Skip to main content

Lægeforeningen vil have national handlingsplan mod lægemangel

LÆGEMØDET Formand for Lægeforeningen foreslår en national handlingsplan for at løse problemet med mangelen på læger og speciallæger

.
© clausboesen.dk
. © clausboesen.dk

Anne Steenberger, as@dadl.dk

24. apr. 2015
2 min.

Der er brug for flere speciallæger. Derfor skal læger, regioner og regering gå sammen om en national handlingsplan, der skal sikre speciallægedækningen i fremtiden. Den besked afleverede afgående formand Mads Koch Hansen i sin - sidste - åbningstale ved åbningen af årets lægemøde.

Han pegede på, at det navnlig er almen praksis og psykiatrien, men også andre specialer, der lider under en mangel på læger. "Det vrimler med læger på Østerbro og i Risskov, men de er desværre en mangelvare i de mindre byer og på landet," mindede Mads Koch Hansen om.

"Der er behov for at uddanne flere inden for almen medicin, psykiatri og geriatri, hvis vi skal sikre det nødvendige antal læger overalt med de udfordringer og det sygdomsmønter, vi står over for," sagde han.

Han pegede også på, at en løsning på problemet kan være at øge optaget på lægeuddannelsen, men en forudsætning for det, er at kvaliteten i uddannelsen fortsat kan sikres. Og at sygehusene har kapaciteten til at uddanne de unge cand- med.er til speciallæger.

Mands Koch Hansen mindede om, at Novo Nordisk i det forløbne år har sagt, at industrien har brug for flere speciallæger, og det er derfor et ønske i industrien, at der kommer flere studerende ind på lægeskolerne.

"Det er positivt, at også lægemiddelindustrien - som repræsenterer en del af det lægelige arbejdsmarked - blander sig debatten. Industriens behov bør selvfølgelig også indgå i en kommende national handlingsplan," sagde Mads Koch Hansen.

Forslaget om en handlingsplan blev bifaldet af de forhandlingsberettigede foreninger.