Skip to main content

Lægeforeningen: drop modkrav ved medikoindkøb

Fire hospitaler i Region Hovedstaden kræver forskningsmidler som betingelse for indkøb af medikoudstyr. Det synes Lægeforeningen er noget rod.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.
27. okt. 2014
2 min.

Forskning for sig og indkøb for sig. Sådan mener Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, at tingene skal adskilles på hospitalerne i Region Hovedstaden, ligesom de er i de fire andre regioner.

»Jeg synes, man skal vedkende sig, at det koster at drive et sygehusvæsen. Det koster også på forskning, udvikling og efteruddannelse, og midlerne til disse ting må man have lagt ind i budgetterne. Så bliver det hele også meget mere gennemsigtigt«, siger Mads Koch Hansen til jyllands-posten.dk.

Kommentaren kommer som reaktion på avisens omtale af, at fire hospitaler i Region Hovedstaden gør det til et krav for indkøb af medikoudstyr som f.eks. pacemakere og stents, at leverandørerne kanaliserer omkring 15 pct. af ordrens beløb tilbage til hospitalerne i form af efteruddannelse, kongresdeltagelse og bidrag til forskning.

En kombination, som de fire øvrige regioner har droppet af hensyn til uafhængigheden mellem læger og industri.

I Region Hovedstaden er flere politikere enige i den tankegang.

De Radikales medlem af forretningsudvalget, Charlotte Fischer, er en af dem, fremgår det.

»Det er ikke en god idé at sammenblande indkøb og sponsorater, for det kan betyde, at vi ikke får det bedst mulige udstyr til prisen. Når man stiller krav om, at virksomhederne også skal betale for efteruddannelse, kongresrejser og forskning, risikerer vi, at dem, som har det bedste udstyr, men som ikke kan levere modydelserne, frasorteres,« siger Charlotte Fischer.

Ifølge avisen er nogle af midlerne ikke blot gået til efteruddannelse og forskning men også personalepleje og repræsentation.