»Jeg har altid været ret idealistisk«

Når Karin Verland sætter sig ind på sit kontor om morgenen og tjekker dagens første e-mails, befinder hun sig i en verden langt væk fra operationsstuer, hvide kitler og den ide, hun som ung nyuddannet læge havde om at skulle arbejde som narkoselæge.

Ikke desto mindre er det kulminationen på en drøm, som tog form langt senere i livet, og som Karin Verland for fem år siden sammenfattede med få ord på et stykke papir.

»På papiret stod der, at jeg gerne ville arbejde med enten dyrevelfærd eller menneskerettigheder. Jeg skrev også ned, at jeg ikke behøvede at tjene så mange penge mere. Jeg kunne sagtens klare mig med en tredjedel af den løn, jeg var vant til«, fortæller Karin Verland.

På det tidspunkt havde hun gået et stykke tid og tænkt over, hvad hun ville med sit arbejdsliv. Hendes tre børn var blevet voksne, hun selv var i starten af 50’erne, og ungdomsdrømmen var for længst blevet lagt på hylden:

»Miljøet på hospitalet var ikke noget for mig. Det indså jeg ret tidligt. Jeg havde drømt om at blive læge lige siden jeg var barn, og jeg var helt overbevist om, at jeg skulle være narkoselæge. Men jeg brød mig ikke om arbejdsmiljøet og den selvtilstrækkelighed, jeg oplevede hos nogle af de andre læger«.

Et hurtigt exit

For Karin Verland tegnede der sig hurtigt et klart billede af hendes fremtid som narkoselæge. Enten skulle hun acceptere, at de læger, der forskede og var dygtig til at tale overlægerne efter munden, var dem, der havde fortrinsret til de gode vagter og spændende opgaver. Eller også skulle hun finde sig noget andet at lave.

»Jeg kan tydeligt huske en eftermiddag, hvor nogle af mine kollegaer sad og brokkede sig over arbejdsforholdene. På et tidspunkt for det ud af munden på mig: ’Man kunne jo også lave noget andet. Hvis vi er så utilfredse, kunne man jo f.eks. også lave noget i medicinindustrien eller forske fuld tid på et laboratorium’. Der var der, det gik op for mig, at det kunne man jo faktisk godt. Altså anvende lægeuddannelsen til noget helt andet«.

Kort tid efter gik Karin Verland på barsel, og hun vendte aldrig tilbage. I stedet søgte hun et job som lægemiddelkonsulent, som gik ud på, at hun skulle køre rundt til hospitalerne og sælge lægemidler for medicinalvirksomheden Astra.

»I virkeligheden var jeg ikke nogen særlig god sælger. Jeg var alt for genert og tilbageholdende, men jeg blev hurtigt meget glad for mine kollegaer og stemningen, som var helt anderledes, end den, jeg kom fra. Jeg følte et langt større tilhørsforhold og socialt fælleskab med mine nye kollegaer. Det var mere menneskeligt. Der var en omsorg og en helt anden interesse for min udvikling. Og også en tro på, at det jeg lavede, ville gå godt. Der var ikke den der kritiske atmosfære, som jeg blandt andet havde oplevet på Rigshospitalet«.

Stilede højt

De første mange år tog hun de muligheder, der bød sig, uden at have en forkromet plan for, hvad hun ville med sin karriere.

»Jeg er rimelig pragmatisk og havde en intuitiv fornemmelse af, at hvis jeg bevægede mig over i medicinindustrien, ville jeg få det forholdsvist nemt, fordi jeg havde en uddannelse, der betød, at jeg ville kunne håndtere opgaverne professionelt. Jeg havde altid været god til farmakologi og havde god forståelse for, hvordan man kunne kommunikere lægemidlers fordele. Så på den måde havde jeg en nøgle ind til medicinalverdenen, hvor jeg tænkte, at her kunne jeg afprøve mig selv og se, hvor det ville føre mig hen«.

At hun en dag ville sidde som direktør for organisationen DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur, havde hun ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig. Men lysten til selv at bestemme og få lov til tegne de store linjer meldte sig hurtigt:

»Ret tidligt tænkte jeg, at jeg ville være administrerende direktør. Lige fra den første dag, hvor jeg blev ansat hos Astra og var til samtale hos den administrerende direktør, kunne jeg se en motorvej åbne sig. Jeg tænkte, at hvis jeg bare holdt snuden i sporet og gjorde det, der blev forventet af mig, skulle jeg nok komme op og sidde i det hjørnekontor«.

Det lykkedes. Inden der var gået et år, blev hun forfremmet til produktionschef og siden headhuntet til administrerende direktør for Baxler, Jansen-Cilag og Pfizer Danmark:

»Jeg har nok altid vidst, at jeg havde nogle evner, der kunne føre mig i den retning. Jeg er god til at kommunikere og finde løsninger, og jeg er god til at få folk med mig. Det er hverken pengene eller de store biler, der tiltrækker mig. Det er mere det at kunne være med til at stå bag noget, der kan blive stort og spændende sammen med andre, og så være den, der tager ansvar for, at det kommer til at ske«.

Idealisme

Direktørposterne løber som en rød tråd igennem Karin Verlands karriere uden for hospitalsverdenen, men skal hun pege på én ting, der har knytter hendes 30-årige arbejdsliv sammen, er det hendes idealisme.

»Jeg har altid været ret idealistisk. Jeg kan ikke klare, at mennesker har det ondt, og jeg har en iboende trang til at hjælpe andre. Da jeg var ung, var jeg måske lidt for idealistisk og naiv i min indstilling til det at være menneske. Der er jeg nok blevet mere taktisk undervejs og bedre til at læse situationer for at få det, som jeg gerne vil have det længere nede ad vejen. Men idealismen har jeg stadig med mig«, siger Karin Verland.

Hun tager kaffekoppen mellem hænderne og kigger ud ad vinduet.

»Jeg var også idealistisk, da jeg var i medicinalbranchen. Mange har en forforståelse af folk, der arbejder i medicinindustrien, som efter min mening er helt forkert. Selvfølgelig er der nogle, der ser det som en karrierevej, og som er der for pengenes skyld, men det er et fåtal. Langt de fleste arbejder der, fordi de brænder for at udvikle lægemidler, der kan hjælpe syge mennesker. De arbejder der, fordi de er idealistisk indstillet, men det tror jeg ikke, der er særlig mange udenfor den verden, der ved«.

Ondskab

Efter mange år i medicinalbranchen havde Karin Verland brug for at lave noget andet. Og selv om hun ikke havde skrevet en jobansøgning, siden hun søgte væk fra hospitalsverdenen, var hun klar over, at tiden var inde, da hun ved en tilfældighed så en jobannonce fra menneskerettighedsorganisationen DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur.

Her var jobbet, der matchede det, hun kort forinden havde nedfældet på et stykke papir, og her var muligheden for at sætte et vigtigt fingeraftryk:

»Det at udsætte andre mennesker for tortur under statsligt opsyn, er noget af det ondeste og mest grænseoverskridende. Derfor ligger det dybt i hjertekulen på mig at gøre noget ved det her felt og sikre, at organisationen bliver så stærk, at den også kan overleve i fremtiden«.

Tilbage som læge

Som direktør har Karin Verlands rolle først og fremmest været at moderniserer DIGNITY, der dels arbejder med at bekæmpe tortur rundt om i verden, og dels tilbyder rehabilitering til torturofre, der er flygtet til Danmark.

Og selvom Karin Verland for mange år siden slap sin identitet som læge, har lægegerningen igen sneget sig ind på hende:

»Cirka en gang om måneden er vi et uvildigt besøgshold bestående af repræsentanter fra Ombudsmandsinstitutionen, Institut for Menneskerettigheder og fra DIGNITY, der besigtiger fængsler, lukkede psykiatriske afdelinger og asylcentre. Når jeg er med på disse visitationer, er jeg der som læge med forstand på de forhold, som frihedsberøvede er underlagt. Det skulle jeg lige vænne mig til i starten. Jeg føler mig helt klart mere som direktør end som læge. Det er her min identit ligger. Men jeg nyder meget igen at være ’ude i marken’«.

Det er første gang i 25 år, at hun igen bruger sin lægeuddannelse. Denne gang i nogle helt andre rammer og i en helt anden rolle.

»Jeg er ydmyg, når nogen spørger mig, om jeg er læge. Jeg tror, det er noget med at være ærlig om, at man ikke kan opretholde den samme faglighed, når man skifter spor og bevæger sig væk fra det kliniske arbejde. Men jeg føler i høj grad, at det beriger mit arbejde i DIGNITY. Jeg kan rigtig godt lide at tale med de indsatte i fængslerne. Det giver mig en god indsigt i den måde, vores samfund fungerer på. Og der kommer idealisten i mig frem igen: Det kan godt være, de har voldtaget og slået ihjel, men jeg dømmer dem på ingen måde. I stedet prøver jeg objektivt at se på, hvad det er for et menneske, der sidder over for mig, og lytte til, hvad det er for nogle behov vedkommende har, så vi ikke bliver umenneskelige i vores straf«.

Læs de andre historier om alternative karriereveje for læger her:

»Jeg har fundet min rette hylde«

»Inde i mit hoved er jeg stadig læge«

"I dag lever jeg efter mine værdier"