Skip to main content

Kræftlæger brugte forskningsmidler på dyre flyrejser

Flere kræftlæger på Rigshospitalets Finsencenter har brugt forskningsmidler på dyre flyrejser og hotelophold.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

2. sep. 2014
2 min.

Læger og andre ansatte på Rigshospitalets Finsencenter har brugt forskningsmidler til at flyve på businessclass til udlandet, selv om ansatte i Region Hovedstaden skal rejse billigst muligt, og dermed på økonomiklasse. Det skriver Jyllands-Posten.

En gennemgang af udgiftsbilag fra nogle af overlægerne på centret viser desuden, at forskningsmidlerne er blevet brugt til at betale for hotelværelser, der har kostet tre gange så meget som det tilladte.

Professor, overlæge, dr. med. Svend Aage Engelholm, der indtil for nylig var klinikchef på Radioterapiklinikken, er den af lægerne på Finsencentret, som har betalt flest flyrejser på businessclass for sig selv, sine ansatte og sin hustru med forskningsmidler.

Der er selvfølgelig bilag for og formål for alle rejser, der kun har haft et videnskabeligt formål. Professor, overlæge, dr. med., Svend Aage Engelholm

”Der er selvfølgelig bilag for og formål for alle rejser, der kun har haft et videnskabeligt formål,” skriver han i en mail til avisen og oplyser desuden, at selv har fløjet på businessclass, fordi han havde polio som dreng med en deraf følgende rygskade.

Desuden bliver overlæge, dr. med. Jens Benn Sørensen, Onkologisk Klinik på Finsencentret, nævnt, fordi han flere gange fløjet på businessclass inden for Europa, og det er ikke tilladt ifølge regionens retningslinjer om flyrejser.

Jens Benn Sørensen vil ikke svare på spørgsmål med henvisning til den igangværende undersøgelse i Region Hovedstaden, der ventes færdig om kort tid.

Henrik Thorup (DF), der er første næstformand i Region Hovedstaden, lover, at de ansvarlige vil blive stillet til ansvar.

»De nye afsløringer viser, at der er en god grund til, at der er iværksat en uvildig revision, og at Rigsrevisionens undersøgelse virkelig har sin berettigelse. Når resultaterne foreligger, vil der blive taget stilling til konsekvenserne for de involverede parter. Det kan jeg godt garantere,« siger Henrik Thorup til Jyllands-Posten.