Skip to main content

Jeg kan godt lide at videreformidle min viden og finde på nye pædagogiske metoder

Anne Grethe Jurik deler sin tid mellem Røntgen og Skanning
på Aarhus Universitetshospital og undervisning af medicinstuderende.

Anne Grethe Jurik deler sin tid mellem klinisk arbejde og undervisning. Foto: Privat.
Anne Grethe Jurik deler sin tid mellem klinisk arbejde og undervisning. Foto: Privat.

Britt Lindemann, brl@dadl.dk / Foto: Privat

16. okt. 2017
3 min.

6.10 Vi står op i Skæring. Jeg snakker med og nusser hunden, imens jeg smører madpakker, inden bilturen går mod Aarhus.

7.00 Jeg ankommer til Aarhus Universitetshospital. Jeg kan godt lide at møde tidligt, så jeg kan køre tidligt om eftermiddagen og undgå myldretidstrafik. Jeg spiser min morgenmad på kontoret, mens jeg tjekker mails.

7.30 Mit kliniske arbejdet starter. Der ligger tre undersøgelser fra i går, jeg skal se på og beskrive. Det er et knæ, en ryg og et fodled.

8.00 Jeg skal varetage de muskuloskeletale MR skanninger og starter med at gennemgå dagens planlagte undersøgelser, og tager stilling til evt. akutte undersøgelser i dagens løb. Der ligger en enkelt akut, der SKAL igennem i dag.

8.30 Starter beskrivelse af MR-skanninger fra dagen før efterfulgt af dagens første undersøgelser.

10.15 Første holdundervisning i pædiatrisk radiologi for 11. semesters studenter. De studerende er meget videbegærlige og spørgende, så det er ikke bare mig, der står og fortæller ved tavlen. Vi gennemgår nogle forskellige cases, i dag handler det om børn, hjerne og thoraxforandringer. Der var én med blødning i hjernen, den får vi lang tid til at gå med.

Nogle af casene har de studerende haft tid til at forberede sig på hjemme, imens de ser andre af dem for første gang i dag. Det er en ny måde jeg prøver at gøre undervisningen mere interaktiv på, og det fungerer godt. Jeg kan godt lide at videreformidle min viden og finde på nye pædagogiske metoder.

11.15 Jeg underviser andet hold i pædiatrisk radiologi.

12.45 Der er en akut infektionspatient i MR-skanneren som kirurgen og jeg tilser og justere på undersøgelsen som endnu ikke er færdig.

13.00 Jeg superviserer arbejdet ved skannerne, lige nu er der en kompliceret skanning på en rygopereret patient. Ved de fleste patienter kan jeg forberede det hele om morgenen, og så bliver jeg kun kontaktet, hvis der er tvivlsspørgsmål, men ved denne her patient er jeg til stede ved skanningen, der tager i alt 45 minutter. Man har tidligere været bekymrede for, om patientens kræft var vendt tilbage, så jeg er ekstra opmærksom på, om det er noget at se.

14.00 Den akutte patient har været igennem skanneren, det var godt, han kom til i dag, for skanningen viser at han har flere bylder i bækkenet. Jeg konfererer med en ortopædkirurg, og vi er enige om, at patienten skal opereres i dag.

14.55 Jeg kører afsted fra afdelingen så bilen kan trille ud af byen inden Grenå-vejen bliver svært fremkommelig. Turen går altid ned til og herefter langs vandet, så der gradvist stresses af ved synet af den smukke natur i Aarhus bugten.

15.20 Hjertelig velkomst af Chow Chow’en Fuching, der som sædvanlig beder om en gåtur.

15.30 Fuching og jeg nyder en lang gåtur ved vandet med udsigt til de Mols på den anden side af vandet og går også en tur ind i Mindelunden. Herligt afslappende.

16.30 Te samtidig med læsning af dagens Jyllandspost i haven, med en times afbrydelse af naboens hyggelige visit.

20.00 Jeg har læst avis, lavet mad og set nyheder, nu skal jeg arbejde lidt igen. Jeg tænder computeren og gennemgår, hvad der er kommet af mail i løbet af dagen, som kræver et svar fra mig.

20.30 En ph.d.-studerende, jeg er vejleder for, arbejder på en videnskabelig artikel om knæledsartrose. Jeg gennemlæser kommentarer, der er kommet til den, så jeg kan tænke over, hvad jeg vil svare, inden jeg tjekker emails en sidste gang.

21.30 Afslapning foran fjernsynet med sidste halvdel af filmen »Firmaets mand«.

22.45 Både Fuching og jeg får en lille natmad, inden vi skal sove.

23.00 Godnat.