Sammenhæng i hverdagen er the golden standard, når det kommer til god lægeuddannelse, men det er en svær standard at møde. Det er årets vindere af Sundhedsstyrelsens Uddannelsespriser enige om
Det overrasker formentlig ingen, at tempoet på landets sygehuse med effektiviseringer, stramme normeringer og høje produktionskrav er en konstant udfordring i hverdagen. Også når det kommer til uddannelsesforløbene for de mange uddannelsessøgende læger, der befinder sig på sygehusenes afdelinger.
Men det kan godt lade sig gøre at give god uddannelse, selvom alle har travlt. Det er Nefrologisk Afdeling på Herlev Hospital og Lungemedicinsk Afdeling på Gentofte Hospital eksempler på. De to afdelinger er årets vindere af Sundhedsstyrelsens Uddannelsespriser, henholdsvis Højdespringerprisen og Hovedprisen.
Fælles for de to afdelinger er, at de arbejder meget bevidst med – og målrettet mod bedre uddannelse. På Nefrologisk Afdeling på Herlev Hospital har der de sidste to år været særligt fokus på uddannelse, efter at store nedskæringer var skyld i en kritisk inspektorrapport i 2010, der blev fulgt op af en lige så utilfredsstillende rapport i 2012.
Gentofte Hospital har derimod ligget stabilt, og scorede i den seneste rapport et gennemsnit på 3,9 ud af 4.
De to afdelinger har altså ganske forskellige udgangspunkter for at være endt som prisvindere. Men de udfordringer, de møder i arbejdet med at skabe god uddannelse og de konkrete tiltag, der har sikret dem priserne, ligner hinanden. Det helt gennemgående tema er forsøget på at skabe kontinuitet og sammenhæng.
”Hvis man skal lære noget og have et godt ophold på en afdeling, kan man ikke være polyfilla-læge, der blot skal få et vagtskema til at hænge sammen,” understreger Torgny Wilcke, der er uddannelsesansvarlig overlæge på Lungemedicinsk Afdeling på Gentofte Hospital. Derfor arbejder han med at indføre begrebet ’kontinuitetsuger’ på afdelingen.
Den store ambition er et system, hvor uddannelseslægerne skifter mellem en uge med fokus på læring og kontinuitet og en uge, hvor det handler om at få afdelingen til at hænge sammen – en slags rodeuge. Torgny Wilcke pointerer, at det nærmest er umuligt at gå stuegang, hvis man hver eneste gang skal sætte sig ind i alle patienter. Det er dårligt for både patienterne og effektiviteten, understreger han.
”For mig at se er arbejdsskemaet nøglen, men det er også udfordringen alle steder – at få det til at gå op med kurser, vagter, afspadsering, ferie og alt det der. Jeg forestiller mig, at har man kontinuitetsuger, så vil man som uddannelseslæge være mere tilbøjelig til at passe på dem, og lægge ønsker om fri eller ferie i ’rodeugerne’. Det vil gøre det mere fleksibelt at lægge vagtplanen, hvilket vil give større frirum til kontinuitetsugerne,” tilføjer han.
På Herlev Hospitals Nefrologiske afdeling forsøger de også at håndtere udfordringen med kontinuitet gennem arbejdsplanen. Her sidder afdelingens Uddannelseskoordinerende Yngre Læge (UKYL), Rizwan Butt, og lægger planen, som gælder for en måned ad gangen.
”På en lille afdeling som vores er det en stor udfordring med vagtbelastning og dagsfunktioner. Vi er aldrig så flot normeret, at vi kan tilgodese alles uddannelsesbehov, og det er svært at give gennemgående stuegangsdage,” fortæller han.
Den uddannelsesansvarlige overlæge på afdelingen, Pernille Mørk Hansen, mener, at det giver det bedste resultat, at det er afdelingens UKYL, der varetager arbejdsplanlægningen.
”Det er en stor fordel, at det er Rizwan, fordi han har rigtigt god indsigt i de uddannelsessøgendes ønsker, behov og niveau. Vi forsøger at differentiere uddannelsen, så den enkelte uddannelsessøgende læge får patienter og opgaver, der matcher hans eller hendes niveau og udviklingsbehov, og det kræver, at arbejdsplanen spiller med,” fortæller Pernille Mørk Hansen.
Hun blev ansat i stillingen i april 2013 godt et halvt år efter, at Nefrologisk Afdeling på Herlev Hospital for anden gang i træk fik en negativ inspektorrapport med krav om forbedringer vedhæftet. Der var for eksempel ikke tilstrækkelig oplæring i de forskellige lægeroller, tilstrækkelig introduktion til afdelingen og ikke alle havde en vejleder.
Pernille Mørk Hansen gik straks i gang med de åbenlyse mangler. Blandt andet at sikre alle en vejleder, at udforme et uddannelsesprogram, der er synkroniseret med de andre afdelinger, de uddannelsessøgende læger er på under deres speciallægeuddannelse til nefrologer, og at sikre uddannende aktiviteter som journal club, mens hun løbende har arbejdet på en kulturændring. Kultur er nemlig et nøgleord, når det kommer til uddannelse.
”Uddannelse skal indføres som en naturlig del af arbejdsgangen, en del af kulturen, for uddannelse er alles ansvar. Uddannelse er mange ting, og kan varetages af mange andre end blot vejlederen. Her på stedet kan alle et uddannelsesniveau over én selv varetage uddannelsesfunktioner, og allerede fra introniveau står man for at undervise studerende,” supplerer overlæge og hovedvejleder Henrik Post Hansen, der selv tog sin hoveduddannelse på Nefrologisk Afdeling på Herlev Hospital for 12 år siden. Den gang var afdelingen kendt for god uddannelse, og Højdespringerprisen er et flot skridt på vejen mod at nå tilbage til den status.
På Gentoftes Lungemedicinske Afdeling bliver alle, selv de studerende, inddraget i undervisningen. Der var problemer med at besætte tjanserne i den ugentlige journal club, og derfor bad Torgny Wilcke de studerende om at deltage. De kan for eksempel komme og fortælle om deres kandidatopgave.
”Jeg kalder mit ønske et "totalmiljø", hvor alle fra studerende til fastansatte oplever, at de kan komme med input og ideer, og de rent faktisk bliver hørt og brugt i et dynamisk teamarbejde. For synes man, det er fedt og nyder man sit arbejde, så kan man levere enormt meget, og der er plads til at give den et nøk ekstra i travle perioder,” fortæller Torgny Wilcke.
Da Pernille Mørk Hansen begyndte sit arbejde på Herlev Hospital, var en af de allerførste opgaver at sikre, at alle fik tildelt en vejleder og fik en god introduktion. I dag sender hun breve ud til de uddannelsessøgende læger inden start, hvor de får tildelt en vejleder og bliver inviteret til første samtale, og hun forsøger at holde styr på, at samtalerne faktisk foregår. Overlæge Henrik Post Hansen er vejleder for Bo Broberg, der er 2. års uddannelseslæge på afdelingen, og de to gør meget ud af at have struktur omkring deres samarbejde.
”Vi har planlagt vores aftaler forud. For uanset hvor meget man gerne vil, glider tingene ud i sandet i en travl hverdag. Derfor skal man fastholde hinanden. Forventningsafstemning mellem vejleder og uddannelsessøgende læge er også rigtig vigtig, for man får mest ud af hinanden hvis jeg ved, hvad vejlederen kan byde ind med og han ved, hvad jeg kan og ikke kan. Det kræver en løbende dialog, som jeg synes, vi er gode til,” fortæller Bo Broberg.
Hos Torgny Wilcke på Gentofte Hospital er vejledertildelingen struktureret helt anderledes. Her kommer de uddannelsessøgende læger nemlig først til en samtale hos ham, hvor der bliver forventningsafstemt, og så bliver de sat sammen med en vejleder, der har samme interesser som dem selv.
”Jeg går faktisk imod Sundhedsstyrelsens vejledning, som jeg ellers synes er en fin struktur og checkliste for uddannelsesopholdet. Men ligesom med madlavning kan man bruge sine erfaringer, og jeg tror, at kemi er meget vigtigt i tildelingen af vejleder. Vi individualiserer også opholdet ved at lade dem være med til at vælge vejleder, fordi alle vejlederne har forskellige spidskompetencer,” fortæller Torgny Wilcke.
UKYL på Lungemedicinsk Afdeling på Gentofte Hospital hedder Klaus Nielsen. For ham er det netop mødet med de mere erfarne kolleger, det vigtigste ved god uddannelse.
”Supervision er for mig det vigtigste ved god uddannelse. Det er i mødet med den mere erfarne kollega, at man får eksponeret hvilke huller i sin viden og virkelig lærer noget. God supervision er ikke bare at spørge en dygtig kollega til råds; det er omdrejningspunktet i god uddannelse og derfor er det også vigtigt, at det bliver prioriteret,” siger Klaus Nielsen.
Men supervision kræver tid og ressourcer, så derfor kræver det også fleksibilitet hos de unge læger – man må både give og tage.
”Vi har delt de 12-15 måneders uddannelsesophold på afdelingen op i tre måneders skift med henholdsvis stuegang, invasive undersøgelser, ambulatorier (tuberkulose, fibrose, KOL osv.) og infiltratudredning (cancer). Får vi en uddannelsessøgende læge, der allerede kan invasive undersøgelser, er det vigtigt, at der er fleksibilitet og solidaritet, så den enkelte ikke insisterer på at lære det samme to gange. Det giver nemlig rum til, at dem, der har et lidt større behov for supervision, kan få det dækket,” fortæller Torgny Wilcke.
Fleksibilitet og velvilje hos de uddannelsessøgende er dog langt fra nok til at sikre god uddannelse. For selvom visionerne og idéerne blomstrer ude på gulvet, skal ledelsen også bakke op.
”God uddannelse kræver tre ting: Den ene er lægernes vilje, det andet er afdelingsledelsens vilje, det tredje er hospitalsledelsens vilje. De tre ting var til stede, da jeg kom, og det har løftet os til det sted, vi er i dag,” siger Pernille Mørk Hansen.
På trods af Sundhedsstyrelsens priser hviles der nu ikke på laurbærrene på de to afdelinger. Pernille Mørk Hansen arbejder fortsat på at finde en god måde at skabe mere differentieret uddannelse.
”Så man ikke skærer alle over en kam, og forlanger, at alle forvagter skal gøre dét og dét, men at der er plads til at sige, at en forvagt i introstilling skal lave noget andet end en forvagt i hoveduddannelse,” tilføjer hun.
På Gentofte Hospital arbejdes der på, at det ligesom på Herlev Hospitals Nefrologiske Afdeling skal være en uddannelseslæge, der lægger vagtplanen, og så drømmer Torgny Wilcke om, at alle hoveduddannelseslæger får mulighed for at subspecialisere sig, så de kan bidrage til afdelingen med specialviden, samtidig med at de dyrker en interesse. Eksempelvis er én i øjeblikket i gang med at udvikle det udgående KOL team til en palliativ enhed for ikke-maligne lungesygdomme, som på sigt kan blive en hovedkompetence på afdelingen og hele Gentofte Hospital.
