Skip to main content

Kritik af Køge Sygehus for overmedicinering - tilsynssag på vej

Ledelsen på Køge Sygehus bliver genstand for en tilsynssag i Styrelsen for Patientsikkerhed i kølvandet på sommerens sag om beroligende medicinering af patienter på grund af højt arbejdspres.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

13. okt. 2016
3 min.

Styrelsen for Patientsikkerhed har i dag meddelt, at den opretter en tilsynssag "på ledelsesniveau" på Køge Sygehus. Det skriver styrelsen på sin hjemmeside. Det fremgår ikke, hvem sagen specifikt omfatter.

Årsagen er sagen fra august om, at sygehusets intensivafdeling havde medicineret en række patienter mere end strengt nødvendigt for at mindske arbejdspresset på personalet ved spidsbelastninger.

Efter at have hørt sygehusets ledelse, afdelingsledelsen og regionens koncerndirektør udtaler styrelsen nu kritik, som altså fører til tilsynssager. Kritikken lyder:

"Styrelsen finder det kritisabelt, at patienternes sikkerhed er blevet udfordret i sygehusets løsning af deres ressourcemæssige problemer. Det er derfor besluttet at oprette en tilsynssag på ledelsesniveau på Køge Sygehus. Styrelsen ønsker bl.a. en redegørelse for, hvordan man på Køge Sygehus fremadrettet sikrer sig, at øverste ledelse bliver informeret og inddraget i tilfælde, hvor patientsikkerheden potentielt kunne komme i fare på grund af arbejdsmiljø/ressourceproblemer", skriver styrelsen.

Desuden vil styrelsen bede om en redegørelse for, hvordan det fremadrettet bliver sikret, at afdelingsledelserne kontakter sygehusledelsen, når der opleves arbejdsmiljømæssige problemer med betydning for patientsikkerheden, som der står.

”Det er aldrig i orden at medicinere patienter uden en sundhedsfaglig grund. Vi vil nu bede sygehusledelsen om at redegøre for, hvordan de fremover vil sikre, at det ikke sker igen. Regionen har manglet rammer og opdaterede retningslinjer for, hvordan man takler informationer fra Arbejdstilsynet med betydning for patientsikkerheden, så man sikrer den rette forankring af viden og kan handle rettidigt på den”, siger Anette Lykke Petri, enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed, i meddelelsen.

”Det er vores vurdering, at der er sket fejl på flere niveauer i denne sag. Regionen har således ikke sikret, at personalet har haft opdaterede retningslinjer. Mens sygehusledelsen ikke rettidigt har grebet ind, da de allerede i maj 2016 blev orienteret om, at situationen generelt var belastet på intensivafdelingen på Køge Sygehus. Endelig har afdelingsledelsen også et ansvar i sagen, idet de burde have orienteret Sygehusledelsen om den øgede medicinering på et langt tidligere tidspunkt”, siger Anette Lykke Petri endvidere.

Påbud fra Arbejdstilsynet

Sagen blev udløst af Arbejdstilsynet, som gav sygehuset et påbud i juni måned om at sikre, at en stor arbejdsmængde og tidspres ikke forringede medarbejdernes sikkerhed og sundhed. Under Arbejdstilsynets arbejde kom det frem, at en række medarbejdere havde udtalt, at retningslinjer vedrørende sedation ikke altid blev overholdt.

Køge Sygehus har påpeget, at dets egen kontrol kun kunne finde ganske få tilfælde af denne type, og at ingen hændelser havde fået alvorlige konsekvenser for patienterne.

Sygehuset har i en supplerende redegørelse til Styrelsen for Patientsikkerhed oplyst, at "kortvarig øget sedering har alene fundet sted i forbindelse med situationer, hvor der har været spidsbelastning. Denne praksis er ophørt august 2016, hvor der er tilført ekstra personaleressourcer til Intensivafsnittet".

Desuden forklarede sygehuset, at den ekstra medicinering ofte var af hensyn til patienten selv.

"Den kortvarige ekstrasedering er begrundet i patientsikkerhedsmæssige årsager for eksempel for at forhindre, at en urolig patient ekstuberer sig selv", som der står i redegørelsen til patientsikkerhedsstyrelsen.

I den forbindelse henviste sygehuset bl.a. til en udtalelse fra DASAIM - Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin.

Selskabet har i en redegørelse til Sundhedsstyrelsen skrevet, at "der er tidspunkter på alle intensivafdelinger, hvor sedation af patienter er fagligt begrundet (fx patienter med svær lungesvigt, akut hjerneskade, svær uro og truet luftvej) men at sedation også kan være nødvendigt i kortere perioder med spidsbelastninger og ressourceknaphed af patientsikkerhedsmæssige årsager".

Skal det forhold undgås eller mindskes, ville det kræve flere sygeplejersker, fremgik det.

Ikke desto mindre har Styrelsen for Patientsikkerhed fundet, at den praksis, der tidligere fandt sted på Køge Sygehus, er kritisabel og vil indlede tilsynssager - en potentielt alvorlig sag for læger og ledere.

Læs også: Overlæge: Ekstra medicinering sker af hensyn til patienterne