Skip to main content

Jysk foredragskonkurrence skal fremme yngre forskere

Seks forskellige specialer var repræsenterede til Jydsk Medicinsk Selskabs konkurrence om Jyllands bedste foredrag. Arrangementet skulle fremme de yngre forskere, og selvom fremmødet var lavt, ønsker formanden at gøre konkurrencen til en tradition.

Tue Wenzel Kragstrup, Reumatologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, holdt oplæg om IL-24 ved tidlig rheumatoid arthritis ved Jydsk Medicinsk Selskabs fordragskonkurrence. Foto: Jesper Balleby.
Tue Wenzel Kragstrup, Reumatologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, holdt oplæg om IL-24 ved tidlig rheumatoid arthritis ved Jydsk Medicinsk Selskabs fordragskonkurrence. Foto: Jesper Balleby.

Kristine Buske Nielsen, kristinebuske@hotmail.com

22. maj 2018
5 min.

Det faglige niveau var højt, da flere endokrinologer, en onkolog, en nuklearmediciner, en infektionsmediciner, en reumatolog og en hjerte-lunge-kirurg var samlet i det turkisblå auditorium på Aarhus Universitetshospital, Skejby, for at konkurrere om Jyllands bedste foredrag blandt læger.

Aftenen tog os blandt andet en tur til Vestafrika i et grænseland mellem bistand og forskning i hiv og opfordrede til at lege: Find forskellene i IL-24 ved ledsygdommen reumatoid artritis, og tog os en tur med op i et Herkules-fly, hvor en gris blev behandlet med ECMO.

Foredragskonkurrencen er et nyt tiltag fra Jydsk Medicinsk Selskab. Selskabet afholder mange monofaglige møder, men da de i foråret havde et møde om elektrisk stimulation, hvor lægerne sparrede på tværs af specialer, tænkte bestyrelsen, at der var behov for flere tværfaglige arrangementer.

Faktaboks

Fakta

»Vi har tidligere uddelt legater til forskere, men nu tænkte vi, at vi ville prøve noget nyt. Derfor besluttede vi at lave en tværfaglig konkurrence for at engagere så mange som muligt og skabe anledning til at samle forskellige specialer under samme tag, så lægerne kan mingle med hinanden«, sagde formand for Jydsk Medicinsk Selskab, Peter Vestergaard, der også er professor og overlæge ved Endokrinologisk Afdeling, Aalborg.

Vil fremme yngre forskere

I alt 17 abstracts var sendt ind til konkurrencen. Heraf blev otte valgt, mens andre i stedet var blevet inviteret til at holde foredrag senere på året. Blandt deltagerne var der flest ph.d.-studerende og hoveduddannelseslæger – og det var netop formålet med konkurrencen at tiltrække yngre læger, fortalte Peter Vestergaard.

»I bestyrelsen er vi ved at være lidt gråhårede. Derfor vil vi gerne engagere de yngre læger i selskabet. Og så håber vi, at konkurrencen kan være med til at fremme de yngre forskere og skabe mere opmærksomhed på det, de laver«, sagde han.

Mens stemmerne blev talt op, var deltagerne samlet foran auditoriet, hvor der blev snakket på kryds og tværs hen over sandwich og kaffe. Ved et af bordene stod hoveduddannelseslæge Stine Linding Andersen, Klinisk Biokemi og Endokrinologi, og ph.d.-studerende Louise Skau Rasmussen, Onkologisk Afdeling – begge fra Aalborg Universitetshospital – og talte om aftenens mange foredrag.

»Jeg valgte at deltage for øvelsens skyld. Og så tænkte jeg, at det kunne være et godt pust for alle internmedicinerne, at der kom lidt onkologi på banen. Men det var også meget spændende at høre de andres oplæg. Når jeg tager til kongresser, er det som regel om onkologi, så det var rart med det tværfaglige input her«, sagde Louise Skau Rasmussen, der blev gjort opmærksom på konkurrencen af sin hovedvejleder.

»Ja, for man bliver hurtigt meget snæver inden for sit eget felt. Så det er rigtig rart at få et indblik i, hvad der sker inden for de andre områder«, sagde Stine Linding Andersen.

Selvom der var mange interessante oplæg fra ph.d.-studerende og hoveduddannelseslæger, var det Per Borghammer, en af de mere etablerede foredragsholdere, der tog førstepladsen med sit foredrag om Parkinsons sygdom i tarmen. Han var stolt over at vinde, men det var ikke præmien, han var kommet for.

»Jeg elsker at fortælle om min forskning, så jeg havde også tilmeldt mig, hvis der ikke var en præmie. Men jeg synes også, det har været spændende at høre foredrag om så mange forskellige emner, jeg ikke vidste noget om i forvejen. De andre specialer tænker på en anden måde og bruger andre metoder, som jeg ikke selv havde tænkt på, men som jeg også kan drage inspiration af,« sagde Per Borghammer, der vil bruge præmien på 25.000 kroner til at glæde sin kone med en rejse.

Selvom han var glad for at vinde, foreslog han, at arrangementet fremover kun bliver for ph.d.-studerende.

»Jeg er jo vant til at komme ud og holde foredrag, så jeg synes, det er en rigtig god idé med et format, hvor også yngre læger får mulighed for det og kan sparre med hinanden«, sagde Per Borghammer.

Vil gentage konkurrencen

Per Borghammer var dog ikke den eneste, der modtog præmier under foredragskonkurrencen. Andenpladsen gik til Stine Linding Andersen, som vandt et præmiebeløb på 20.000 kroner, mens tredjepladsen gik til Jannie Dahl Hald, Medicinsk Endokrinologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, som vandt 15.000 kroner.

Desværre var det ud over tre gæster kun deltagerne selv og bestyrelsen, der var ankommet til aftenens arrangement. Det varme sommervejr indbød mere til en aften i haven. Alligevel var Peter Vestergaard meget positiv over aftenens arrangement.

»Der var et meget højt fagligt niveau. Endnu højere end jeg forventede. Lægerne var meget engagerede i hinandens foredrag, og så var det tydeligt, at de yngre læger har en god kritisk sans, og ofte kommer med en lidt skæv og ny indgangsvinkel i deres forskning. Så jeg er godt tilfreds med aftenen«, sagde Peter Vestergaard, der ønsker at afholde konkurrencen igen næste år.

»Arrangementet skal lige skubbes i gang. Så jeg håber, at deltagerne nu får spredt budskabet, og at det måske kan betyde, at der kommer flere gæster, hvis vi holder det igen næste år«, sagde han.

Deltagerne bestod kun af læger fra Aarhus Universitetshospital og Aalborg Universitetshospital, men hvis konkurrencen bliver aktuel igen næste år, håber Peter Vestergaard også at kunne tiltrække læger fra regionshospitalerne.