Skip to main content

Intensivlæger har mistet troen på Sundhedsplatformen

Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin tror ikke længere på, at Sundhedsplatformen kommer til at virke i intensivt regi. Selskabet er kaldt til møde med ministeren.

Joachim Hoffmann-Petersen er formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin.
Joachim Hoffmann-Petersen er formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

29. jun. 2018
15 min.

Sundhedsplatformen har grundlæggende strukturelle problemer, som gør det både svært at være intensivlæge, og som har alt for mange patientrisici. Og derfor er det svært at se en fremtid for Sundhedsplatforme på de intensive afdelinger.

Det konkluderer Joachim Hoffmann-Petersen, der er formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (DASAIM).

Selskabet skrev i maj til både Sundhedsministeriet og ledelsen i Region Hovedstaden og Region Sjælland med beskeden om, at der to år efter starten med Sundhedsplatformen på Herlev og Gentofte Hospital ikke er sket væsentlige forbedringer, og at især medicinmodulet giver problemer.

Og for et par dage siden fik selskabet så svar tilbage fra formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S) og formanden for Region Sjælland, Heino Knudsen (S). Men svaret indeholder intet, der får Joachim Hoffmann-Petersen til at tro på en fremtid med systemet.

”I brevet fra regionsformændene hænger de mange af løsningerne op på opgraderingen af Sundhedsplatformen i november 2018. Men opdateringen kommer efter vores vurdering ikke til at have den store betydning, for hovedproblemet er stadig manglende overblik i medicinmodulet, og det ser ikke ud til at blive løst”, forklarer Joachim Hoffmann-Petersen.

Et af de konkrete problemer er ifølge Joachim Hoffmann-Petersen bl.a. den manglende bro mellem medicinpumperne og Sundhedsplatformen.

”Og det betyder, at vi manuelt skal registrere, hvad patienten har fået af medicin, hvor det tidligere foregik automatisk. Det betyder, at fokus bliver fjernet fra patienten, at vi skal lave dobbeltregistrering og at det bliver vanskeligt efterfølgende at få et overblik over, hvad patienten har fået af medicin. Og ultimativt betyder det større risiko for fejlregistrering og fejlmedicinering”, siger Joachim Hoffmann-Petersen.

I svaret fra formændene for de to regioner oplyses det også, at det er forbundet med betydelig økonomi at få integration mellem infusionspumper og Sundhedsplatformen, og at man har indgivet et budgetforslag. Det undrer Joachim Hoffmann-Petersen, da den integration fungerede i det it-system, som tidligere blev anvendt på næsten alle intensivafdelingerne i Region Hovedstaden.

Han hæfter sig desuden ved, at brevet fra de to regionsformænd er dateret dagen efter, at Rigsrevisionen udtalte meget kraftig kritik af implementeringen af systemet.

”Det er tonedøvt og ikke noget, der avler tillid, når problemerne på den måde bliver sminket. De skulle i stedet indrømme, at det ikke fungerer”.

Men hvad mener du er løsningen?

”Jeg kan ikke se løsningen. Sundhedsplatformen har vist sig at være et system, der ikke er udviklet til danske intensive afdelinger. Og vi har ingen forhåbninger om, at nogen kan ordne systemet. Jo flere ressourcer, der bliver sat af til at reparere et dårligt system, jo færre penge er der til at behandle patienter. Vi er oprigtigt bekymrede for, at Sundhedsplatformen vil dræne de kliniske afdelinger for penge. Og det tidspunkt kommer snart”, siger Joachim Hoffmann-Petersen.

Sundhedsplatformen har vist sig at være et system, der ikke er udviklet til danske intensive afdelinger. Og vi ingen forhåbninger om, at nogen kan ordne systemet. Jo flere ressourcer, der bliver sat af til at reparere et dårligt system, jo færre penge er der til at behandle patienter. Joachim Hoffmann-Petersen, formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin

Selskabet har også fået svar fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), der har inviteret en gruppe fra selskabet til møde i ministeriet efter sommerferien. I brevet skriver ministeren bl.a:

”Den situation, der beskrives i henvendelsen, finder jeg meget bekymrende, og jeg vil derfor gerne mødes med relevante medlemmer af DASAIM’s Udvalg For Intensiv Medicin og selskabets bestyrelse. Jeg forslår, at der snarest sættes et møde op med tre til fire udvalgte medlemmer af DASAIM med henblik på afholdelse straks efter sommerferien”.

Læs brevet fra Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin her:

Læs brevet fra regionsformændene her:

Læs brevet fra sundhedsministeren her:

Faktaboks

Fakta