Tvangsudsendelse af syge, afviste asylansøgere bør ikke ske med assistance fra læger, mener Lægeforeningen.
I en ny vejledning fra Lægeforeningen frarådes læger at medvirke ved transport af tvangsudviste asylansøgere. Det kan give tvivl om, hvilken rolle lægen egentlig indtager – er vedkommende patientens eller myndighedernes hjælper?
Den tvivl bør slet ikke kunne opstå, mener Lægeforeningen og råder derfor medlemmerne til helt at lade være med at bistå myndighederne i disse tilfælde.
”Lægers opgave er at yde lægehjælp, hvor lægehjælp er nødvendig. Lægers opgave er ikke at medvirke til eller at legitimere myndighedsudøvelse”, som der står i den nye vejledning.
På den måde sikres den tillid, som patienter – alle patienter – bør have til deres læger, bedst.
”Det er i strid med Lægeforeningens etiske regler, som bl.a. understreger, at lægen skal værne om tilliden mellem læge og patient”, skriver Lise Møller, formand for Lægeforeningens Etiske Udvalg, i lederen i det seneste nummer af Ugeskrift for Læger.
Så hvad gør en læge, der bliver stillet over for et myndighedsønske om at medvirke ved tvangsudsendelse af en syg afvist asylansøger?
Ifølge den nye vejledning fra Lægeforeningen bør lægen fraråde transport, hvis patienten skønnes ikke at være rask nok.
”Hvis en person er for syg til at klare rejsen uden lægehjælp, må lægen videregive sin vurdering til myndighederne og meddele, at personen pt. ikke tåler transport,” skriver Lise Møller.
Udspillet kommer på baggrund af en henvendelse fra organisationen Bedsteforældre for Asyl i kølvandet på en specifik sag fra 2013, hvor en yngre læge var med, da en afvist asylansøger skulle hjemsendes. Ifølge patientens journal kunne lægen under transporten komme ud for at skulle tvangsmedicinere patienten med stesolid.
Det er ofte patienter, med psykisk sygdom, der er tale om.
”På almindelige medicinske afdelinger er det som regel ikke et flygtningeproblem men lægeledsagelse af udlændinge, der er blevet syge i Danmark - det er oftest frivilligt. Men jeg har kendskab til specielt patienter med svære psykiske lidelser, der er blevet det, man i andre sammenhænge ville kalde for tvangsmedicineret, for at de kunne være rolige nok til blive sat på en flyver”, siger professor Morten Sodemann, som leder Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital.
Han synes, Lægeforeningen burde bakke medlemmerne yderligere op, når de kommer i situationer, hvor de ifølge vejledningen bør afvise at tage med en patient under hjemsendelse.
”Jeg synes, det er urimeligt at sætte en afdelingslæge eller en læge i det helt taget til at tage den beslutning, når ens chef siger, at man skal. Det er sin sag at stå der og tage den beslutning”, siger han.
”Det, jeg tror kunne få en afgørende effekt var, at man kunne kontakte Lægeforeningens jurister. Så var man da to om at afgøre, og der var en uden for afdelingens ansvarsområde at læne sig op ad. Og jeg ville nok også foreslå, at man gav læger, der stilles overfor krav fra afdelingsledelsen om at medvirke til tvangshjemsendelse, mulighed for at kunne drøfte de rent lægelige aspekter med en uafhængig læge i regi af Lægeforeningen – eller et frivilligt netværk af kolleger”, siger han.
Selve holdningen – at læger bør afstå fra at medvirke ved tvangshjemsendelser – er han helt enig i.
”Læger kan ikke på nogen måde være garanter for, at man sender psykisk syge mennesker tilbage til en situation, hvor de risikerer fængsel og tortur, og udsætter dem for umenneskelig og uværdig behandling”, siger han.
”Hvis lægen ikke vil være med, så er det politiets ansvar, om de vil flyve alene”.
