax blev uden Samling (…) Jeg mistede i ham en meget god Ven«.

I den beskrivelse af en vellykket trepanation, som blev nævnt indledningsvist, var patienten en 12-årig dreng, som ved et uheld havde fået »et Slag i Hovedet af en Del Mursteen, som nedfaldt fra Gavlen af et temmelig højt Huus, tilhørende Major Bruun paa Store Kjøbmagergade«.

Ved indlæggelsen var han uden bevidsthed, puls og åndedræt var »svage«, og kraniet havde fået hele tre frakturer. Under operationen (usteril og uden bedøvelse) blev fjernet bensplinter og afsavet fremstående knoglestykker. Nedtrykkede kraniedele blev bortskåret med »tvende Trepan-Kroner«. Drengen overlevede »og har ingen Skade lidt paa de aandige Functioner. Arret paa Hovedet er fast«, slutter artiklen.

Don’t try this at home

I nyere tid er den oldgamle behandling dukket op igen – i det mindste hos nogle få, som ved at bore hul i kraniet (eller få nogen til det) mener at kunne opnå en højere form for bevidsthed. Tendensen dukkede op i 1960’erne i alternative miljøer som en vej til at blive »permanent høj«. Med henvisning til østens mystik talte nogen om at »åbne det tredje øje«. Forskellen på et tredje øje og en lobotomi er imidlertid hårfin, og der findes ingen evidens for, at trepanation er vejen til andet end en potentiel hjernebetændelse og risiko for at påføre sig selv epilepsi, hjerneblødning og død.

Faktaboks

Hippokrates om trepanering