At landets øverste domstol for nylig frikendte lægen i Svendborgsagen, er en sejr for fornuften. Men det er også klart, at højesteretsdommen ikke løser den uacceptable retstilstand, som læger og andre sundhedsprofessionelle er underlagt i deres daglige arbejde.
At landets øverste domstol for nylig frikendte lægen i Svendborgsagen, er en sejr for fornuften. Men det er også klart, at højesteretsdommen ikke løser den uacceptable retstilstand, som læger og andre sundhedsprofessionelle er underlagt i deres daglige arbejde.
Det gode først: Højesteret har en forståelse for, at man som læge skal kunne gå på arbejde, uden at det lammer »mod og handlelyst«, som det hedder i en betænkning fra 1864, der blev citeret i retten. Sagt med andre ord: Vi skal som læger kunne handle – nogle gange på et ufuldstændigt grundlag – for at kunne tage os bedst muligt af patienten uden at frygte at blive retsforfulgt.
Dommen fastslår også, at lægen ikke har udvist grovere forsømmelse eller skødesløshed og sender dermed et signal om, at der er grænser for, hvad man kan stille en enkeltperson til ansvar for, når systemet fejler. Både byretten og et flertal af dommerne i Højesteret har lagt vægt på, at der var mange personer med ansvar involveret undervejs i forløbet – og ikke kun læger. Det er en vigtig pointe.
Status er, at der stadig er meget vigtige kampe, som skal vindes, før vi har den retssikkerhed, som burde være en selvfølge.
Men et er dommen. Vi mangler stadig afklaring på, hvordan vi skal få formalistiske krav fra Styrelsen for Patientsikkerhed og en kompleks, klinisk hverdag til at flugte. Der er stadig behov for et kritisk blik på, hvordan instrukser på afdelinger kan udformes, så det er helt klart, hvem der har ansvar for hvad gennem et patientforløb. Dommen siger heller ikke noget om, hvilke kriterier styrelsen tager i brug, når den skal vurdere, hvornår man som læge er til fare for patientsikkerheden, og hvornår politiet skal involveres i en sag.
Status er, at der stadig er meget vigtige kampe, som skal vindes, før vi har den retssikkerhed, som burde være en selvfølge. Nogle kampe skal tages i den politiske proces, som nu pågår. Efter pres fra Lægeforeningen og de mange kolleger, som aktivt har involveret sig i Svendborgsagen, har sundhedsministeren som bekendt i januar fremsat en række forslag til forbedring af tilsynet.
Her presser vi fortsat på bl.a. for at få et ankenævn, for større fokus på det organisatoriske ansvar og mindre på enkeltpersersoner, for patientsikkerheden og en Styrelse for Patientsikkerhed, som understøtter læring fremfor straf. Vi sidder med ved bordet i de udvalg, som skal komme med bud på meningsfyldte regler for journalføring og instrukser.
Men selv hvis alt går vores vej i det politiske arbejde, når vi ikke i mål uden et stærkere engagement fra regioner og ledelser på sygehusene. De har ansvaret for, at patientsikkerhed faktisk prioriteres i dagligdagen, at de konkrete instrukser er klare, at arbejdet er tilrettelagt, så yngste læge ikke står alene med for stort et ansvar, at der er tid nok, så fejl ikke sker på grund af travlhed, og at der bliver taget hånd om læger og andre, som har brug for at blive klædt fagligt på til at magte deres opgave. Alt dette foregår »ude på gulvet«. Nogle gør det allerede rigtig godt, og dem bør andre lade sig inspirere af. Vi vil stærkt opfordre regionerne til aktivt at prioritere denne opgave.
Lad os glæde os over, at dommen i Svendborgsagen satte et punktum for et langt, frustrerende forløb for lægen. Men vi skal samtidig huske, at det er for tidligt at slippe arbejdet for et bedre tilsyn, patientsikkerhed og retssikkerhed. Her er på ingen måde sat punktum. Vi har en vigtig kamp foran os.
