4. MAJ Den 96-årige Jørgen Kieler er den sidste af de mange danske læger, som deltog i modstandskampen mod besættelse og nazisme.
Jørgen von Führen Kieler var 24 år og medicinstuderende, da han i 1943 – sammen med sine tre søskende Elsebeth, Bente og Flemming – gik ind i modstandskampen mod den nazistiske besættelsesmagt. Det begyndte med et illegalt trykkeri, men gradvist blev han trukket længere ind i kampen og endte som gruppeleder i modstandsgruppen ”Holger Danske”. Aktiviteterne omfattede både organisering af jøders flugt til Sverige og væbnede operationer. Aktiviteter, der alle kunne straffes med døden.
Og døden åndede Jørgen Kieler i nakken. Første gang, da han sammen med sin bror Flemming blev anholdt under en sabotageaktion. Ved den lejlighed blev han skudt gennem halsen. Under forhøret blev han slået med en geværkolbe og fik kraniebrud. Han blev dømt til døden, og der blev sat en dato for henrettelsen. Jørgen Kieler slap dog for henrettelsespælen og en skudsalve i Ryvangen.
I stedet blev han og broderen Flemming deporteret til kz-lejren Porta Westphalica, hvor hårdt grubearbejde, sult, kulde, sygdom og mishandling kostede hver anden fange livet. For Jørgen Kieler og hans bror kom redningen i sidste øjeblik i form af de ”Hvide Busser”.
Jørgen Kieler gjorde sit medicinstudium færdigt. I 1954 blev han dr. med. på en disputats om følgesygdomme af kz-ophold. Han gik forskervejen og blev en anerkendt kræftforsker med en betydelig videnskabelig produktion. I 1980 blev Jørgen Kieler forskningschef i Kræftens Bekæmpelse og fire år senere leder af Fibiger Instituttet med særligt ansvar for kræft- og miljøprogrammet.
Faktaboks
Da Frihedsmuseet en nat for to år siden brændte ned, kunne man i nyhedsdækningen på tv se en ældre herre, der havde travlt på brandstedet. Det var Jørgen Kieler, der trods sine 94 år ikke kunne se passivt til hjemme i Hørsholm. Han måtte ind og sikre sig, at brandfolkene fik reddet de mest afgørende genstande. Det var ikke mindst vigtigt, at tre pæle fra Ryvangen, som flere af hans kammerater stod bundet ved, da de blev skudt af tyske soldater, kom i sikkerhed.
Er der en tendens til, at læger i højere grad end andre engagerer sig i ”store sager”?
”Det vil jeg da håbe”, siger den netop afgåede formand for Lægeetisk Nævn, overlæge Mogens Skadborg. ”Kieler blev jo først kandidat og aflagde lægeløfte i 1947. Men selv om han havde aflagt lægeløftet i 1940, ville det ikke have hindret hans deltagelse i modstandskampen – heller ikke med våben i hånd”.
I et interview i 1999 sagde Jørgen Kieler, at læger i ekstreme situationer må tilsidesætte lægeløftet. Men spørger man Mogens Skadborg, har de mange læger, som deltog i modstandskampen ikke tilsidesat Lægeløftet.
”Tværtimod. Jeg mener ikke engang, der er tale om at tilsidesætte Lægeløftet, hvis man bekæmper en fjende, som er i færd med at undergrave alt, hvad Lægeløftet står for”, siger han.
Mogens Skadborg arbejder på en artikel til Bibliotek for Læger, som senere i år vil markere 200-året for Lægeløftets udformning på dansk. Han peger på, at løftet udtrykkeligt pålægger lægen at gavne både samfund og medmennesker.
”Og det siger intet om, at man ikke må slå ihjel, hvis det sker for at hindre at f.eks. en Hitler og tilsvarende forbrydere forsøger at gøre det modsatte – nemlig at skade samfundet og deres medmennesker”.
”Modstandskamp – også væbnet – er ikke uforeneligt med at være læge. Tværtimod bør det, at aflægge Lægeløftet, skærpe opmærksomheden på, at man skal gavne sine medmennesker. Og det kan man gøre på mange måder – blandt andet ved at gå ind i en modstandskamp mod kræfter, som er i gang med at ødelægge samfundet og slå uskyldige medborgere ihjel”.
