Skip to main content

»Jeg stuver barnevognen ned i ministerbilen ...«

Klaus Larsen, kll@dadl.dk. Foto: Bjarke Ørsted

27. apr. 2012
3 min.



6.30 Vi - min mand, jeg og vores lille dreng - vågner på Hotel Koldingfjord, hvortil vi ankom i aftes. Det er på tide at komme op, bade og gøre sig klar. Jeg spiste middag med de ministre, som allerede ankom i går, og ved morgenbuffeten hilser jeg på de nyankomne. Derefter kører vi til Horsens, hvor der er arrangeret besøg på Regionshospitalet, som er et sygehus med fokus på innovation i alle arbejdsgange.

9.00 Vi ankommer og hilser på hospitalsdirektøren og på regionsformand Bent Hansen. Ti minutter senere ankommer ministrene i en bus fra Koldingfjord, og vi bliver delt op i grupper.

9.30 Vi er på rundvisning og ser bl.a. akutmodtagelsen og den elektroniske tavle, hvor man kan følge hver enkelt patients forløb og hvem, der er ansvarlig. Der er ikke så mange patienter nu, og det giver os mulighed for at se nærmere på, hvordan arbejdet foregår.

11.45 Halvvejs gennem rundvisningen må jeg gå, da jeg skal modtage kommissæren for sundhed, John Dalli, inden det uformelle ministermøde. Vi mødes i Forum Horsens i VIP-lokalet, hvorfra der er udsigt over hele Stadion. Vi briefer Dalli om de forskellige programpunkter, hvad vi ønsker at opnå under dem, og hvilken rolle vi gerne ser kommissionen spille.

12.15 Nu skal jeg skynde mig ned til delegationerne, der ankommer til arbejdsfrokost om lidt. Det danske formandskab har udsendt et papir med forslag til, hvordan vi bedre kan underrette hinanden og handle sammen, når der opstår akutte skandaler som dem, vi har set med de franske PIP-implantater, metalhofterne osv. Det skal vi gerne hente opbakning til fra alle medlemslande under frokosten.

13.30 En times arbejdsfrokost er ikke meget, når alle skal høres. Da jeg skulle lede forhandlingerne, fik jeg ikke meget at spise. Men sådan er det, når man er vært.

14.00 Vi går i gang med de uformelle sessioner, hvor vi skal udveksle erfaringer og diskutere innovation, medicinske teknologivurderinger og hvordan vi kan udvikle de europæiske sundhedsvæsener. Indimellem må jeg amme min lille søn, Malte. Hver gang, der er en pause, smutter jeg hen og sørger for, at han får noget at spise. Min mand, som har resten af vores barsel, er sammen med ham under hele turen.

16.30 Det uformelle møde, hvor vi ikke, som under arbejdsfrokosten, behøver at konkludere noget, er forbi. Dagen slutter med, at Dalli og jeg holder et såkaldt doorstep, hvor vi uden for døren fortæller pressen, at der er nået enighed om, hvordan vi fremover kan handle på EU-plan, når der opstår akutte sager som den om brystimplantaterne. Jeg ammer igen, pakker vores ting sammen og stuver barnevognen ned i ministerbilen. Vi kører tilbage til Hotel Koldingfjord, hvor vi skifter tøj, og jeg ammer den lille igen, inden vi skal til middag på Koldinghus Slot.

19.00 Vi bliver budt velkommen i slottets restaurerede fløj af Koldings borgmester Jørn Petersen, der fortæller lidt om Kolding Kommunes sundhedspolitik, og universitetskoret, Lille MUKO, synger danske sange, så det er en ren fryd. Derfra går vi til Riddersalen og får vores tre retter. Jeg holder festtale, og vi har fået Teitur, den færøske sanger, til at komme og spille. Jeg har kommissær Dalli til bords på den ene side, og på den anden side den irske sundhedsminister. En god lejlighed til at fortsætte vores drøftelser.

22.45 Middagen slutter, da jeg går, og det gør jeg ca. kvart i elleve. Min mand venter nede i cafeen med en meget sulten og træt baby. Tilbage på hotellet skynder jeg mig i seng, mens resten af delegationen går i baren for at få en night cap.