Sundhedsministerens udmelding om, at flere skal behandles loklat, sætter en tyk streg under behovet for en overenskomst mellem regionerne og PLO, skriver Lægeforeningens formand.
Ikke overraskende vakte det stor opmærksomhed, da Jyllands-Posten søndag på sin forside kunne skrive om en ny plan fra sundhedsministeren. Langt flere kronisk syge skal behandles lokalt. Omkring en fjerdedel af patienterne med de brede folkesygdomme KOL og type 2-diabetes, som i dag behandles på hospital, skal i fremtiden hjælpes i det nære sundhedsvæsen. Konkret f.eks. hos egen læge, i eget hjem eller i et lokalt sundhedshus. Det betyder også, at udgifter for fire milliarder kroner flyttes fra sygehusene.
Det er helt grundlæggende positivt, at der politisk er vilje til at se på, hvilke opgaver der kan klares i omgivelser tættere på patienterne. Lægeforeningen har længe efterlyst, at minister og regering konkret forholder sig til, at flere ældre, flere mennesker med – ofte flere – kroniske sygdomme og et stadig mere specialiseret sygehusvæsen kalder på nye løsninger i det nære sundhedsvæsen. Derfor er det meget velkomment, at ministeren nu melder så konkret ud.
En forudsætning, som ikke er til diskussion, er, at flytning af opgaver fra sygehusene skal give faglig mening. Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
Der skal findes løsninger, hvor praktiserende læger, praktiserende speciallæger, personale i kommunale sundhedstilbud og udgående specialistteam fra sygehusene spiller sammen. Der er mange aktører, og derfor er det også en kompleks opgave at få til at fungere rigtigt for den enkelte patient.
En forudsætning, som ikke er til diskussion, er, at flytning af opgaver fra sygehusene skal give faglig mening. Overflytningen skal også foregå i et tempo, som gør det muligt at gennemføre forandringer under betryggende forhold. Vi kan ikke under nogen omstændigheder gå på kompromis med kvaliteten.
Det er også afgørende at holde sig for øje, at der vil blive stillet meget store krav til både den faglige og den praktiske planlægning. Man behøver ikke at have en livlig fantasi for at forestille sig, hvor stor en opgave det bliver på et hospital, som eksempelvis skal samarbejde med 7-8 kommuner om at flytte opgaver fra afdelingerne. Det vil kun kunne fungere i et tæt samarbejde mellem læger på sygehusene og i praksissektoren samt de mange andre faggrupper, som er uundværlige for et velfungerende nært sundhedsvæsen.
Ministerens aktuelle forslag kommer i en tid, hvor meget store dele af sundhedsvæsenet kæmper for at komme af med toprocentskravet. Hendes forslag understøtter blot lægers og andre sundhedsprofessionelles ønske om at skrotte produktivitetskravet. For faktum er, at et evindeligt krav om hvert år at producere mere og producere mere og producere mere for at holde en afdelings ressourcer på status quo direkte modarbejder fornyelse og smartere måder at fordele de samlede opgaver på.
I den sammenhæng vil jeg tilføje, at en flytning af opgaver ikke må blive en spareøvelse. Der er et stort økonomisk efterslæb i forhold til de opgaver, der skal løses, rigtig mange steder i sundhedsvæsenet, og det forsvinder ikke ved at flytte behandling af patienter med KOL og diabetes til det nære sundhedsvæsen.
Sundhedsministerens udmelding sætter en tyk streg under behovet for en overenskomst mellem regionerne og de praktiserende læger. Det er meget svært at se for sig, at disse fagligt ambitiøse planer kan føres ud i livet, uden at rammerne for almen praksis’ arbejde i de næste år er klare. De er en forudsætning for de mange lokale aftaler, som skal sikre et godt samarbejde i den enkelte kommune. Behovet for en aftale mellem de to parter understreges blot af, at sundhedsministeren forbereder en lancering af et bredere udspil om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen i løbet af efteråret.
