»Personligt har de seneste måneder været svære. Jeg holdt meget af mine kolleger, mine medarbejdere og mit arbejde. Det var svært at vide, at jeg skulle holde op. Jeg skulle vænne mig til, at jeg lige så stille blev kørt ud på et sidespor, fordi jeg skulle stoppe«.
Jakob Trier Møller, fratrådt klinikchef på Anæstesi- og Operationsklinikken, HovedOrtoCentret på Rigshospitalet, brygger en kop sort kaffe på sin espressomaskine i sin nybyggede hjørnelejlighed, som han og hans kone har lejet og boet i de seneste tre måneder.
Efter klinikchefen sagde sin stilling på Rigshospitalet op i februar, var de nødt til at bytte deres toetagers penthouse med tagterrasse på indre Østerbro ud med en langt mindre lejlighed på ydre Østerbro.
»Det handler om prioritering. Denne lejlighed er stor nok. Den gør, at økonomien hænger bedre sammen. Det er ligesom i sundhedsvæsenet«, griner han.
Den 28. maj holdt Jakob Trier Møller stor afskedsreception, og den 1. juni fratrådte han endeligt sin stilling.
Det er meget bekymrende for sundhedsvæsenet, at der er mange ledere, der er så frustrerede over de økonomiske rammer og kvaliteten af patientbehandlingen, og som er bekymrede over, hvordan det kommer til at gå. Jakob Trier Møller, fratrådt klinikchef på Anæstesi- og operationsklinikken, HovedOrtoCentret på Rigshospitalet .
Det var svært at aflevere nøglerne og rydde kontoret. Og det er mærkeligt at vågne op hver morgen og ikke skulle på arbejde. Han står op, laver morgenmad til sin kone, der er privatpraktiserende psykiater. Træner, henter rensetøj, køber ind og henter børnebørn.
En kontrast til den hverdag, han har sagt farvel til. Men han har ikke fortrudt sin opsigelse en eneste gang.
»Jeg er lettet over, at det ikke er mig, der skal tage ansvaret for besparelserne fremover. Men jeg holder meget af min arbejdsplads, og jeg kommer til at savne det drive, der er på Rigshospitalet for at gøre det bedste for patienterne. Det har været svært at tackle, at jeg nu skal undvære det. Jeg var forberedt på det. Og det var ikke en affekthandling. Jeg havde tænkt over, hvad der skulle ske«.
Jakob Trier Møller har dog mange forskellige planer om tænketanke, debatter og måske lidt konsulentarbejde.
Selvom Jakob Trier Møller er holdt op på Rigshospitalet, har han fortsat sin lægeidentitet med sig.
»Den slipper jeg aldrig, for den er en del af mit liv. Det er straks værre med ledelsesidentiteten. Den kommer jeg til at savne. Det bliver vanskeligt. Jeg har været vant til at tage beslutninger og samarbejde med andre. Det bliver svært ikke at være leder, og jeg kan nok ikke lade være med at blande mig og bruge min faglighed. Det ligger i mig«.
Jakob Trier Møller sagde op i februar, fordi han ikke længere kunne stå inde for gentagne besparelser, personalets vilkår og patientsikkerheden.
I et samfundsperspektiv er det ikke særligt smart, at en 63-årig holder op med at arbejde, erkender han. Og han følte ikke, at han var færdig med at arbejde. Men sådan blev det. Ikke fordi Jakob Trier Møller var udbrændt, understreger han.
»Jeg havde svært ved at blive ved med at stå på en ølkasse og sige, at det hele nok skulle gå, til mit personale, selvom vi skulle skære ned og spare. Og når vi blev ved med at spare, var jeg bange for, at det skulle gå ud over patientsikkerheden – kvaliteten af behandlingen var allerede påvirket, med f.eks. mange operationsaflysninger inden for mit område«.
Hvor længe har du stået på ølkassen og forsvaret besparelser, uden at du i virkeligheden har kunnet forsvare det?
»Da jeg ryddede op på mit kontor, fandt jeg nogle papirer fra mine forgængere. For 20 år siden havde de også gjort indsigelser imod de økonomiske stramninger. Men det er inde for de seneste tre år, at jeg har indset, at det ikke kunne blive ved. Vi fik fjernet toprocentseffektiviseringskravet, men problemet var bare, at der ud over toprocentskravet også var et besparelseskrav hvert år. Vi skulle effektivisere og spare. Jeg kunne sgu ikke holde det ud mere«.
Både for Rigshospitalets skyld og for klinikkens skyld, var det godt, at jeg sagde fra, siger Jakob Trier Møller.
»Det nytter ikke noget at have en desillusioneret leder. Men det er meget bekymrende for sundhedsvæsenet, at der er mange ledere, der er så frustrerede over de økonomiske rammer og kvaliteten af patientbehandlingen, og som er bekymrede over, hvordan det kommer til at gå«.
Selvom Jakob Trier Møller er ude af Rigshospitalet, er han ikke ude af debatten. Han medvirker i radioprogrammer, artikler og paneldebatter, og listen med invitationer til Folkemødet var lang.
Han vil blive ved med at sige sin mening, ligesom han altid har gjort, lige fra tiden som elevrådsformand i skolen, til livet som klinikchef på Rigshospitalet.
»Mange kolleger har sagt, at jeg var modig, fordi jeg turde sige disse ting, som rigtig mange tænker og mener. Og det har jeg været dybt forundret over. Vi bor i et frit land, hvor læger skal kunne ytre sig – også uden at man siger op. Men det er svært for mange. Jeg har aldrig selv oplevet et problem med ytringsfrihed, og jeg har altid sagt min mening«.
»Nogle steder bliver folk kaldt til kammeratlige samtaler, og det er uheldigt og uhyggeligt. Man skal naturligvis være loyal over for sin arbejdsplads, og man skal tænke sig om og ikke skræmme patienterne. Men hvis ytringsfriheden er truet på en arbejdsplads, må lægerne stå sammen, ligesom i de gode gamle dage. Man kan ikke kalde en hel lægeforsamling til kammeratlige samtaler«.
Fra sidelinjen vil han nu forsøge at fortsætte debatten om økonomi og prioriteringer i sundhedsvæsenet. Politikerne er tilbageholdende, når det kommer til diskussionen om netop prioritering. Det skyldes, at emnet er svært, og de nødvendige udmeldinger er upopulære, siger han.
»Det er spændende, hvem der først tør at sige, at vi ikke har råd til det hele. Alle ved det. Men det kræver mod at få det sagt på landsdækkende tv. Især op til valget var det ikke en vinder at sige det til befolkningen«.
Jakob Trier Møller mener, at det er et problem, at politikerne ikke vil tage stilling til prioriteringsspørgsmålet.
»Politikerne vil ikke svare, men det kan de blive nødt til. Selvom vi får en ny regering, står de i samme problemer til næste år. De skal tage en vigtig beslutning: Kan og vil de skaffe alle de milliarder, eller skal de i gang med at lægge rammerne for prioritering? Det er en kompliceret diskussion«.
Hvordan skal en politiker forholde sig til diskussionen om prioriteringer, når en som dig siger, at det er kompliceret?
»De skal sætte dygtige folk sammen, der kan give forslag til, hvordan de skal handle. Politikerne skal selvfølgelig være en del af det. Vi er nødt til at have en åben debat om, hvad man vil, og hvad man tør«.
Tør?
»Det bliver især svært, når vi har med børn at gøre. Det viste Spinrazasagen. Det er hele Folketingets problem. Når man prioriterer, bliver der nogle følsomme sager, som kommer op i pressen«.
Jakob Trier Møller peger på, at der er sket en ændring, fra han var ung læge.
»I dag behandler vi meget gamle mennesker aktivt. Vi opererer 85-årige med hjerteklaplidelser. Det er klart, fordi folk bliver ældre og er friskere«.
Men giver det mening at give en hjerteklap til en 85-årig multisyg?
»Ja, måske, men spørgsmålet er om der på sigt er råd til det«.
Flere gange er Jakob Trier Møller stødt på en udbredt misforståelse blandt de politikere, der tør at stille sig frem i prioriteringsdebatten.
»Det skal ikke være en direkte politisk beslutning, om en 85-årig skal have en ny hjerteklap. Det har mange politikere misforstået i prioriteringsdebatten. Politikerne skal ikke blande sig i enkeltsager. Jeg kender ingen, som forestiller sig, at politikerne skal stå ved sygesengen og tage beslutninger«.
Politikerne skal sætte rammerne, mener Jakob Trier Møller. Det centrerer sig om evidens, og er der ikke evidens for en ny behandling, skal den ikke indføres.
»Politikerne skal afgøre, hvor mange penge der kan bruges i sundhedsvæsenet, og herefter skal der prioriteres. Det bliver ikke nemt, og jeg har ikke en færdig model. Men medicinrådet har vist noget af den vej, man nok skal gå ad«.
Men der er mange behandlinger, der ikke er evidens for?
»Ja, men det betyder ikke, at alle behandlinger, der ikke er evidens for, skal skrottes. Det kan man selvfølgelig ikke. Det handler om nye behandlinger, hvor vi fremadrettet kan kræve et evidensgrundlag. Og der skal være en stor effekt af en behandling, hvis den samtidig er meget dyr«.
Ifølge Jakob Trier Møller sker der allerede skjulte prioriteringer i sundhedsvæsenet.
»Lægerne prøver at leve op til, at folk skal have den bedste behandling, men det kommer nogle gange til at gå ud over nogle andre patienter. Det er jo en slags skjult prioritering. Der er nogle svage grupper, som ikke gør så meget modstand, og det er f.eks. de ældre, som ligger i lag på de medicinske afdelinger. Samtidig prioriterer vi penge til de mest avancerede nye behandlinger«.
»Det er fint, at man vil uddanne 1.000 ekstra sygeplejersker, men hvis de 1.000 ikke kan holde ud at være i systemet, er det ligegyldigt. Det vigtige er at skabe et arbejdsmiljø, hvor læger og sygeplejerske gerne vil være og ikke finder alternativer uden for kerneopgaven. For det er det, vi ser i dag. En flugt fra sundhedsvæsenet«.
To danske anæstesilæger i Trondhjem har ingen planer om at komme hjem, når de følger debatten. Hvad tænker du om, at debatten kan påvirke de unge i en negativ retning, så de ikke ønsker at komme tilbage?
»Jeg tror, det vigtigste er at tingene bliver debatteret og ikke bliver skjult. Vi skal have det frem. Jeg er forbløffet over, at debatten fik et skub, fordi jeg sagde op. Mine kolleger har sagt det i årevis. Det er ikke noget nyt«.
LÆS OGSÅ:
Læger nægter at tie om et ”sundhedsvæsen på katastrofekurs”
Fratrådt klinikchef: Vi bevæger os på kanten af det forsvarlige
