Når Sasja Nordbrandt har overstået sin barsel, satser hun på at uddanne sig til praktiserende læge på Møn. Håbet er at falde til og blive boende på øen med familien.
Lige nu lægger Sasja Nordbrandt alle sine arbejdstimer i en lægepraksis på Nørrebro i København. Her er hun godt i gang med første del af den introstilling, der er hendes adgangsbillet til uddannelsen til praktiserende læge.
Men det er ikke her midt i det multikulturelle brokvarter i den pulserende hovedstad, at hun drømmer om at udøve sin lægegerning på sigt. Derimod har Sasja Nordbrandt en ganske særlig forkærlighed for Møn, og det er i en grad, så hun og hendes kæreste allerede har købt hus på øen og flytter dertil, når hun om få måneder går på barsel med sit første barn.
”Jeg har altid tænkt, at jeg ville ende med at blive praktiserende læge. Jeg kan godt lide tanken om, at man kan lave nogle længere behandlingsforløb for patienterne og ikke slipper dem så hurtigt, som man ofte gør, når man sidder som speciallæge inden for et begrænset område, på hospitalerne. Der bliver man hurtigt bare en del af produktionen,” siger hun.
Når Sasja Nordbrandt er fast besluttet på at prøve lykken som praktiserende læge på Møn – i første omgang i en introstilling – hænger det sammen med, at hun siden sin barndom har tilbragt sine ferier på øen og er kommet til at holde af den, men også, at hun mener, at hun der i højere grad end i de store byer kan få lov at være den læge, hun gerne vil.
”I tættere befolkede områder kan man godt undgå at møde sine patienter, der hvor man færdes dagligt, men i samfund som det mønske er det nok lidt anderledes. Der vil jeg mere blive som den traditionelle familielæge. Jeg vil formentlig komme til at kende alle naboernes hæmorider, og jeg vil møde mine patienter, når jeg går til arrangement i forsamlingshuset om aftenen. Men personligt tror jeg ikke, at det bliver et problem”, siger hun og fortsætter:
”Jeg kommer nok også i et eller andet omfang til at ’tage patienterne med hjem’. Men det er for mig at se en naturlig del af det at være læge på landet. Der bruger man lidt længere tid på patienterne og har også flere hjemmebesøg”, siger Sasja Nordbrandt.
Patienterne, som Sasja Nordbrandt vil møde på Møn, vil også adskille sig fra dem, hun møder lige nu på Nørrebro. Men det er hun ganske afklaret med.
”Befolkningen på Møn er en skønsom blanding af traditionel landbobefolkning og tilflyttere, som især er kommet i bølger over de seneste fyrre år. En del af den mindre velstillede befolkning har store helbredsmæssige problemer med de klassiske livsstilssygdomme til følge oven i deres sociale og økonomiske udfordringer. Men det tænder mig at skulle tage stilling til den slags problemer, som de mennesker slås med – også af psykologisk, økonomisk og social karakter – så jeg ikke bare ser dem, når de har lungebetændelse eller skal sendes videre til en undersøgelse på sygehuset. Det lægefaglige kommer rigtigt i spil, når et menneskes sygdomsbillede er kompliceret”, siger Sasja Nordbrandt.
Den 31-årige læge er dog ikke blind for, at hun også vil møde store udfordringer, når hun flytter fra hovedstad til udkant.
”Den lægefaglige udfordring bliver at få skabt nogle faglige fællesskaber, så man har nogle at sparre med. For der er selvfølgelig længere mellem kollegaerne på Møn end i København. Til gengæld oplever man her et stort sammenhold, hjælpsomhed og engagement. Sådan er det i hvert fald privat. Jeg har mødt langt større åbenhed og interesse fra dem, der bor to kilometer fra os på Møn, end dem der bor i vores opgang i København”, siger hun og røber, at hun allerede er blevet taget godt imod af sine måske kommende kollegaer.
”Et par stykker har allerede ringet og inviteret på en kop kaffe, næste gang jeg kommer forbi, så det lover godt”, lyder det optimistisk fra Sasja Nordbrandt.
Det bedste ved at arbejde i provinsen: At jeg formentlig kan få lov at lave lige den klinik, jeg gerne vil. Jeg kan være min egen chef og få lov at sætte rammerne i en åben klinik og indbyde til, at man tager tingene alvorligt og behandler hinanden godt.
Det værste ved at arbejde i provinsen: Det vil være, hvis andre læger ikke flytter med. For der er en generation, der går på pension inden længe. Jeg vil også have tid til at dyrke min have, holde får og høns og være sammen med familien, men hvis folk ikke har en læge, vil det blive svært for mig at sige nej til dem. Og så er det, jeg risikerer at få alt for mange patienter og kommer til at arbejde alt for meget.
