ET DØGN MED - Absalon Eysturoy, der mangler et år i sin hoveduddannelse i pædiatri på Næstved Sygehus, fortæller om en dag på en neonatal afdeling.
6.15 Jeg står op og konstaterer, at jeg er sløj med influenzasymptomer med hovedpine, muskelsmerter og blanke øjne. Men ikke noget, der skal holde mig hjemme. Jeg bor lige uden for Dr. Louises Bro og cykler til Nørreport.
7.03 Pga. sporarbejde varer turen til Næstved næsten halvanden time. God tid til nyheder på nettet og et par faglige artikler til næste u-kursus. DSB har givet tilbud på pendlerkortet, så jeg sidder på første. Det er ret ensomt, så jeg sætter mig over i en anden vogn. Føler mig ikke på toppen og prøver at sove, men uden held.
8.34 Fire minutter for sent til morgenkonferencen. Der bliver travlt med ret syge børn på afdelingen. Bagvagten omfordeler, så jeg pludselig er »senior«-læge på neonatalafdelingen. En kollega er gravid og parvo seronegativ. Hun skal selvfølgelig ikke i akutmodtagelsen og kommer med mig på neonatal, hvor hun ikke har været før.
9.00 Morgenkonference på neonatalafdelingen, hvor sygeplejerskerne forlanger deres timinutters faglige udvikling. »Seniorlægen« må derfor forklare diverse indikationer for DAP-behandling, som synes at være temaet på afdelingen for tiden.
9.20 En af vores meget præmature, som er født i 26. uge og nu er fem uger gammel, har store vanskeligheder og behøver førsteprioritet fra min side. Vi er desværre kun to læger på afdelingen. Min anden kollega er helt ny og desperat i blikket, da neonatalsygeplejerskerne præsenterer hende for problemstillingerne.
10.20 Travlheden er overvældende. Jeg har ikke selv fået det bedre, men det er ingenting, når man ser, hvad der er på programmet af syge børn. Samtidig står to medicinstuderende og tripper efter opmærksomhed og noget at lave. De mangler lidt situationsfornemmelse. Men på den anden side kan jeg godt huske nogle af mine egne »kedelige« praktikophold, hvor lægerne havde for travlt til at inddrage de studerende. Det skal ikke ske her!
10.30 Det meget præmature barn har en lang liste af problemer. Det bløder ud af tarmen, har faldende trombocytniveau, vægttab og en infektion – samt infektionstal, der ikke falder trods behandling. Plus, at der er problemer med iv-adgang. Det skal vurderes, om barnet skal overflyttes. Jeg konfererer med mikrobiologer fra Slagelse og neonatologer fra Odense.
11.00 Det meget syge, præmature barn har brug for mere end den hjælp, vi kan tilbyde. Påsken står for døren, og de, der har vagt, er ikke specialister i neonatologi. Det er træls at skulle sende barnet til OUH og ikke behandle det selv. Men rent objektivt har barnet for mange og potentielt farlige problemer, og da beslutningen først er truffet, er det en lettelse.
12.15 Konference. Jeg troede, jeg var verdens travleste læge ovre på neonatal. Men de har haft mindst lige så travlt oppe på akutafsnittet, hvor der også har været nogle meget syge børn, som er transporteret til Rigshospitalet.
14.30 Der er ro på afdelingen. Resten af tiden går med administrative opgaver – indtil jeg kommer i tanke om sporarbejde og den lange togtur hjem. Jeg pakker tingene og forsvinder ud ad bagdøren. Under togturen hjem tænker jeg på, om jeg har været lidt for stram i dag. Jeg forsøgte at være »bestemt på en blid måde«, og det blev redningen på en travl dag, hvor jeg skulle koordinere med en ny kollega, travle sygeplejersker, studerende og overflytning af syge børn. Egentlige tror jeg, at personale og studerende godt kan lide det uden omsvøb. Det er bare ikke lige min stil.
18.00 Jeg har været hjemme og hente bilen for at køre til påskefrokost på min onkels sejlbåd i Dragør. Det er godt at være tæt på naturen og blive blæst godt igennem, og jeg nyder det gode selskab. Men jeg har det efterhånden elendigt, så jeg må tage tidligt hjem.À
