PROFIL Helga Gulisano er målrettet gået efter at blive ledende overlæge. Hun foretager fortsat 200 operationer om året, har holdt én måneds barselsorlov og har telefonen tændt konstant.
Tiende etage på Aalborg Universitetshospital en fredag eftermiddag sidst i juni.
Ledende overlæge på Neurokirurgisk Afdeling Helga Angela Gulisano, skal inden interviewet nå at ringe til en patient, som hun skal operere ugen efter.
I Neurokirurgisk Afdelings statistik tegner den ledende overlæge sig fortsat for cirka 200 årlige operationer.
»Det er også for meget – jeg skal gerne ned på 150«, lyder det fra Helga Gulisano, der siden 1. januar 2017 har været ledende overlæge, men så langt fra har forladt klinikken for alene at hellige sig strategioplæg, budgetmøder og måling af KPI’er.
»Som ledende overlæge har man en pligt til at sige, om forudsætningerne for de beslutninger, der træffes, er de rigtige. Det er ikke ekspertudvalg og dem højere oppe i systemet, men os tæt på klinikken, der kender forudsætningerne for og konsekvenserne af vores beslutninger. Og det er også derfor, at jeg fortsat er klinisk aktiv – det er en force i forhold til at komme med input til medarbejderne.
Men det er også blod, sved og tårer. For det er ikke en 50-50-procentstilling, men snarere en 100-100-fordeling. Og det kan kun lade sig gøre, fordi det er et lille speciale.
Jeg har aldrig haft en 37-timers arbejdsuge, men er hele tiden på. Jeg er rundhåndet med mit telefonnummer, og telefonen er altid tændt«.
Det har ikke været nødvendigt at skubbe på for at få Helga Gulisano til at søge stillingen som ledende overlæge, endsige interessere sig for ledelse.
»Jeg har gået efter den stilling længe – faktisk allerede inden jeg blev overlæge. Dels har jeg altid haft langsigtede planer. Dels har ledelse altid interesseret mig. Jeg tog allerede OLAU-kurserne i 2009, inden jeg blev overlæge, og jeg påbegyndte en master i offentlig ledelse som yngre læge.
Og så har det været en drivkraft, at jeg i mit lægeliv har været vidne til megen dårlig ledelse og derfor har en trang til at ændre ting og skabe fornuft i de beslutninger, der træffes«.
Jeg har en chef i klinikledelsen, som er cand.scient.pol og god at sparre med, og jeg har det generelt godt med DJØF’ere Helga Gulisano, ledende overlæge
Dertil kommer det faglige engagement i forhold til et speciale, der var ved at »sygne hen« på det nordjyske universitetshospital.
»På et tidspunkt var der tale om, at vi skulle lægges ind under Aarhus Universitetshospital. Min ambition var og er, at vi skulle fylde mere på landkortet, og at vores afdeling skal være det bedste sted at være«, siger Helga Gulisano, der siden hun begyndte for halvandet år siden, har ansat tre speciallæger og en professor.
»Som ledende overlæge vil man have indflydelse, ellers kan det være lige meget. Men det er en holdindsats. Man skal have dygtige medarbejdere for at kunne kæmpe det politiske spil i forhold til specialeplanen og i forhold til sygehusledelsen, der skal kunne se rationalet i, at afdelingen vokser«.
Er det din oplevelse, at du alene sidder og administrerer og kun i begrænset omfang er leder?
»Ledelsesrum er ikke noget, der automatisk følger med stillingen, det er noget man selv må skabe. Når man sidder i en stor forsamling af flere faggrupper, bliver der lyttet til os. Det er os, der har behandlingsansvaret og derfor sidder med det ultimative trumfkort. Men vi skal ikke bruge det for tit, for så bliver de andre trætte af os, og argumentet bliver devalueret.
Ja, jeg synes, jeg er leder. Men det er også fordi, jeg har valgt at have fokus på det og laver meget strategisk arbejde. Jeg ikke alene implementerer, men har hele tiden blik for, hvor vi er på vej hen.
Hvilke områder kommer til at vokse? Og hvem har talenter inden for dem? Derefter handler det om at spotte og udvikle talenterne tre år inden, de er klar til opgaven«, lyder det fra Helga Gulisano, der allerede har fundet sin afløser på afdelingen, når den tid kommer.
Og det gør den inden for de næste ti år, for så skal 43-årige Helga Gulisano videre. Men ikke til ledelsesniveauet over hende – klinik- eller centerchef.
»Jeg har nok snarere forestillet mig, at jeg skal være cheflæge, eftersom det, der interesserer mig mest, er strategier og faglig udvikling. Nej, det putter jeg ikke med. Og det er nok lidt udansk. Jeg kan godt lide at sige tingene, som de er«, siger Helga Angela Gulisano, hvis mellem- og efternavn skyldes hendes delvist sicilianske ophav.
Og netop den egenskab, at være klar i spyttet, både praktiserer og efterlyser hun.
Hun har været fagpolitisk aktiv, siden hun blev færdig på studiet. Har været både TR og FTR, formand for Lægeforeningen Nordjylland og sidder med i Overlægeforeningens bestyrelse, hvor hun er formand for arbejdsmiljøudvalget.
»Jeg bruger de platforme, jeg har. Senest har jeg via min plads i Lægeforeningen Nordjyllands bestyrelse ytret min bekymring over overbelægning.
Jeg er ikke konfliktsøgende, men har svært ved at være ligeglad. Og det har sin pris: Nogle gange får jeg et drag over næsen, og så må jeg rejse mig. Jeg er meget stædig og insisterende, og det har jeg nok altid været«.
Nok har Helga Gulisano skrevet afhandling om, hvordan den lægefaglige ledelse kan styrkes, men:
»Man skal have talent for at være en dygtig leder. Det er ikke noget, man alene kan læse sig til, selv om jeg bestemt er glad for min master, mine øvrige ledelsesuddannelse og for at læse bøger om ledelse.
Og så har min fagpolitiske indsats været en kæmpe fordel på flere fronter. Jeg ved, hvordan systemet fungerer, og hvordan det ’tænker’«.
Helga Gulisano tilhører ikke de 69 procent af lægelige ledere, der i en nylig undersøgelse fra Lægeforeningen tilkendegav, at de styringsmæssige rammer gør det svært ved at få lægefaglige hensyn tilgodeset
Men derfor kan det godt blive surt indimellem.
»Der er tider, hvor jeg tænker, at nu gider jeg ikke mere. Men det er trods alt bedre at være ledende overlæge med mulighed for at ændre ved tingenes tilstand.
Det, der er mest træls ved at sidde i min stol, er helt klart de årlige sparerunder. Vi bruger meget tid på at finde relativt små beløb. I stedet burde vi tage fat på at diskutere, hvordan der skal prioriteres. Og det er nok os som læger, der må tage den opgave på os.
Og så kunne jeg godt tænke mig mere tillid og mindre kontrol. Det er svært at få lov til at købe noget til 50.000 kr. ud af et budget på 89 mio. kr.
Men når det er sagt, har jeg det bedste job ever. Nogen gider at høre på de input, jeg kommer med, og jeg har mulighed for at udvikle mine medarbejdere«, siger Helga Gulisano.
Får du hjælp fra Økonomi og HR?
»Mere support, tak – det siger jeg hele tiden.
Jeg arvede et underskud, som vi aldrig kommer ud af, fordi en stor del af det skyldes stigende priser på implantater. Vi får flere patienter og produktiviteten stiger. I modsætning til medicinudgifterne, som ligger centralt, påhviler udgifterne til implantater den enkelte afdeling. Og netop de neurokirurgiske implantater er særligt dyre.
Men jeg har en chef i klinikledelsen, som er cand.scient.pol. og god at sparre med, og jeg har det generelt godt med DJØF’ere«.
Væggene på Helga Gulisanos kontor er prydet med flere citater, hun selv har skrevet. Et af dem stammer fra den tidligere amerikanske senator, Sam Rayburn: »Der er ingen grænser for, hvad man kan få gennemført, så længe man ikke skal have æren for det«.
Helga Gulisanos liste over igangværende projekter er lang.
Et af de større er at opbygge en spydspidsfunktion sammen med tre andre specialer inden for neuromodulation, en ny højtspecialiseret funktion, der kom til i den seneste specialeplan.
»Vi er ved at skaffe penge til en intraoperativ CT-skanner og er i færd med at udvikle subspecialiserede sygeplejersketeam. Det er en af mine kæpheste. Nogen trækker i den anden retning og vil gerne gøre sygeplejersker til generalister, fordi det er mere rentabelt. Men det går ud over kvaliteten. Vi bliver mere og mere specialiserede og skal lave mere opgaveglidning, men det forudsætter specialiserede sygeplejersker.
Og så er det lykkedes os at få neurointervention tilbage i forbindelse med den seneste specialplan. Men et er at få den igen. Noget andet er at få den sat op og få gjort afdelingen klar til det.
Og stod det til mig, skulle vores afdeling have sin egen anæstesiafdeling. Det kommer næppe til at ske, men vi har fået en specialeansvarlig overlæge inden for neuroanæstesi, hvilket er et kæmpeløft«.
Et møde senere og med tændt arbejdstelefon går turen hjem mod Nibe til den sicilianske husbond, de to børn på et og tre år, heste, får, kaniner hund og katte.
»Jo, jeg har da fritid. Jeg benytter enhver lejlighed til at feste. Senest min søns etårsfødselsdag, hvor jeg først inviterede hele familien. Derefter veninderne.
Jeg vil gerne have tid til at kunne ride mere på de heste, vi har på vores nedlagte landbrug, hvor jeg hjælper til med at klippe og slagte fårene. Fodringen af dyrene står min mand for, mens jeg får hjælp til både rengøring og vask, ligesom mine forældre er meget til rådighed.
Nej, min work-life-balance er nok ikke sund. Min mand har taget stort set al barsel for vores børn på et og tre år – min begrænsede sig til henholdsvis en og fire måneder.
Men jeg brænder for det her job«.
