Skip to main content

Lad de raske være i fred og hjælp de syge

Anne Weimar, anneweimar@mac.com

9. nov. 2012
5 min.

For lidt og for meget. Af det gode. Så kort kan man vel sammenfatte status for dette års hovedemne "over-og underdiagnosticering". Raske mennesker screenes og behandles, selvom det for hovedpartens vedkommende var bedre man lod dem være i fred, mens de virkeligt trængende alt for ofte glider igennem det finmaskede net, når man leder efter de, der behøver lægehjælp. Det skal der gøres noget ved, siger de to formænd for Praktiserende Lægers Organisation, Henrik Dibbern, og Lars Gehlert Johansen, Dansk selskab for almen medicin.

Hvorfor har I valgt over-og underdiagnosticering som emne for Lægedage?

Lars Gehlert Johansen: "Det er fordi vi er enige om, at det er et stort problem. Vi bør i hvert fald overveje, om vi gør folk syge, og om vi har fat i de rigtige patienter. Det er ikke noget, vi lige har fundet på. Det er faktisk en diskussion, der har kørt et par år".

Henrik Dibbern: "En af vores vigtigste pligter at give folk nogle forståelige informationer i et sprog og med nogle udtryk, så de rent faktisk selv bliver i stand til at tage kvalificeret stilling til behandlingen."

"Det er klart, at hvis man er kommet til skade i et trafikuheld, så skal man ikke have et langt foredrag om, hvorfor man får væske ind i armen, og hjælp til sin vejrtrækning osv. Men hvis vi taler om grundliggende raske mennesker, som man har en mulighed for at give en eller anden behandling, som måske eller måske ikke vil redde dem fra fremtidige sygdom, så er det et helt andet perspektiv".

"Derfor er det rigtig, rigtig vigtigt, at vi ikke anse det for en nødvendighed, at folk tager imod vores tilbud, men at vi giver dem så forståelig forklaring som muligt,hvilke fordele og ulemper, der er ved at sige ja eller nej tak til det her tilbud. Det gælder både screeninger og risikobehandlinger osv. Levealderen stiger støt også i vores del af verden, og den udvikling, som skyldes mange faktorer vedrørende vores levevilkår, har formentlig langt større betydning for den enkeltes liv og helbred, end noget sundhedsvæsnet kan tilføje."

"Underdiagnosticering er i og for sig lige så vigtigt, for vi vil gerne have et tættere samarbejde med bl.a. kommunerne om de ressourcesvage patienter, som vi ikke se i praksis. Det kan ikke være rigtigt, at der kan være 10 års forskel på, hvilket postdistrikt man bor i."

Hvis det her paradigmeskift bliver muligt at gennemføre, hvor I vil kunne sortere flere raske fra, og fokusere med på syge - kommer det til at få indflydelse på jeres overenskomst, hvor I bliver betalt ikke kun for jeres basispatienter, men også for blodprøver, test osv.?

Henrik Dibbern: "Det gør det måske på den lange bane. Det er et forsøg på at gøre opmærksom på en udvikling, der stort set kun er gået i én retning siden 1960'erne, hvor blodtryksbehandlingen startede. Skulle vi stoppe op og reflektere mere over, om vi stadig skal gå videre ad den vej? Jeg ved ikke, om vi nogensinde kommer dertil hvor vi vender om og afstår fra nogle af mulighederne for risikobehandling og screeninger, men hvis vi bare i det mindste kunne stoppe op og sige, at nu vil vi ikke øge sygeliggørelsen af de raske yderligere, så har vi nået noget. Jeg kunne godt ønske mig, at der var nogle af områderne, hvor vi rykkede et stykke tilbage igen. Især på de områder, hvor effekten af behandlingen og intervention er mindst, som f.eks. tilfældet er med osteoporose."

"Jeg synes det er et alvorligt problem at vi fjerner den enkeltes oplevelse af at være sund og rask ved at påpege risiko for fremtidig sygdom - bare fordi deres køn og alder peger på en risiko for sygdom, når det i virkeligheden er en relativt lille procentdel af befolkningen, der får de sygdomme vi leder efter, og en langt mindre procentdel, der har glæde af at blive behandlet for risikoen. Når vi bliver gamle nok, må vi imødese nogle år med sygdom, og at vi vil dø med og af disse sygdomme"

Lars Gehlert Johansen: "Selvom vi kunne mene, at vi vil bestemme hvem der kommer ind af døren, så er det jo sådan, at det er folk selv, der beslutter om de er, måske ikke syge, så har brug for lægens opmærksomhed. Og det er ikke til at gennemskue, hvordan den udvikling vil gå".

" Der er vi mindst lige så meget i lommen på politikerne, som kan påvirke den situation, som vi er i lommen på os selv og andre - eksempelvis industrien. Men hvis vi har en holdning til, at vi bør vurdere om noget kan gøres bedre, så er det da det, vi bør gøre."

Kan I risikere, at jeres patienter vil undre sig over jeres nye standpunkt?

Det er klart. Dette her vil jo også give en modreaktion. Når nu alle har set os marchere glade i den retning, de gerne ville have os til, og vi så pludselig stopper op, så vil der komme et pres, en mistænkeliggørelse overfor motiverne".

"Der vil komme forsøg på at komme andre veje igennem - for eksempel som nu, hvor man før forsøgte at komme igennem til lægerne, bruger man langt flere ressourcer på at forsøge at påvirke politiske beslutningstagerne og patientforeninger, fordi der er for mange læger, der efterhånden har fået en kritisk holdning til, hvad det er industrien kommer og fortæller dem. Sådan vil de, der har meget store interesser i det her, blive ved med at lave modreaktioner i mod enhver den bevægelse, der bremser den udvikling, vi ønsker".

Kan jeres patienter blive i tvivl om hvad jeres motiver er nu?

Lars Gehlert Johansen: "Jeg synes det er vigtigt at få fremhævet her er, at debatten ikke er startet fordi vi har økonomiske eller andre motiver. Det handler om at se på, hvad der gavner vores patienter".

Henrik Dibbern: "Endelig tager det jo også langt længere tid at argumentere mod en blodprøve, end det tager at lave den".

Egentlig er det ikke en ny diskussion, de praktiserende læger tager nu, understreger de to formand, men det er en nødvendig debat. Og kedelig, det bliver den næppe.