Skip to main content

Lægeforeningen: Handlingsplaner glemmer kronikere

Politikerne vedtager hjerte- og kræftpakker, mens de glemmer store folkesygdomme som gigt, diabetes, demens og KOL. Det bør et kommende regeringsgrundlag tage fat på, opfordrer Lægeforeningen

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox (Foto: colourbox.com)
9. jun. 2015
2 min.

Lægeforeningen foreslår, at handlingsplaner for de store kroniske sygdomme bliver en del af et kommende regeringsgrundlag.

Patienter med gigt, diabetes, demens, kol og andre kroniske sygdomme er ikke blevet prioriteret med politiske handlingsplaner, som man kender fra kræft- og hjerteområdet. Det betyder, at de ofte ikke får det bedste behandlingstilbud.

Derfor opfordrer Lægeforeningen nu til, at handlingsplaner for de store kroniske sygdomme bliver en del af det kommende regeringsgrundlag.

Flere end 700.000 danskere har gigt, 237.000 lider af diabetes og 200.000 har en kronisk lungesygdom, og antallet af kronisk syge patienter stiger.

”Det er meget store grupper af patienter, og de har naturligvis også krav på en systematisk og effektiv behandling med udgangspunkt i den nyeste internationale viden om de enkelte sygdomsområder. Det kan handlingsplaner være med til at sikre”, siger Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, til laeger.dk.

Han understreger, at handlingsplanerne for de enkelte skal gå på tværs af sundhedsvæsenet og omfatte både almen praksis, praktiserende speciallæger og sygehuse.

Forekomsten af mange kroniske sygdomme er socialt skæv. Jo længere uddannelse, jo mindre er risikoen for at få en stor del af disse sygdomme.

”En skærpet indsats mod disse sygdomme vil derfor også medvirke større lighed i sundhed”, siger Andreas Rudkjøbing.