Skip to main content

Kære politikere, brug lægernes indspark til et stærkt og sammenhængende sundhedsvæsen

Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.
Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Formand for Lægeforeningen
Andreas Rudkjøbing

17. okt. 2016
3 min.

Hvor går patienten hen, når supersygehusets store døre lukker sig bag ham? Hvordan får vi sikkerhed for, at alle patienter får den rigtige genoptræning i tide? Det er bare to af de mange spørgsmål, som det bliver stadig mere påtrængende at finde svar på. For sundhedsvæsenet står ved en skillevej. Sygehusene bliver færre og mere specialiserede. Patienterne bliver flere, ældre og har ofte flere sygdomme.

Samtidig må man konstatere, at det langtfra er alle steder i landet, at borgerne kan være sikre på, at også deres kommune har de sundhedsfaglige tilbud, som de har brug for. Sektortænkning, manglende samarbejde og tunge usammenhængende overgange, som forlænger og forringer behandlingen, er desværre realiteter, som både patienter og sundhedsprofessionelle kan tale med om.

Citat: Der skal handling til nu. Ellers overlader vi patienterne til et sundhedsvæsen, som ikke magter sin opgave.

Kort sagt – der skal handling til nu. Ellers overlader vi patienterne til et sundhedsvæsen, som ikke magter sin opgave. Til gengæld har vi også nu chancen for at bygge et fremtidigt sundhedsvæsen op om patientens behov og individuelle ønsker.

Et sundhedsvæsen med et fælles ansvar for patienterne og tillid til, at »næste led i kæden« kan videreføre de indgåede aftaler med patienterne. Med bedre muligheder for kunne blive behandlet og plejet i hjemmet, hvis det er et ønske. Et sundhedsvæsen, som arbejder bedre sammen på tværs af sektorer og afdelinger med f.eks. udgående team og følge hjem-ordninger fra sygehusene. Med sammenhæng i patientforløb, smartere brug af de samlede faglige kompetencer i sundhedsvæsenet og brugervenlige og hurtige it-løsninger.

Hvis det skal blive til virkelighed, er det afgørende, at de mennesker, som har deres daglige gang i sundhedsvæsenet, bidrager. Lægeforeningens udspil »Tæt på patienten« kommer med 16 konkrete forslag til et styrket, nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Vi er parate til at tage medansvar for, at sundhedsvæsenet bliver klar til de nye tider. Derfor dette indspark til de politiske beslutningstagere og deres embedsmænd fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Finansministeriet, KL og Danske Regioner, som i den kommende tid vil sidde bøjet over arbejdet med at udarbejde en handlingsplan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

Samlet lægger »Tæt på patienten« op til en bedre balance mellem sektorerne og efterspørger dermed politisk vilje til at styrke og udvikle det nære sundhedsvæsen, så det også i fremtiden matcher det specialiserede sundhedsvæsen. I takt med, at den primære sektor skal overtage flere opgaver, skal den også sikres de nødvendige ressourcer og mulighed for udvikling. Det giver rigtig god mening af flere grunde. Der er solid dokumentation for, at en stærk primærsektor fører til bedre resultater, lavere omkostninger og større lighed i sundhed. En velfungerende primærsektor er også helt afgørende for et velfungerende sygehusvæsen. Fungerer primærsektoren ikke, får sygehusene for mange opgaver, og udskrevne patienter bliver genindlagt.

At sikre, at vi har et velfungerende nært sundhedsvæsen, som »griber«, når det specialiserede sygehusvæsen må »slippe«, er en fælles opgave for sundhedsvæsenet. Patienterne krydser på deres vej både praktiserende læger, sygehusafdelinger, speciallægepraksisser og kommunale tilbud. Derfor bliver løsningerne også bedst, hvis sundhedsprofessionelle og politikere finder hinanden. Så kære politikere, læs vores 16 forslag og brug dem!