Skip to main content

Kendt læge mister sin autorisation midlertidigt

Praktiserende læge i Fredericia, Stig Gerdes, har fået frataget sin autorisation midlertidigt.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

16. jan. 2017
1 min.

Stig Gerdes, indtil for få dage siden praktiserende læge i Fredericia, har midlertidigt fået frataget sin lægeautorisation af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det er især som kritiker af HPV-vaccinen, at Stig Gerdes er kendt i en større offentlighed. Bl.a. har han kaldt vaccinen for "unødvendig og meget farlig". Men HPV-vaccinen er ikke årsag til den seneste udvikling.

Patientsikkerhedsstyrelsens drastiske tiltag skyldes i stedet nedtrapning af medicin hos en patient med flere psykiske diagnoser.

I brevet til Stig Gerdes fremfører Styrelsen for Patientsikkerhed således, at lægen "initierede reduktion af den medicinske behandling af en svært syg patient uden at have tilset patienten". Desuden at han "påbegyndte nedtrapning af medicin uden at konferere med det psykiatriske behandlingssted".

Ej heller havde lægen forhørt sig hos patientens værge.

Brevet er sendt digitalt til Stig Gerdes' e-boks 13. januar, dvs. i fredags, og indskrænkningen af lægens virke er trådt i kraft allerede.

Tiltaget har skabt furore såvel i lokalpressen, hvor Fredericia Dagblad har beskæftiget sig med udviklingen, men måske især på facebook, hvor der bl.a. er oprettet en støttegruppe for Stig Gerdes.