Skip to main content

Intet overblik over intro-stillinger

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

4. apr. 2012
3 min.

Ingen aner, hvor mange introduktionsstillinger, der opslås til yngre læger på landets hospitaler".

Sådan indledte Ugeskrift for Læger en nyhed i december 2010. Intet er sket siden.

I §17 i bekendtgørelsen om uddannelse af speciallæger står der ellers, at Sundhedsstyrelsen halvårligt skal indhente »...antallet af opslåede og besatte introduktionsstillinger hos de regionale råd for lægers videreuddannelse«.

Men antallet af opslåede stillinger når aldrig frem til Sundhedsstyrelsen, da regionerne ikke kan levere tallene, erkender enhedschef Birte Obel i Sundhedsstyrelsen:

»Regionerne er gået ind i en proces med at skabe et system, så de kan levere de tal, der kræves ifølge §17. Vi har endnu ingen fornemmelse af, hvor langt de er. Men vi får fortsat det bedste, som der kan leveres til nu: De godkendte og besatte introduktionsstillinger, siger Birte Obel og fortsætter:

»Men selvfølgelig skal bekendtgørelsen overholdes, og Sundhedsstyrelsen bringer vedvarende problemstillingen op i Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse, for at huske Regionerne på, at de har et uløst problem liggende på »deres skrivebord«.«

Ifølge Danske Regioner findes der ikke en central registrering af antallet af opslåede stillinger, da de opslås og besættes på de enkelte sygehusafdelinger. Men regionerne vil nu se nærmere på det:

"Jeg kan oplyse, at Danske Regioner vil se på, om der kan skabes et mere nøjagtigt overblik over de opslåede i-stillinger, og om jobportalen laegejob.dk evt. kan bruges i den forbindelse," oplyser chefrådgiver i Danske Regioner Thomas I. Jensen.

Danske Regioner kender til gengæld antallet af besatte introduktionsstillinger og påpeger, at der er flere ubesatte opslåede stillinger over hele landet.

"På den baggrund kan vi sige, at der hidtil har været opslået et antal i-stillinger som svarer til målsætningen i Sundhedsstyrelsens dimensioneringsplan," oplyser Thomas I. Jensen.

Yngre Læger kan på ingen måde forstå, hvordan det er lykkedes både regioner og Sundhedsstyrelsen at undslippe kravet om at opgøre opslåede introduktionsstillinger, som bekendtgørelsen fastslår, i årevis:

"Det kan ikke passe, at man ikke kan levere de tal, som er en del af bekendtgørelsen om fireårsreglen. Det må være i alles interesse at få belyst, hvor mange introduktionsstillinger der opslås," siger Yngre Lægers formand Lisbeth Lintz.

Hun fastslår, at Yngre Læger adskillige gange har bedt om at få tal på, hvor mange opslåede introduktionsstillinger, der er:

"Vi hører jo fra medlemmerne, at afdelingerne forsøger at spare ved at udskyde introduktionsstillinger, men vi ved ikke, om det er det, der sker, for vi kan ikke følge udviklingen. Nu er der gået fire år og Yngre Læger forventer, at alle dele af bekendtgørelsen overholdes, og det ikke kun er yngre læger, der skal levere."

For Yngre Læger har det i årevis været helt centralt, at Sundhedsstyrelsen sikrer sig, at bekendtgørelsen efterleves.

Aftalen om lægers videreuddannelse blev indgået i 2007.