Skip to main content

Kræftopfølgning i almen praksis strandet

Aftalen om de kræftpatienter, som skulle gå til efterbehandling hos deres praktiserende læge er strandet, halvandet år efter at den skulle være trådt i kraft.

13. jan. 2017
1 min.

Kræftpatienter, som skulle være gået til efterbehandling hos deres praktiserende læge, må foreløbig gå til opfølgning på hospitalerne. For aftalen om de nye kræftopfølgningsprogrammer i almen praksis er ikke faldet på plads mellem Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioner, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Den nye kræftopfølgning blev vedtaget af Danske Regioner og regeringen i 2013, men foreløbig har Danske Regioner og PLO endnu ikke indgået en aftale, og derfor er den del af programmerne, som involverer de praktiserende læger, foreløbig strandet, skriver tidsskriftet.

Bl.a. mener PLO ikke, at opgaverne er beskrevet tilstrækkeligt til at danne grundlag for en aftale.

”Der er ingen tvivl om, at aftalen om almen praksis’ rolle har taget længere tid, end de fleste havde håbet på. Det er en kompleks opgave at flytte disse funktioner fra sygehuse til almen praksis, og samtidig har man ændret opfølgningernes indhold undervejs, og derfor er der mange spørgsmål, som skal afklares rent fagligt, før en aftale kan falde på plads,” siger formand for PLO, Christian Freitag, til tidsskriftet.