Skip to main content

Lægeforeningen om S-udspil: Tvang gør ondt værre

(Opdateret) Mette Frederiksen (S) præsenterer fredag Socialdemokratiets sundhedsudspil, der blandt andet indeholder en ny tjenestepligt. Den går ud på at tvinge unge læger til at arbejde et halvt år i almen praksis, men Lægeforeningen mener, at tvang kan resultere i endnu færre praktiserende læger.
Pressebillede: Socialdemokratiet.
Pressebillede: Socialdemokratiet.

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

12. okt. 2018
4 min.

Det er en dårlig løsning på lægemangel, Mette Frederiksen (S) præsenterer i Socialdemokratiets sundhedsudspil fredag, mener Lægeforeningen.

”Vi mangler rigtig mange praktiserende læger – og andre speciallæger - i Danmark, og det skal der selvfølgelig sættes ind over for. Men vejen frem er ikke tvang. Det er en utænkelig tilgang alle andre steder på arbejdsmarkedet, og det sætter også almen praksis i et forkert lys. Det er vigtigt, at unge læger vælger at blive praktiserende læger, fordi det er et spændende speciale, ikke fordi de bliver tvunget til det”, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen

Socialdemokratiet vil ifølge Jyllands-Posten løse lægemanglen ved at indføre en ny tjenestepligt, der går ud på at tvinge unge læger til at arbejde et halvt år i almen praksis efter deres KBU-forløb – fx i en udkantskommune.

Mette Frederiksen præsenterer partiets samlede sundhedsudspil fredag klokken 12, oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Mette Frederiksen siger om tjenestepligten:

”Der er katastrofal mangel på praktiserende læger flere steder, og derfor er vi nødt til i en periode ekstraordinært at bede unge læger give et ekstra bidrag,” siger S-formand Mette Frederiksen til Jyllands-Posten.

Hun mener ikke, at det er urimeligt at tvinge de unge læger.

”De får en af de bedste, længste og dyreste skattefinansierede uddannelser,” siger hun til avisen.

Tvang giver færre læger

Lægeforeningen siger, at tvang næppe vil resultere i flere praktiserende læger. Tværtimod siger Andreas Rudkjøbing, at forslaget indebærer en risiko for, at der uddannes færre praktiserende læger.

Også PLO, Praktiserende Lægers Organisation, er kritiske.

”Jeg kan godt se, at Socialdemokratiet har ledt efter løsninger, der kan virke hurtigt – de løsninger er bare vanskelige at finde. Selvfølgelig vil så mange flere yngre læger kunne gøre en forskel i det nære sundhedsvæsen, selv om vi lige skal være klar til at modtage dem. Grundlæggende er vi dog rigtig kede af det element af tvang, der ligger i dette forslag. Det har vi ikke tradition for i Danmark og slet ikke med så kort varsel. Jeg håber derfor, at vi, sammen med resten af Lægeforeningen, kan få en dialog i gang om dette. En dialog, som Socialdemokratiet heldigvis også lægger op til,” siger formand for PLO Christian Freitag.

Ugennemtænkt forslag

Andreas Rudkjøbing siger, at forslaget er uigennemtænkt.

”Yngre læger skal i forvejen i almen praksis et halvt år i deres KBU. Forslaget lægger ikke op til at øge den uddannelsesmæssige gevinst og det er yderst tvivlsomt om det løser nogen problemer. Det er ikke en god løsning for patienterne, hvis unge læger, som brænder for andre specialer, skal sidde – måske alene - i en praksis, hvor man ikke har kunnet tiltrække en praktiserende læge”, siger Andreas Rudkjøbing.

Lægeforeningen peger også på, at tvang kan føre til, at unge læger slet ikke ønsker at arbejde klinisk i det danske sundhedsvæsen.

”Der er efterspørgsel efter læger både i industrien og i udlandet. Lægers arbejdsmarked er stort, og derfor rummer forslaget også en risiko for, at der uddannes færre læger til almen praksis”, siger Andreas Rudkjøbing,

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kalder ifølge Jyllands-Posten idéen letkøbt og uholdbar.

100 nye hoveduddannelsesstillinger

PLO er dog begejstrede for, at Socialdemokratiet vil øge hoveduddannelsesstillinger i almen medicin med 100. Det er bedre end regeringens foreslåede 30 hoveduddannelsesstillinger, siger Freitag.

”Manglen på praktiserende læger er i dag et problem, der mærkes i hele landet, nu også i hovedstaden, hvor stort set alle læger i dag har lukket for tilgang af nye patienter. Der er brug for at tænke nyt og stort, hvis problemet skal løses, og derfor sætter jeg pris på, at ambitionsniveauet i det socialdemokratiske udspil afspejler en del af de udfordringer, som vi ser i det danske sundhedsvæsen,” siger Christian Freitag, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Formand kvitterer for ro

Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, kvitterer for, at Socialdemokratiet går imod ”skrivebordprojektet” om at nedlægge regionerne.

”Det er meget positivt, at Socialdemokratiet har øje for den reformlammelse, en nedlæggelse af regionerne ville medføre i sundhedsvæsenet. Regionerne er langtfra perfekte, men at diskutere struktur og organisationsdiagrammer frem for sundhedsvæsenets virkelige problemer gør ingen gavn for patienter eller sundhedsprofessionelle. Derfor er det godt, at Socialdemokratiet signalerer ro på i stedet for store omvæltninger”, siger Andreas Rudkjøbing.

Se kritikken fra Yngre Læger