Patient døde efter for sen behandling. Nu peger formanden de Danske Multidisciplinære Cancer Grupper, Michael Borre, på behovet for mindre rigide kræftpakker: En ”motorvej” med tre spor: en ekspresbane, et normalt pakkeforløbsspor og en slæbebane til de knap så akutte.
En 72-årig, pensioneret lærer, Allan Riise, er ifølge Politiken død, fordi en operation for kræft i bugspytkirtlen blev udskudt.
En skanning havde vist en tumor, som lægerne på Rigshospitalet vurderede, kunne bortopereres. Men der var først tid om godt fem uger, lød beskeden.
To dage før den planlagte operation viste en ny skanning, at tumoren var vokset, og at kræften havde spredt sig. Derfor var operation ikke længere mulig. Alan Riise fik tilbudt kemoterapi, som måske kunne indkapsle spredningen, så operationen måske kunne gennemføres på et senere tidspunkt.
Han kom i kemoterapi, men fik det dårligere og døde.
Som reaktion på bl.a. Politikens omtale af sagen, foreslår sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og flere regionsformænd, at man indfører en skrappere monitorering af, at kræftpakkernes ventetider overholdes.
Derimod afviser såvel minister som regionsformænd og Danske Patienter, at differentierede ventetider – så de mest syge kommer foran i køen – kan komme på tale.
Det er ellers hvad kræftlægerne anbefaler:
”Man kan ikke bare lade tingene køre bevidstløst, fordi man har trukket et nummer. Der skal ligge en lægelig vurdering til grund for den rækkefølge, patienterne skal tages i, så de, der trænger mest, kommer først”, siger formanden for Danske Multidisciplinære Cancer Grupper, professor Michael Borre.
Han afviser frygten for, at det vil åbne op for slendrian, hvis man slækker på kræftpakkernes rigide ventetids-krav. Dertil er lægerne for dedikerede i forhold til deres patienter – og kræftpakkerne med loft over ventetiderne skal naturligvis fastholdes, understreger han.
”Men derfor kan man godt være nødt til at foretage prioriteringer, når vi nu ikke har den optimale situation, at alle ikke kan komme til straks”.
- Der er næppe prioriteret rigtigt i en aktuel sag, hvor der først var kapacitet til at operere en bugspytkirtel kræft om godt fem uger?
”Prostatakræft kan man sagtens vente et år med at operere. Men uden at være ekspert i bugspytkirtelkræft, tør jeg godt sige, at ved en sygdom, hvor patienten uden behandling kan vente at leve i tre måneder efter diagnosen, skal man ikke vente fem uger – til patienten er uhelbredelig - med at operere”.
”Jeg skal ikke kunne sige, om en hurtig operation havde reddet den pågældende patients liv. Men chancen havde nok været større”.
Selvfølgelig skal udredning og behandling foregå inden for en rimelig tid, men kvalitet skal spille en større rolle. Og det kan kun ske, hvis de mest rigide regler lempes. Michael Borre, formand for Danske Multidisciplinære Cancer Grupper
- Men hvis nogle skal hurtigere til, er der andre, der skal vente længere? Det rammer de knap så syge kræftpatienter, der også har en alvorlig diagnose?
”Ja, men der findes også andre alvorlige diagnoser end kræft, og der er andre patienter, som har måttet lide under indsatsen på kræftområdet. En fornuftig, men også en dyr indsats for andre patienter”.
”Vi kan hurtigt komme op at slås om, hvis patienter, der er de vigtigste, og hvornår, man er meget syg. Men der bør altid være mulighed for, at en patient som Allan Riise skal kunne shuntes ind foran alle andre, som et akut tilfælde”.
”Det var også det oprindelige formål med kræftpakkerne: At kræft skal behandles som en akut sygdom og skal behandles inden for 48 timer. Og så må der ikke gå fem uger”.
Da de første kræftpakker blev indført i 2008, gjorde Michael Borre gældende, at nogle kræftsygdomme er farligere og mere livstruende end andre og derfor skal behandles hurtigere end andre.
”Men vi fik at vide, at det var ikke til at monitorere og styre. Monitorering kom forud for hensynet til visse patienters liv og helbred – synes jeg”, siger Michael Borre.
”Monitorering af kræftpakker er helt sikkert ikke let at holde styr på. Men når man ikke kan finde ressourcerne til, at alle kan komme til inden for tidsfristen, må man sørge for, at dem, der trænger mest, kommer først til”.
”Jeg taler meget for et serviceeftersyn på pakkeforløbstiderne, så man får den individualitet med, som er så vigtig i patientbehandlingen, men som ikke er der i dag”, siger Michael Borre. Generelt mener han, at det ser fornuftigt ud:
”Vi er glade for, at der er kommet styr på det, og vi vil ikke af med kræftpakkerne. Der var ikke slendrian før, men der var meget, som var uhensigtsmæssigt. Det fungerer rigtig godt i dag, selv om der er detaljer, hvor det kan gøres bedre”.
”8 af 10 kommer igennem til tiden, og meget bedre tror jeg ikke, det kan blive. Jeg tror, de fleste er ved at være klar over, at vi hverken kan eller skal komme op på 95 eller 100 procent”, siger Michael Borre.
Nogle patienter ønsker selv at træde ud af forløbet, uden at det bliver registreret. I andre tilfælde foretager lægerne en prioritering og tager øretæverne bagefter:
”Det sker, at vi skubber en meget syg patient ind foran en anden, som lige er kommet ind i et pakkeforløb, og som så må vente lidt længere, siger Michael Borre.
”Men principielt skal vi prioritere efter den rækkefølge, patienterne kommer ind. Og så får vi ørerne i maskinen. Det er vi også parate til – men de detaljer hører man sjældent om, når vi får kritik for manglende ventetidsoverholdelse”.
Michael Borre oplever, at sundhedspolitikere på tomandshånd er lydhøre over for kræftlægernes ønske om at differentiere ventetiderne på basis af lægelige skøn.
”Men næste gang man taler med dem, er der en frygt for, at hvis man overhovedet slækker på noget, ryger vi direkte tilbage til en slendrian, hvor der ikke er styr på noget. En frygt, som bakkes op af Kræftens Bekæmpelse. Og sådan bør man ikke se på det”, siger han.
Sundhedsstyrelsen er ved at forberede en opdatering af kræftpakkeforløbene. De første specialistgrupper – lungekræft og brystkræft – er inviteret.
”Vi er i færd med at finde et nyt system for udarbejdelse af nationale kliniske retningslinjer på kræftområdet. Og vi er i dialog med Sundhedsstyrelsen om, at der skal lyttes mere til klinikernes udspil, og at der skal ses mere på kvaliteten af behandlingen og af patientens efterforløb, end på tid”.
”Selvfølgelig skal udredning og behandling foregå inden for en rimelig tid, men kvalitet skal spille en større rolle. Og det kan kun ske, hvis de mest rigide regler lempes. Det kommer til at betyde, at noget skal gå endnu hurtigere, og andet kan vente lidt længere”.
Michael Borre sammenligner med en motorvej med flere spor: Et ”lynspor” for de patienter, hvor tid er altafgørende, et normalt pakkeforløbs-spor og måske endda et lastvognsspor for de kræftsygdomme, hvor nogle uger eller måneder til eller fra ikke gør den store forskel. Og hvor patienterne i nogle tilfælde endda vil få et bedre forløb, hvis det ikke skal gå med ekspresfart.
Læs også: Oplæg til Kræftplan IV vil ensrette og højne kvaliteten
