Skip to main content

Kammeradvokaten blåstempler styrelsens politianmeldelser af læger

Styrelsen for Patientsikkerhed var i sin gode ret til at politianmelde 32 læger i 2017, siger statens egen advokat, Kammeradvokaten. Lægeforeningen kritiserer.
Da "tillidspakken" blev præsenteret i januar. Andreas Rudkjøbing, Grete Christenssen, formand for DSR, Anne-Marie Vangsted, direktør i STPS og sundhedsminister Ellen Trane Nørby. Yderst til højre departementchef Per Okkels.
Da "tillidspakken" blev præsenteret i januar. Andreas Rudkjøbing, Grete Christenssen, formand for DSR, Anne-Marie Vangsted, direktør i STPS og sundhedsminister Ellen Trane Nørby. Yderst til højre departementchef Per Okkels.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

24. sep. 2018
3 min.

Nej, Styrelsen for Patientsikkerhed var ikke for udfarende og politianmeldte alt for mange læger i 2017.

I en gennemgang af de alt 62 politianmeldelser af ansatte i sundhedssektoren – heraf 32 mod læger - som styrelsen foretog i 2017, konkluderer Kammeradvokaten, at der ikke er ikke grundlag for at kritisere Styrelsen for Patientsikkerhed.

”Det er ikke vores vurdering, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan kritiseres for at have rettet henvendelse til politiet i de 62 sager i 2017. Vi mener således, at der hverken er grundlag for at kritisere den stigning, der er sket, eller kritisere, at man fandt belæg for, at politiet skulle inddrages i de konkrete sager”, skriver Kammeradvokaten og tilføjer:

”Henvendelse til politiet, hvor der er grundlag for dette, må anses for en del af et effektivt tilsyn.”

Tillidspakken fra januar

Gennemgangen af politianmeldelserne var et af de mange tiltag, som sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i januar præsenterede som en en del af “tillidspakke”, der skulle højne retssikkerheden for læger og øge tilliden mellem læger og styrelsen.

Tillidspakken kom efter pres fra bl.a. Lægeforeningen og underskrifterne fra over 9.000 frustrerede læger, der kort for inden afleverede et mistillidsvotum til styrelsen.

I dag siger ministeren, at læger skal have tillid til systemet.

"Som læge, sygeplejerske eller anden sundhedsperson i det danske sundhedsvæsen skal man have tillid til, at man kan udføre sit vigtige arbejde uden frygt for anmeldelse eller straf på grund af formaliteter. Vores tilsynssystem skal understøtte en høj kvalitet og høj patientsikkerhed i et lærende sundhedsvæsen. Det er baggrunden for alle de tiltag, vi har sat i værk", siger Ellen Trane Nørby i en pressemeddelse.

Af de 62 politianmeldelser af ansatte i sundhedssektoren – hvor 32 er mod læger og resten mod bl.a. tandlæger og sygeplejersker – er 48 af sagerne fortsat under efterforskning, i fire sager har politiet opgivet videre efterforskning, mens der i tre sagerne er blevet afsagt dom over sundhedspersonerne.

De 12 af sagerne mod læger handler om overtrædelse af § 75 i autorisationsloven i 2017 – som Svendborgsagen handlede om.

Hov, I glemte lægerne

Men Ifølge Lægeforeningen frikender Kammeradvokaten Styrelsen for Patientsikkerhed uden at tage lægerne med på råd.

Lægeforeningen havde presset på for, at læger, som er eksperter i de relevante specialer og kender dagligdagen i sundhedsvæsenet, skulle tage del i en bred gennemgang af de politianmeldte sager.

”Men sundhedsministeren valgte desværre ikke at lytte, og det er jeg ærgerlig over. Særligt når målet med tillidspakken var at øge lægers tillid til Styrelsen for Patientsikkerhed,” siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen, og tilføjer:

”Det er en skæv tilgang til gennemgangen af politianmeldelserne. Det afgørende er jo, om der er grundlag for at gå til politiet med en sag – ikke om styrelsen gør, som de har fået besked på af en minister. Derfor er det ikke muligt at konkludere noget endeligt, før domstolene har afsluttet sagen.”

Kammeradvokaten har dog også fire anbefalinger i sin gennemgang, som Andreas Rudkjøbing råder Styrelsen for Patientsikkerhed til hurtigst muligt at rette ind efter.

”Det gælder ikke mindst to af anbefalingerne. Den ene er, at Styrelsen skal vejlede sundhedspersoner om ikke at inkriminere sig selv. Det er helt grundlæggende for lægers retssikkerhed. Den anden er, at Styrelsen skal være meget opmærksomme på de sager, hvor de får en lægefaglig vurdering, der sår tvivl om, der er tale om grov forsømmelse eller skødesløshed. Det skal de lære af for at kunne drage en grænse for, om en sag skal til politiet eller ej. Det viser jo netop også, at det gør en forskel, at der er læger med i en vurdering,” siger han.