Skip to main content

Ingen adgang for handicappede

Handicappede i København og Aarhus har ekstra svært ved at komme til praktiserende læge, fordi mange praksis-lokaler ikke er handicapvenligt indrettet.

18. aug. 2014
1 min.

I Københavns Kommune har kun hver tredje praktiserende læge handicapadgang eller blot en elevator. Det viser en optælling, avisen.dk har foretaget på sundhed.dk.

Den er også gal i Aarhus, hvor det i følge sundhed.dk kun er omkring halvdelen af de praktiserende læger i kommunen, der har handicapadgang eller elevator.

Politikerne vil nu have handicapadgang sat på dagsordenen.

"De praktiserende læger er selvstændige erhvervsdrivende, og selvfølgelig skal de sørge for, at alle kunder kan komme til. Det er et offentligt servicetilbud," siger Carl Johan Rasmussen (S), der regionsrådsmedlem i Region Midtjylland til avisen.dk.

Det kan dog ikke nødvendigvis blive helt ligetil, for det kan være vanskeligt at finde egnede lokaler,og det vil under alle omstændigheder koste enten at flytte eller indrette handicapvenlige lokaler.

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Bruno Melgaard Jensen, ønsker, at kommunerne hjælper med at finde egnede lokaler til en rimelig pris.

"En lægepraksis har ikke så høj en omsætning. Hvis man har en restaurant, kan man lægge huslejen ind i sin pris. Men vi læger har en fast prisaftale, så det skal hænge fornuftigt sammen," siger han til avisen.dk.