Er ph.d.erne pengene værd? Og hvad med kvaliteten? Gik den fløjten, da ph.d.’en blev en masseuddannelse? Vil de tre forskningsår forblive en parentes i de fleste ph.d.ers videre karriere? Der er flere spørgsmål end svar: »Det har ikke været let – men heller ikke spildt«, siger yngre læge på en travl afdeling og med en fem år gammel ph.d. på cv’et.
Pr. 31 december 2015 var 1.626 ph.d.-studerende indskrevet på ph.d.-skolen på Sund på Københavns Universitet, landets største. De fleste inden for klinisk og farmaceutisk forskning samt samfundsmedicin og epidemiologi.
38 pct. af de 435, der i 2015 påbegyndte et ph.d.-forløb ved Sund på Blegdamsvej var cand.med.er. Gennemsnitsalderen var 30,7 år, og 64 pct. var kvinder.
Er 165 nyindskrevne cand.med.er på KU sidste år for mange? Hvad vil de om tre år kunne bruge deres ph.d. til? Vil de komme til at brænde for deres emne? Eller vil de brænde ud som forskere, hvis og når de bliver opslugt af de offentlige sygehuses daglige trummerum og krav til at optimere driften?
Vil de bidrage til den stærkt efterspurgte vækst? Og vil de publicere mere end den eller de artikler, deres projekt kan kaste af sig?
Spørgsmålene er mange. Svarene fortsat få. I hvert fald indtil Uddannelses- og Forskningsministeriet nedkommer med en bebudet undersøgelse af effekten af det stigende ph.d.-optag på navnlig det sundhedsvidenskabelige område, hvor de medicinske ph.d.er udgør ca. 40 pct. af optaget. Det er ikke billigt at uddanne en ph.d., så derfor skal vi med uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs’ ord »sikre os, at de bruger de kompetencer, de har opnået i ph.d.-uddannelsen«.
Halve forskere ikke i høj kurs
I november 2012 skrev ni nyligt udklækkede ph.d.’er et debatindlæg (Ugeskr Læger 2012;174:3032-3), hvor de gav udtryk for, at de havde et stort ønske om at fortsætte med at forske. Det skete som indspark i en debat, der bl.a., handlede om, at for mange stoppede med at forske, efter ph.d.-graden var i hus.
En af de ni læger var Iben Jønsson. Hun blev ph.d. i 2011 og er nu i hoveduddannelsesstilling som pædiater.
»Det er meget forskelligt, hvordan det er gået os. En er meget forskningsaktiv. Nogle forsker i fritiden. Andre er helt ude af forskningen. Min egen forskning ’halvsover’«, opsummerer Iben Jønsson og fortsætter: »Det har ikke været let. I nogle specialer er det muligt at forske, samtidig med at man er i hoveduddannelse. Andre specialer har lukket for den mulighed. Jeg er på en afdeling med et normeret vagtlag på ti, men med tre på barsel kommer forskningen i sidste række. Jeg bliver færdig om to år, men vil gerne i gang med at forske igen om senest et år. Den forskning, jeg bedriver, foregår udenfor arbejdstid, og jeg genererer ikke nye data«.
I både 2011 og 2013 har Københavns Universitet spurgt læger med erhvervet ph.d.-grad, om ph.d.-forløbet generelt har rustet dem til deres arbejdsliv. Det svarer 90 pct. af de adspurgte, at de oplever i høj eller nogen grad. Men hele 36 pct. angiver i 2014, at deres nuværende jobfunktioner kun i mindre grad eller slet ikke fordrer en ph.d. 64 pct. mener, at deres nuværende job i høj eller nogen grad kræver en ph.d., mens det var tilfældet for hele 82 pct. i 2011.
Desuden fremgår det, at blandt dem, der blev spurgt i 2014, forventede hver fjerde, at de tre år senere ville være ansat i det offentlige uden muligheder for at forske.
Det er ikke svar, der overrasker Birthe Høgh, prodekan for forskning på Sund, Københavns Universitet.
Faktaboks
»På hospitalerne, hvor økonomien er under pres, er det svært at få kombistillinger, hvor man halvdelen af tiden forsker – halve læger er ikke i høj kurs.
Jeg er ikke tilhænger af, at alle skal forske. På et hospital er det ligesom på en fodboldbane: nogle skal kunne løbe stærk, andre skal kunne stå på mål, og nogle skal kunne angribe. Og det er vigtigt af hensyn til en forskningsbaseret behandling, at vi har læger, der kan se kritisk på den nye litteratur. Der står simpelthen i sundhedsloven, at forebyggelse og patientbehandling skal være forskningsbaseret. Og det bidrager de sundhedsvidenskabelige ph.d.er til«.
Langtidsholdbar
En anerkendt parameter til at måle kvaliteten af ph.d.erne er at se på antallet af publikationer og citationer.
På Syddansk Universitet er Tove Faber, der er leder af universitetets Videncentre, lige nu ved at undersøge de sundhedsvidenskabelige ph.d.-kandidaters publikationer og opnåede citeringer. Formålet er at afdække, om det har influeret på antallet af publikationer og citeringer, at ph.d.-uddannelsen ikke længere er en elite-, men en masseuddannelse. Undersøgelsen er endnu ikke færdig, men ifølge Tove Faber er det evident, at ph.d.ere i dag udgiver flere publikationer end tidligere.
Tove Faber var også hovedforfatter på en relativ smal undersøgelse af 73 kvindelige og 61 mandlige ph.d.er fra sidste år, hvor hensigten bl.a. var at se på, om mænd publicerer og bliver citeret mere end kvinder?
»Der var ingen statistisk signifikant forskel, hvilket vi nok havde forventet. Begge køn udgiver i gennemsnit fire-fem publikationer maks. to efter, at ph.d.en er i hus,« siger Tove Faber.
I en opfølgende undersøgelse vil man se på, hvordan den samme gruppe performer ti år efter erhvervet ph.d.-grad.
Prodekan på Health, Aarhus Universitet, Lise Wogensen Bach efterlyser en værdibaseret diskussion om, hvad man vil med ph.d.erne, snarere end en diskussion om, hvorvidt der uddannes for mange. Eller hvorvidt ph.d.erne passer ind i det private erhvervsliv, får en høj løn og bidrager til den vækst, alle sukker efter.
»Om kvaliteten er for dårlig – som nogen siger? Er det tilfældet, er det ikke den enkelte ph.d.-studerendes skyld. Her har vejlederne også et ansvar. Nej, antallet af geniale forskningsideer stiger ikke proportionalt med antallet af ph.d.-studerende. Sådan kan man ikke stille det op. Geniale forskningsideer kommer fra forskningsvejlederne, og antallet af dem er konstante«.
Health har – før ministeriet varslede sin undersøgelse – igangsat en undersøgelse, hvor de spørger ph.d.erne på sygehusene, hvad de bruger deres ph.d. til.
Mens vi venter på undersøgelserne, giver vi ordet til Iben Jønsson, der venter på at genoptage sin forskning.
»En ph.d. er en uddannelse i sig selv. Og intet er spildt. Jeg bruger hver dag i klinikken det, jeg har lært. Men vil man have forskning i verdensklasse, skal der afsættes tid, der er hellig. Vi kan ikke forlade os på de få, der forsker i fritiden og som kan nøjes med kun få timers søvn«
Se videoer om læger og forsknng her på Ugeskriftet.dk under Se og Lyt
