Skip to main content

Lægeforeningen vil have totrins ventetidsgaranti

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

4. mar. 2011
1 min.

Lægeforeningen og LVS - Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber - har kortlagt holdningen til den nuværende behandlingsgaranti på en måned blandt LVS` medlemmer.

Ikke mange holder af den - faktisk er 71 pct. af selskaberne enige i, at den betyder, at patienter med størst behov ikke nødvendigvis kommer først i behandling. Der er også 72 pct., som synes, at enmånedsgarantien indebærer en forskelsbehanding af de medicinske patienter til fordel for de kirurgiske.

På baggrund af analysen foreslår Lægeforeningen en totrins model. Først kommer en enmåneds garanti for udredning, og så kommer en tremåneders behandlingsgaranti.

»Meldingen understreger, at det politisk fastsatte servicemål om behandling inden for 30 dage er for firkantet set i forhold til at sikre, at de mest syge patienter bliver behandlet først«, siger Lægeforeningen i en pressemeddelelse.

Den foreslåede maksimalgaranti på tre måneder forhindrer dog ikke fleksibilitet.

»Fagligt vil det eksempelvis give god mening, at patienter med visse muskel- og skeletskader venter lidt og f.eks. får en behandlingsgaranti på tre måneder, mens patienter med fodsår garanteres behandling inden for 15 dage«, som der står i pressemeddelelsen.