Skip to main content

Lægeforeningen: Ok, at andre kan udtage blodprøver

Læger kan tjene flere tusind kroner på blodprøver ved politiets alkoholkontroller, hvilket møder kritik i dagens nyhedsoverblik. Lægeforeningen er åben for, at opgaven kan uddelegeres til andet sundhedspersonale.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Freja Kierstein Johansen, fkj@dadl.dk

17. jul. 2015
3 min.

Som retsplejeloven er skruet sammen i dag er det kun læger, der har mulighed for at tjene ekstra penge, når politiet vil have lavet en blodprøve i forbindelse med spirituskørsel. Ulla Astman (S), formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner ser hellere, at opgaven løses af for eksempel bioanalytikere og sygeplejersker, skriver DR.dk.

Og det er Lægeforeningen helt okay med – så længe det er lægerne selv, der uddelegerer opgaven. Sådan lød det i marts i foreningens eget høringssvar til et lovforslag, den tidligere justitsminister Mette Frederiksen (S) sendte i høring om ændring af retsplejeloven med henblik på udtagelse af blodprøver.

Lægeforeningen foreslår i høringssvaret, at andet sundhedspersonale skal kunne udtage blodprøven, så længe Sundhedsstyrelsens vejledning om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp bliver brugt. Og der skal også altid være mulighed for at tilkalde en læge i de situationer, hvor der er behov for det.

Det har ikke været muligt at få nye kommentarer fra Lægeforeningen.

Sygeplejerskerne raser

I dagens nyhedsoverblik har flere især kritiseret, at læger har mulighed for at tjene så mange penge samtidigt med deres eget job. Som læge i Nordjylland kan du for eksempel tjene 1780 kroner ved at tage en enkelt blodprøve for politiet, og ofte udføres opgaven på hospitalet i lægens egen arbejdstid, skriver DR.dk, der har søgt aktindsigt hos politiet.

Omkring hver syvende gang, der skal tages en blodprøve fra en potentiel spritbilist, foregår det på hospitalet om dagen. Resten bliver taget om aftenen uden for arbejdstid. Alle politikredse undtagen København bruger hospitalslæger til opgaven i dagtimerne. Her er der en vejledende minimumstakst, men ikke en fast øvre grænse for prisen. Det har betydet regninger til politiet på over 2.500 kroner for en enkelt blodprøve. Pengene går direkte til lægen.

På Aalborg Universitetshospital har fællestillidsrepræsentanten for sygeplejerskerne, Kirsten Højslet svært ved at forstå, hvorfor lægerne skal have ekstra løn for at tage blodprøver i deres arbejdstid.

- Det er horribelt, at læger skal lønnes så højt for det. En sygeplejerske tager også blodprøver. Det er bare en teknik, siger hun og mener, at hospitaler burde tage blodprøver for politiet som en del af deres arbejdsopgave. Det burde enkelte læger ikke tjene på.

Bioanalytikere er klar

Danske Regioner har som nævnt meldt ud, at de gerne ser, at andet sundhedspersonale kan udføre opgaven, da det vil være billigere og ligeså okay.

Bioanaltikerne på Aalborg Universitetshospital er klar, hvis det bliver aktuelt.

- Vi tager blodprøver hver eneste dag og leverer en høj kvalitet, og hvis vi så samtidig kan gøre det for færre ressourcer, så vil det jo være tåbeligt ikke at benytte sig af den mulighed, siger Merete Kjeldgaard, der er bioanalytikernes fællestillidsrepræsentant og medlem af bioanalytikernes hovedbestyrelse. .