Skip to main content

Kræftpenge fordelt

De praktiserende læger får udvidede muligheder for at henvise direkte til undersøgelser på sygehuset. Sådan lyder et af tiltagene i en ny aftale, der fordeler 1,1 milliard kr til kræftindsats.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
24. feb. 2015
2 min.

Praktiserende læger får udvidet adgang til at henvise direkte til undersøgelse på sygehuset. De praktiserende læger skal uddannes, så de bliver bedre rustet til at opspore kræft tidligt, bl.a. gennem faglig sparring med sygehusene.

Sådan lyder et par af ingredienserne i en aftale, som regeringen og Danske Regioner netop har indgået.

Regeringens mål er at frem mod 2025 skal tre ud af fire kræftpatienter være i live fem år efter at diagnosen er stillet og i efteråret afsatte den 1,1 mia kroner til formålet. Det er de penge, som regeringen og regionerne netop har indgået en aftale om.

Danmark ligger i dag lavere med hensyn til overlevelse efter kræft end andre, sammenlignelige lande. En af årsagerne er, at kræften opdages for sent.

De 1, 1 milliarder kroner skal derfor styrke de praktiserende lægers mulighed for at opdage kræft tidligere, men også sygehusene skal have del i pengene så deres diagnostik og behandling kan blive bedre.

Aftalen indebærer, som nævnt, at praktiserende læger skul kunne henvise direkte til undersøgelser på sygehuse, ligesom deres faglige og organisatoriske viden om tidlig opsporing skal styrkes.

Derudover vil der være en forbedret rådgivning for praktiserende læger, de skal nemmere kunne få fat i en læge på sygehuset, eksempelvis. Desuden skal den diagnostiske kapacitet på sygehusene udvides, både med ekstra personale og udvidet drift af teknikken.

Også på sygehusene skal kapaciteten til behandling med skånsom kræft udvides, ligesom deres udgående indsats over for visse kræftramte skal udvides.