Skip to main content

Lægeforeningen vil have uafhængig efteruddannelse

Når nu arbejdsgiverne ikke vil betale for lægernes efteruddannelse, må lægemiddelindustrien gerne, men det skal ske på måder, som sikrer lægernes uafhængighed. Det mener Lægeforeningen og ser frem til en task force til at følge op på de nye regler om lægers samarbejde med industrien.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

15. maj 2014
4 min.

Vejen er nu banet for de nye regler om lægers samarbejde med industrien, efter at Folketinget havde forslaget til 2. behandling i dag.

Næste trin bliver efter alt at dømme lægers efteruddannelse, som de nye regler ikke berører.

Lægerne har haft svært ved at få Danske Regioner – deres arbejdsgivere – til at afsætte tilstrækkelige midler til efteruddannelse, og der har lægemiddel- og medikoindustrien udfyldt tomrummet. Lægeforeningen vil gerne sikre uafhængighed.

Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, understreger, at skiture og lignende med ringe fagligt indhold forklædt som efteruddannelse er passé.

”Det findes efter min allerbedste overbevisning ikke mere”, siger han.

Men han vil stadig gerne sikre lægernes uafhængighed yderligere.

”Det havde været nemmest, om arbejdsgiverne betalte. Men når det ikke sker, må vi finde nogle modeller for, hvordan de sundhedsprofessionelle sikres efteruddannelse, men hvor tingene ikke blandes sammen. Lægerne skal kunne melde sig med god samvittighed”, siger han.

Lægeforeningen ser frem til, at der skal nedsættes en task force, som skal diskutere både efteruddannelsesproblematikken og i det hele taget følge op på, hvordan de nye regler - der ventes endeligt vedtaget senere på måneden – fungerer.

”Vi skal følge de erfaringer, der kommer. Bl.a. har vi kæmpet for, at industrien skal indberette lægernes indtægter fra dem. Nu skal vi indberette til Sundhedsstyrelsen, det skal industrien også samt til skat, og vi mener, at der er stor risiko for, at der sker fejl”, siger Mads Koch Hansen.

”Viser det sig, at der kommer mange fejl, så kan det være, at vi hæver røsten om det igen”.

Faktaboks

Fakta

Lægemiddelindustriforeningen (Lif) deltager gerne i en task force.

”Det er en god ide med en task force, som når lovgivningen træder i kraft - og gerne før – kan tale om hele det felt, som den ny lovgivning omfatter. Er der for skrappe regler? Er der huller i lovgivningen? Er der nogle ting, der er for bureaukratiske?”, siger vicedirektør Henrik Vestergaard.

Hvad med lægers efteruddannelse?

”Det vil vi selvfølgelig gerne inddrages i diskussionen af. Der er en tradition for, at vi parallelt med andre tilbud til læger også tilbyder efteruddannelse”.

Hvad mener I om en afgift på industrien til efteruddannelsesformål?

”Hvis lægemiddelindustrien skal betale noget mere i skat eller afgifter, så er det jo Folketinget, der bestemmer det. Det vil vi lade være op til Folketinget”.

Hvad med en central fond til at administrere de penge, I i forvejen bruger på lægers efteruddannelse?

”Ideen om, at lægemiddelindustrien skulle tage en pose penge, skrive efteruddannelse på og gå sin vej, er ikke en model, som jeg kan forestille mig. Hvis en virksomhed f.eks. har lægemidler inden for hjerte-kar området, så tilbyder virksomheden efteruddannelse i den bedste behandling af hjerte-kar sygdomme, og den uddannelse udføres af de fremmeste hjerte-kar specialister. Efteruddannelsen har en retning. Der er ikke samme logik, hvis det er betaling til en central fondslignende konstruktion”.

Til Politiken i dag siger sundhedsminister Nick Hækkerup (S), at han gerne lytter til forslag om, hvordan lægers habilitet kan sikres.

"Men umiddelbart er der hverken planer om at sætte gang i en undersøgelse af, hvordan læger kan samarbejde med lægemiddelvirksomheder uden at blive honoreret, eller pålægge virksomhederne en ekstra afgift, der skal finansiere lægers efteruddannelse", siger han.