Læge om tolkegebyr: ”Jeg føler mig svigtet”

Foran praktiserende læge Lise Dyhr ligger en håndskreven seddel, som en patient har medbragt til konsultationen. Den lister en række symptomer og problemer op, som patienten oplever, og er skrevet af patientens datter. Efter en konsultation, der primært består af fagter og simple vendinger, skal Lise Dyhr skrive tilbage. Uden at vide, om hun har været i stand til at fange nuancerne hen over den sproglige barriere.

Det er den nye hverdag for Lise Dyhr, efter at tolkegebyret trådte i kraft 1. juli i år, og flere og flere patienter fravælger brugen af tolk. Det betyder håndskrevne sedler, diagnosticering ved hjælp af fagter og familiemedlemmer, der fungerer som tolke.

”Det er ingen tvivl om, at det er problematisk. Det er ikke ny viden. Vi ved ikke, om den pårørende tolker rigtigt, og jeg oplever ofte, at de tror, de bare kan videregive en række symptomer, som jeg skal stille en diagnose ud fra. Det er også et stort etisk dilemma, at patienter er tvunget til at give samtykke og opgive deres tavshedspligt med fare for, at der er problematikker, vi aldrig hører om”, forklarer Lise Dyhr, der i mange år har drevet praksis i Brøndby Strand.

Netop i dag kommer en ældre mand, der er voldsomt tynget af sin kones død. Et emne, der i forvejen kan være svært at tage hul på, men som i dag bliver ekstra svært. For den fremmødte tolk er patientens søn, hvis mor altså lige er død, og han har sine egne traumer. Og efterfølgende er Lise Dyhr slet ikke sikker på, at de fik snakket sig ind til kernen i problemet, men nye patienter venter, og hun er alene med uddannelseslægen i dag.

Der er ingen tvivl om, at Lise Dyhrs hverdag er blevet voldsomt forandret af den nye lovgivning, og det får hende til at overveje sin fremtid som praktiserende læge.

”Som læge har jeg altid sat en ære i at udøve mit arbejde grundigt og har interesseret mig for, hvordan man kan komme i dialog på trods af kulturelle forskelle, men den måde, som tolkegebyret tvinger os til at arbejde på, har virkelig givet et hak i arbejdsglæden. Fagligt depressiv, kan du kalde det”, siger Lise Dyhr og fortsætter:

”Det er i hvert fald ikke med til at fastholde mig som ældre læge i et område, der virkeligt har brug for det, fordi det er lægedækningstruet”.

Klinikken i landsbyen lever af sit rygte

I 20 år har Lise Dyhr, sammen med sin partner Ursula Brøndum, drevet klinikken i Brøndby Strand med stor vægt på at skabe de vigtige relationer, der opbygger tillid og får patienterne til at stole på lægerne i klinikken. Og det arbejde har betalt sig.

”Vi er en lille landsby, vi har børnene, deres forældre og nu tredje generation som patienter. Det giver rigtig god indsigt, fordi vi også ved en masse om deres sociale forhold og deres familierelationer. Samtidig har de lært os at kende, og gennem jungletrommerne rygtes det, at vi er til at stole på”, fortæller Lise Dyhr.

Men nu er jungletrommerne begyndt at fortælle en anden historie. Historien om patienter, der bliver væk, fordi de ikke har råd til tolkning. Patienter, der allerede har svært ved at få de økonomiske ender til at mødes.

”Det kommer ikke bag på os, for vi sidder allerede i mange konsultationer og må hjælpe patienter med at prioritere, hvilken medicin de har råd til”, fortæller Lise Dyhr.

I venteværelset sidder fire kvinder, og snakken går lystigt mellem dem, mens de venter på at blive kaldt ind til lægen. Så skifter både stemning og roller, nu er de ikke længere mødre og døtre, men patienter og deres tolke. Det er gratis at få sin datter til at tolke.

Pres på familier og praksis

Imens myndighederne ikke har gjort noget for at oplyse de ramte patienter, har Lise Dyhr ikke været villig til at gamble med den tillid, der møjsommeligt er opbygget gennem års arbejde.

”Vi får at vide af myndighederne, at vi bare skal bestille tolk som vanligt, og så bliver regningen sendt. Men når relationen er så vigtig, kan vi ikke stå inde for at påføre patienterne en udgift, uden at informere om det på forhånd. Så når myndighederne ikke har villet tage et ansvar, har vi gjort det”, forklarer Lise Dyhr.

I praksis betyder det, at patienter allerede i receptionen bliver mødt af en skrivelse, der forklarer tolkegebyret, konsekvenserne og mulighederne for undtagelse. Her kan patienter også læse klinikkens holdning til gebyret: ”Vi skal med det samme sige, at vi synes, loven er meget uheldig – for dig som patient og for os som lægeklinik. Og vi skal gøre vort til at mindske evt. uheldige konsekvenser af loven”. Skrevet på dansk. Selvom klinikken har patienter af mere end tyve forskellige nationaliteter, og op imod 80 pct. af patienterne er af anden etnisk oprindelse.

”Vi har ikke overskud til at oversætte det til alle mulige sprog, så vi har valgt den næstbedste løsning. Så må de dansktalende i familierne oversætte for deres slægtninge og give besked om, hvorvidt der skal bestilles tolk eller ej”, siger Lise Dyhr.

Det betyder, at klinikken hver dag bruger mere og mere tid på alt det uden om kerneydelserne, men også langstrakte behandlingsforløb af kronikere lægger pres på både klinikken, patienterne og deres familier.

”Vi har en del førstegenerationsindvandrere, der er analfabeter, der har diabetes, og selv skal lære at administrere deres insulin, aflæse blodsukker og lære at stikke sig selv. Før bestilte vi tolk, og så tog det et par gange med vores sygeplejerske. Nu bliver nogle forløb meget langstrakte, hvor vi for eksempel må udsætte behandling, fordi der skal koordineres med familiemedlemmer, der skal tage fri fra arbejde”, beskriver Lise Dyhr.

Et enkelt forløb med en ældre kvinde blev først udsat med to uger, fordi pårørende skulle koordinere, hvem der kunne følge med, og kom siden helt op på 32 kontakter med vagtlæge, praksis og koordinationer med hjemmesygeplejerske og flere forskellige familiemedlemmer.

En dyr besparelse

I loven er der mulighed for at blive undtaget for tolkegebyret, hvis patienten lider af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, men der er endnu ingen, der ved, hvordan det vil blive tolket i sidste ende. Det gør, ifølge Lise Dyhr, at det er næsten umuligt som læge at navigere i.

”Vi er som læger totalt ladt i stikken, fordi vi ikke ved, hvordan praksis vil blive. Vi skal fagligt begrunde en undtagelse, men vi aner ikke, hvordan den bliver bedømt, og så har vi sat patientens tillid på spil, hvis der pludselig alligevel kommer en regning”.

Derfor bruger Lise Dyhr ofte en dobbeltkonsultation på at afklare, om patienten kunne høre ind under en af undtagelserne.

”Det er svært at forestille sig, at det her kommer til at betyde besparelser på den lange bane, når jeg ser på vores hverdag her i klinikken og den måde, jeg er nødt til at gribe mine patienter an på. Når vi ikke kan tale os frem til en diagnose, så bliver patienterne sendt til flere undersøgelser, og der bliver taget flere prøver. Det er det redskab, vi har, når vi ikke kan forstå patienten”, forklarer Lise Dyhr og fortsætter:

”Det er en forudsætning for at skabe relationer og tryghed, at vi kan forstå hinanden. Og der er det nødvendigt med en tolk for flere af vores patienter”.

Politisk svigt

Selvom Lise Dyhr stadig arbejder på højtryk for at sikre sine patienter den samme gode behandling, som hun har givet, siden hun indfandt sig i klinikken med udsigt over hele Brøndby Strand, så bruger hun mere og mere tid på andre opgaver. På at tænke over, hvordan hun skal agere i en lov, der var uønsket af hende og hendes patienter og hver dag giver nye udfordringer, der tager tid.

”Vi bliver dagligt stillet i faglige dilemmaer, der er uløselige. Hvordan sikrer vi patientsikkerheden, når vi er nødt til at snakke pølsesnak med patienterne? Hvad stiller vi op med tavshedspligten, når pårørende på stribe skal informeres efter en konsultation? Hvordan får man informeret samtykke, når man ikke er sikker på, at patienten forstår, hvad man siger?”, funderer Lise Dyhr.

Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) har sendt spørgsmålene videre til Styrelsen for Patientsikkerhed i et forsøg på at få de vigtige svar. Svaret kom fra en jurist fra Sundhedsministeriet.

”Så fik vi et juridisk svar på et praktisk problem, vi ikke kunne bruge til noget. Da fik jeg ondt i maven, for jeg synes, de svigter os som læger”, siger Lise Dyhr.

Svigtet truer Lise Dyhr på hendes faglighed, fordi hun bliver sat til at udøve en politik, der giver ulighed i sundhed, uden at politikerne vil stå ved det, og med ansvaret parkeret hos lægerne.

”Politikerne har ikke været modtagelige for faglige argumenter i indførelsen af tolkegebyret, og det rammer mit faglige hjerte. At man så oveni ikke yder os den støtte, vi har brug for … det er svært at acceptere. Jeg er dybt berørt af det”.

Læs også kronik: Tolkningsgebyr - hvilke regler gælder