Skip to main content

KBU-vagt, madklub og bobturnering

KBU-læge Chris Amdisen er på titimersvagt i akutmodtagelsen på Regionshospital Nordjylland, Hjørring. Dagen byder på et par lidt tungere cases end normalt.

KBU-læge Chris Amdisen, Hjørring Sygehus. Foto: Privat.
KBU-læge Chris Amdisen, Hjørring Sygehus. Foto: Privat.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

28. jul. 2017
3 min.

6.30 Jeg står op, tager bad og spiser morgenmad. Inden jeg går de otte minutter til sygehuset, løber jeg lige igennem den undervisning, jeg skal stå for til morgen.

7.45 Morgenkonference. Og derefter er der undervisning, hvor jeg egentlig skulle præsentere en case. Der har ikke rigtig været noget egnet, så i stedet har jeg lavet en lille quiz.

8.45 Jeg får et medicinsk kald. Det er en ældre herre, der er bragt ind. Han er ukontaktbar, og det viser sig, at han har flere store hjerneblødninger. Neurokirurgerne melder tilbage, at der ikke er nogen behandlingsmuligheder, og at der skal ydes kærlig pleje. Jeg ringer til datteren med den triste meddelelse.

10.15 Tilbage i modtagelsen for at diktere journalen. Bagefter superviserer jeg en yngre kollega i suturteknik på hendes egen patient.

11.00 Den næste patient er en ældre dame med skæve blodprøver, som får os til at mistænke en okkult cancer. Hun bliver indlagt, og vi sender hende i skanneren.

12.00 Jeg går i kantinen efter frokost. Der er lasagne, som jeg tager med over i modtagelsen. Vi har en ret god frokostkultur i modtagelsen og forsøger altid at spise sammen.

12.30 Jeg bliver taget fat i af en sygeplejerske, da der er en indbragt død. En kvinde er død på færgen på vej til Danmark. Hendes søn er på ferie her i landet og ankommer til sygehuset. Formentlig har politiet underrettet ham i forvejen. Jeg får opgaven med at tage samtalen. Jeg kontakter det danske politi for at spørge, om de ønsker et retsligt ligsyn. Der er tilsyneladende ingen mystik om dødsfaldet.

13.00 Jeg ser en ung kvinde med meget ondt i maven. Da jeg konfererer med abdominalkirurgerne, bliver vi enige om, at hun skal CT-skannes.

13.30 En politipatrulje kommer for at se afdøde og samle informationer til embedslægen, der så skal bestemme, om der skal være retsligt ligsyn. I samme ombæring syner jeg afdøde og sender hende i kapellet.

14.15 Tilbage i modtagelsen, hvor min unge dame med ondt i maven er blevet CT-skannet. Røntgenlægen ringer og siger, at hun har en slem ileus og skal akutopereres. Der går lidt tid med at koordinere det med abdominalkirurgerne og anæstesien.

17.45 Efter endnu tre ret ukomplicerede patienter er det fyraften. Jeg og en kollega går i supermarkedet efter brød og ris til den gryderet, jeg lavede i går. Vi er 14 KBU-læger i akutmodtagelsen og har madklub om aftenen. I aften er vi ti hjemme hos mig.

19.00 Mens vi spiser, vender vi dagen og udveksler historier fra modtagelsen. Der er koldskål til dessert, og bagefter er der bobturnering.

22.15 Der er opbrud, og jeg bruger en halv time på at rydde op, inden jeg går i seng. En titimersvagt trækker tænder ud, så jeg når kun at læse ti minutter i en krimi, inden jeg sover.