Skip to main content

Kritik af lægevagten i Syd kan skærpe lægemangelen

Både politikere og praktiserende læger i Region Syddanmark frygter, at den intense kritik af lægevagten i regionen skal føre til endnu større problemer med at rekruttere til ikke blot lægevagten men almen praksis generelt.

Foto: Klaus Larsen.
Foto: Klaus Larsen.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

7. nov. 2014
5 min.

Fyens Stiftstidende kunne i dag fortælle, at 30 læger har trukket sig fra lægevagten i Region Syddanmark.

Tilsyneladende som reaktion på avisens kritiske omtale af især en enkelt navngiven læges arbejde i ordningen. Det bekymrer regionen.

”Det er jeg ked af, for de fleste af dem er jo nok nogle af dem, vi rigtig gerne vil holde på. Den bedste vagtordning er bemandet med rigtige praktiserende læger med egne klinikker, som så tager fire-fem vagter om måneden. Det giver den store kvalitetsmæssige fordel, at de er vant til at se usorterede patienter og har rigtig god rutine i det, som mange vagter handler om, nemlig visitation”, siger Bo Libergren (V), formand for Sundhedssamordningsudvalget.

”Jeg vil gerne opfordre flest mulige til at tage del i lægevagten. Det forhold, at under halvdelen af de praktiserende læger med ydernummer i Syddanmark er med i vagten, er jeg faktisk ked af”.

Faktaboks

Fakta

Men netop den kritik, der har bidraget til at få 30 læger til at droppe vagtarbejdet, kan lægge sig hindrende i vejen for rekrutteringen. Det gælder også almen praksis generelt.

”Det er ikke noget, der gavner. Jeg opfatter dette her som sager, jeg selvfølgelig gerne havde været foruden”, siger Bo Libergren.

Han sætter sin lid til, at almen praksis stadig er ”et godt og attraktivt speciale”.

Men interessen for almen praksis er dalet tydeligt i den lægegeneration, der står foran at skulle vælge levevej. Det viser de seneste tal, som er indberettet til Sundhedsstyrelsen. Hvor der sidste år var to ansøgere pr. opslået hoveduddannelsesstilling i almen medicin i Videreuddannelsesregion Syd, så har der i år kun været 1,6. Altså et fald i søgningen på 20 pct.

Balladen om lægevagten kan imidlertid også få konsekvenser for primærsektoren nu og her.

”Vi er i gang med at lægge ny vagt for de første fire måneder af næste år, og vi får det formentlig til at gå op. Men det er på kanten. Næste skridt er at tvangsudskrive. Vi ved, at der er rigtig mange, som helst ikke vil have vagt, og hvis man så tvinger dem, risikerer man, at de holder op som praktiserende læger”, siger vagtchef i Region Syddanmark, Ole Holm Thomsen.

”Det går ud over der, hvor der i forvejen er tyndt besat. Der skal ikke holde ret mange op i Vestjylland, før der er et virkeligt problem”, siger han

Skyldes det virkelig negativ presseomtale, at 30 er holdt op i lægevagten?

”Det kan jeg ikke sige med sikkerhed, men jeg snakker med en masse kolleger, og rigtig mange siger, at nu er det for galt. Vi er kede af at blive skåret over en kam alle sammen. Overskriften er jo ”svigt i lægevagten” og ikke ”nogle læger i lægevagten svigter”. Det går os alle sammen på. Det er ekstremt få klager, der er, ca. fem påtaler til læger i 2013 ud af 620.000 kontakter”.

Helt ærligt, er det ikke lidt overfølsomt?

”Jeg synes da, at vi gerne tager imod kritik. Problemet er, at der er problemer med enkelte kolleger, og det kommer til at fremstå som vendt mod hele lægevagtsordningen og alle de, der deltager”.

PLO-Syddanmark er på samme linje.

”Vi går ikke i gang med at tvinge nogen, før det er diskuteret grundigt internt i lægegruppen, hvad vi ellers kan gøre. Det er os magtpåliggende, at det er frivilligt”, siger næstformand Jørgen Skadborg.

Han har en vis forventning til det forsøg med nye honorarstrukturer, som Region Syddanmark er indstillet på at sætte i værk.

”Vi har her i regionen tilkendegivet både politisk og PLO-mæssigt, at vi er interesserede i at lave sådan et forsøg. Sagen er jo, at det ikke er økonomisk attraktivt at være på vagt – f.eks. kan du ikke passe din butik næste dag”, siger han.

”Men det er nu det mindste af det. Lige nu er det medierne”.

Læs også: Balladen om lægevagten

Læs også: Vagtlægerne i Region Syd rammer over mål

Læs også: Ny aftale om lægevagten i Syd