Skip to main content

Kliniske forsøg og kanalrundfart

ET DØGN MED... Maj Dinesen er medical advisor i medicinsk afdeling i virksomheden Leo Pharma, hvor hun bl.a. arbejder med kliniske udviklingsplaner og studier inden for hudsygdomme. Her har hun været ansat, siden hun for snart ti år siden afsluttede sin turnus. En typisk arbejdsdag kan se ud som denne onsdag.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

25. sep. 2014
3 min.

7.15 Dagen er begyndt, og efter det sædvanlige morgencirkus har jeg afleveret vores to små piger i daginstitutionen.

7.50 Nu er jeg fremme ved Leo Pharma i Ballerup. Der er kun 10 km at køre fra Ganløse, men det tager en halv time ved denne tid. Vi har fleksibel arbejdstid, og jeg plejer at møde 7.15 og gå inden 16. Men altså ikke i dag.

8.00 Der er en del mail. f.eks. en fra en læge. De har screenet patienter til et studie, hvor vi skal afprøve et nyt lægemiddel til eksem, og lægen spørger, om en bestemt patient, som har taget noget medicin, kan inkluderes i studiet, eller om det er et problem.

En mail handler om positiv kontrol i et studie, vi planlægger. Vi skal teste et andet lægemiddel til patienter med eksem, og vi skal have et eksisterende, virksomt middel med som kontrol for at se, hvordan det nye lægemiddel placerer sig i forhold til det. Spørgsmålet er, hvilket eksisterende præparat, det skal være.

9.30 En mail handler om nogle data fra nogle gamle studier med et lægemiddel, der aldrig nåede længere end til afprøvningsfasen. Jeg skal se på, hvilket effektniveau det havde i forhold til stoffer, vi udvikler i dag. Men det må jeg vente til en anden dag med at gå mere i dybden med.

10.00 Der er også forskning i jobbet – ikke at jeg sidder og kigger i mikroskopet, men derimod med at planlægge kliniske studier og give input til studierne: Hvilke patienter, skal vi have med, hvordan skal effekten af lægemidlet måles, og hvordan sørger vi for patienternes sikkerhed? Men lige nu må jeg til et obligatorisk møde for alle ansatte om et nyt it- og processtyringssystem, som Leo er ved at implementere.

11.30 Frokost. Smalltalk, og diskussion om en international kongres inden for dermatologi i København i september, hvor Leo skal have en stand, og vi snakker om, hvem, der skal bemande den.

12.00 Tilbage på kontoret, hvor jeg skal forberede en præsentation til et møde, der strækker sig over de næste to dage, med en samarbejdspartner. I januar besøgte vi en lille, canadisk virksomhed for at høre om et akneprodukt, de har udviklet. De havde brug for en samarbejdspartner. Vi har nu gennemgået al deres dokumentation og købt rettighederne til at videreudvikle og markedsføre deres løsning til behandling af akne i Europa og USA. Min præsentation giver en oversigt over de kliniske studier, vi har planlagt for at videreudvikle produktet, og som vi skal diskutere med dem i de kommende dage.

12.30 Safety-møde, hvor vi taler om sikkerheden ved et produkt, vi har under udvikling. For hvert produkt har vi et safety team, der løbende holder øje med, at produktet er sikkert. For dette produkt har vi lige fået data fra nogle studier, og vi skal have opdateret vores safety-dokument tilsvarende. Efter mødet har jeg lidt tid til at færdiggøre præsentationen til mødet med canadierne.

16.45 Dagen er slet ikke forbi. Jeg kører ind til København for at hilse på de otte gæster fra Canada og tage med dem og nogle af mine Leo-kolleger på en kanalrundfart. Derefter er der middag på Pastis i Gothersgade.

22.30 Jeg kører hjemad. Jeg har et meget fleksibelt job, der både giver mulighed for at have et privatliv og samtidig er spændende – både intellektuelt udfordrende og meget afvekslende. Men fleksible arbejdsdage kan godt være lange indimellem, og i dag har min mand taget sig af det hjemlige – hentet børn, sørget for aftensmad osv. Heldigvis er det sjældent mere end et par gange om måneden, at jeg er af sted om aftenen.

23.00 Hjemme igen. Der er lukket og slukket, og huset er stille, da jeg lister i seng.