Skip to main content

Kræft dominerer sundhedsvæsenet

Andre alvorlige sygdomme står i skyggen af kræftbehandlingen. En tredjedel af stigningen i regionernes udgifter til hospitalerne er gået til kræftområdet, viser opgørelse.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.
25. jul. 2016
2 min.

Hver gang behandlingen af lungesygdomme har fået én ekstra krone i regionernes budgetter de seneste år, har kræftområdet fået knap fire kroner. Og hver gang hjertekarsygdommene har fået én ekstra krone, har kræftområdet fået cirka 7,5 kroner. Det viser en opgørelse fra Danske Regioner, som Kristeligt Dagblad har fået lavet.

Dermed har dansk kræftbehandling fået et tiltrængt løft, men tallene vidner også om, at kræft har en privilegeret plads i forhold til andre sygdomme.

”Man skal være opmærksom på, at den ene plan ikke tager den næste, og at der er en stor patientorganisation, som er rigtig god til at markedsføre sine sygdomme, og politikere, der køber ind på det, fordi det fylder meget i befolkningen,” siger professor Jakob Kjellberg fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) med henvisning til kræftpakke IV, der er på vej, og at det bl.a. er Kræftens Bekæmpelse, der har presset på for de øgede ressourcer.

Kræftens Bekæmpelse direktør Leif Vestergaard mener imidlertid ikke, at tiden er inde til at slække fokus på kræft, uanset at også andre sygdomme trænger til en løft:

”En tredjedel af alle danskere får kræft. Der findes ikke andre sygdomsområder, der rammer så mange, så det er klart, at en stor del af sundhedsvæsenets udgifter skal bruges her. Vi kommer fra en situation, hvor vi lå umådelig lavt i forhold til andre lande, og vores ambition er mindst at komme på niveau med de lande, vi sammenligner os med. Vi har stadig et efterslæb i forhold til Norge og Sverige,” siger han til avisen.