Skip to main content

KORA-dom: Samarbejdsprojekt slog fejl

Et stort anlagt samarbejdsprojekt mellem Odense Universitetshospital, Odense Kommune og de praktiserende læger skulle sikre færre genindlæggelser og en hurtigere tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Men projektet slog fejl, mener analyseinstituttet KORA - og lægger en del af ansvaret på de pressede læger.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Klaus Larsen kll@dadl.dk

27. maj 2016
5 min.

Gennem en tidlig, flerstrenget indsats og et tæt samarbejde mellem almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen skulle patienter bl.a. få et kortere sygdomsforløb og færre dage på hospitalet. Men det skete ikke for de to patientgrupper i projektet.

For få patienter inkluderet

Ifølge KORAs evaluering af projektet Integrated Care (IC) i Odense var de ældre medicinske patienter mere på hospitalet i perioden, og patienter med stress, angst eller depression var sygemeldt i længere tid.

”Vores evaluering viser, at dette storstilede projekt, der skulle skabe et tættere samarbejde med og omkring patienten, ikke er blevet den forventede succes”, siger projektleder i KORA Martin Sandberg Buch i en pressemeddelelse.

”Rent teknisk er IC-modellen implementeret, men det er langt fra lykkedes at få inkluderet det forventede antal patienter. Og så er det generelt set ikke lykkedes at vende de sygemeldte i døren eller forebygge indlæggelser for de ældre patienter, som ellers var målet med projektet”, siger han.

I løbet af det første år har patienterne været dyrere end kontrolgruppen. De ældre medicinske patienter har kostet 30.000 kr. mere pr. patient. Pengene er bl.a. gået til mere ældrepleje og flere kontakter med hospitalsvæsenet. Patienter med stress, angst og depression har kostet 40.000 kr. mere pr. patient, fordi de har været sygemeldt og væk fra jobbet i væsentligt længere tid end kontrolgruppen.

I en tid, hvor vi er ekstremt pressede i almen praksis, synes jeg, det er flot, at halvdelen af Odenses praktiserende læger har meldt sig frivilligt til et udviklingsprojekt. Birgitte Ries Møller, bestyrelsesmedlem i PLO og deltager i projektet i Odense.

”Det var forventet, at investeringen i en tidlig og proaktiv indsats, der skal rehabilitere patienten, ville være dyrere på den korte bane. Til gengæld var det ikke meningen, at indsatserne skulle øge patienternes tid på sygedagpenge, samt deres forbrug af ældrepleje og sundhedsydelser så meget, som evalueringen viste”, siger Martin Sandberg Buch.

Kritik af lægers indsats

Som projektleder drager Martin Sandberg Buch blandt andet den læring af det fejlslagne projekt, at der næste gang, man søsætter et projekt af det omfang og så stor kompleksitet, skal afsættes længere tid til udvikling og pilotafprøvning.

Han mener desuden, at de praktiserende læger har fået langt færre patienter med i projektet end forventet. ”En håndfuld” af de deltagende læger har således inkluderet ca. halvdelen af deres patienter, mens op mod halvdelen af lægerne stort set ikke har inkluderet patienter.

”IC-projektet skriver sig derved ind i en voksende række af samarbejdsprojekter, der er slået fejl, fordi de ikke er implementeret som forudsat hos de deltagende praksislæger”, siger Martin Sandberg Buch, som forklarer, at indsatsen målrettet patienter med stress, angst og depression havde gode forudsætninger for implementering:

”Lægerne oplevede, at indsatsen målrettet patienter med stress, angst og depression var relevant og meningsfuld. Afprøvningen skete i et beskyttet projekt-setup, hvor der har været massiv understøttelse af praksislægernes rolle og fuld finansiering af alle aktiviteter. Alligevel lykkedes det ikke at inkludere nok patienter. Det giver anledning til at stille spørgsmålstegn ved, om der er gode nok forudsætninger for at forankre et ansvar for IC og lignende indsatser i praksissektoren”, siger Martin Sandberg Buch.

Viser presset almen praksis

”Det er ærgerligt, at KORA har evalueret projektet så tidligt – og underkendt det efter få måneders evaluering”, siger Birgitte Ries Møller, der er bestyrelsesmedlem i PLO og har deltaget i projektet i Odense.

”Og det er ærgerligt, at KORA udlægger det på den måde. I en tid, hvor vi er ekstremt pressede i almen praksis, synes jeg, det er flot, at halvdelen af Odenses praktiserende læger har meldt sig frivilligt til et udviklingsprojekt”.

- Men en stor del af de læger, som alligevel sagde ja, har kun inkluderet to eller tre patienter?

”Nogle har været mindre med end andre. Især har delen om den ældre medicinske patient ikke fungeret særlig godt. Den del af Integrated Care har simpelthen ikke været tilstrækkeligt afprøvet før, og mange kom på et tidligt tidspunkt til at opleve det som et tidskrævende spild af arbejde”.

- Er almen praksis så presset, at Integrated Care bare ikke lader sig gøre inden for de nuværende rammer?

”Ikke med den nuværende kapacitet. Man bliver nødt til at udvide kapaciteten. Vores venteværelser er fulde nu, så der skal simpelthen flere læger ud. Ellers kan vi ikke arbejde ”ud af huset”. Sygeplejersker kan noget – men læger kan noget andet”.

Evaluering i utide

- Er du enig i, at projektet er slået fejl?

”Nej, det er jeg ikke! Inden for de få måneder, KORA har set på, har man ikke opnået en økonomisk gevinst. Men læser man, hvad patienterne siger, er de særdeles tilfredse med projektet – især i stress-, angst- og depressionsgruppen”, siger Birgitte Ries Møller.

”Projektet slutter nu som planlagt, men det kunne være blevet forlænget. Det er ærgerligt, for der er både opnået meget viden og megen goodwill blandt lægerne, hvor en del gerne ville fortsætte. At man ikke udviklede videre på tanken om at arbejde tværsektorielt – det synes jeg, er forkert”.

”Overordnet er projektet en positiv historie. Vi ved jo ikke, hvordan det på langt sigt vil påvirke mine patienter, at de har fået dette fantastiske tværsektorielle tilbud. Jeg ved godt, at KORA har påvist, at det er dyrere. Og at patienter har været lidt længere sygemeldt. Men lur mig, om mine patienter ikke er mere raske om ti år”.

Læs KORA's evalueringsrapport her (pdf)