Skip to main content

Kære medlem, tak for tilbagemeldingen

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen

2. nov. 2012
2 min.

For mig er det fantastisk spændende læsning at slå op i den medlemsundersøgelse, som Lægeforeningen netop har gennemført. Stor tak til de mange medlemmer, der har brugt tid på at give bestyrelse og sekretariat deres vurdering af, hvordan Lægeforeningen gør sit arbejde.

Det er første gang, at Lægeforeningen har gennemført en undersøgelse af den type. Der er ingen tvivl om, at det er en sund øvelse for en organisation at få et billede af, hvordan medlemmerne mener, at tid og resurser skal prioriteres.

Lægeforeningen skiller sig ud blandt de faglige organisationer ved ikke at forhandle løn- og arbejdsvilkår; den vigtige opgave overlader vi til YL, PLO og FAS. Lægeforeningen arbejder for at give lægerne en stærk stemme i f.eks. etiske spørgsmål og lovgivning, der har betydning for lægers faglige liv og for befolkningens sundhed. Blot for at tage et eksempel: Lægeforeningen er lige nu dybt engageret i arbejdet med at sikre, at både patienter - og læger - kan være sikre på, at medicinsk udstyr er orden, når det tages ud af pakningen.

En del af det arbejde foregår i lukkede og langvarige processer med politikere, embedsmænd og andre organisationer, og det kan indimellem trække store veksler på tålmodigheden. Derfor er jeg også glad for medlemmernes melding om, at det er vigtigt, at Lægeforeningen sætter dagsordenen på områder, der har betydning for medlemmernes faglige liv. Vi skal blive endnu bedre til det, og vi skal også blive bedre til at fortælle om det.

Medlemmer, som får en klagesag eller rammes af stress eller sygdom, kan få rådgivning i Lægeforeningen. Der er også andre individuelle tilbud, f.eks. om efteruddannelse, og de skal styrkes. Det er vigtigt, at Lægeforeningen udvikler sine tilbud til medlemmerne, så de passer til behovet.

Lægeforeningen kan glæde sig over en helt usædvanlig høj organisationsprocent på 97. Det er meget få faglige organisationer, der kan matche den. Mange faglige organisationer ser medlemmerne flygte, men sådan er det heldigvis ikke i Lægeforeningen. Der er en stærk identitet i at være læge, og det afspejler sig også i, at vi søger fagligt fællesskab.

Men samtidig er det vigtigt ikke at læne sig tilbage i tilfredshed. Lægeforeningen skal udvikle sig med medlemmerne, og deres tilbagemeldinger har givet nogle vink med en vognstang om områder, hvor arbejdet kan gøres bedre. Dem tager bestyrelsen meget alvorligt. Medlemmerne er Lægeforeningen, og i den kommende tid vil vi i bestyrelsen gå i dybden med, hvordan resultaterne af undersøgelsen kan danne grundlag for det fremtidige arbejde.