Skip to main content

Lægeformand om 1813-kaos: ”Ledelsessvigt af rang”

Region Hovedstaden vil hyre ekstra sygeplejersker for at afhjælpe akuttelefonens mange problemer. Men ifølge Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen er ventetidsproblemerne kun toppen af isbjerget. Problemets kerne er, at der mangler læger med kompetence til at afslutte patienterne, som i stedet sendes rundt i systemet, siger lægeformanden.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

6. feb. 2014
4 min.

Region Hovedstaden erkender, at der er store opstartsproblemer med 1813-akutordningen, som det senest blev klart, da ventetiden i den forgangne weekend slog rekord med en gennemsnitlig ventetid på 26 minutter. Enkelte hang i telefonkøen i op til 48 minutter.

Regionsrådet har derfor besluttet at udvide kapaciteten ved at ansætte op til ti ekstra sygeplejersker til at bemande telefonerne.

Og, jo, det kan da sikkert hjælpe lidt på de lange ventetider, indrømmer Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen.

”Men det løser ikke problemet, som er, at sygeplejerskerne mangler den beslutningskompetence, som de praktiserende læger råder over. Og jeg synes, man nu skulle anerkende, at det er dét, der skal til”.

Selv om Mads Koch Hansen havde regnet med, at ventetiderne ville blive et problem med 1813-konstruktionen, har det alligevel overrasket ham, at problemet fik lov at få det omfang:

”Det har jo hele tiden været kendt, hvor mange, der ringede til lægevagten, og man havde vel ikke forestillet sig, at der skulle være færre henvendelser nu. Så selvfølgelig skulle de have sikret den kapacitet”.

Opstartsproblemer æder besparelse

”Det er åbenlyst for enhver, at vi har haft opstartsproblemer”, siger regionsdirektør i Region Hovedstaden, Hjalte Aaberg, ”men det er jo også et stort transformationsprojekt, vi har gang i”.

Regionsdirektøren peger på, at der i dels i løbet af januar er sket justeringer og tilretninger af det nye, store apparat, og dels, at alt det nyansatte personale nu har haft den nødvendige indkøringsfase og lært udstyret at kende.

”Det vil i sig selv gøre, at vi bliver bedre i den kommende tid. Selv uden at vi foretog os yderligere”, siger Hjalte Aaberg.

Men på grund af de fortsat lange ventetider har regionen besluttet udvide kapaciteten ved at ansætte fem - ti ekstra sygeplejersker til at bemande telefonerne. Det koster ifølge Hjalte Aaberg 4-5 millioner kroner. Pengene tages fra en pulje på 15 millioner kroner, som politikerne har sat til side, og som svarer til den forventede besparelse ved 1813 i forhold til den gamle lægevagtsordning.

- Så nu ryger foreløbig en tredjedel af den forventede besparelse, Hjalte Aaberg?

”Man skal være lidt præcis med ordene”, svarer regionsdirektøren. ”Vi anslog at vi samlet set ville kunne drive 1813 15 millioner kroner billigere end den gamle ordning. Men da 1813 jo ikke skulle være et spareprojekt, mente politikerne, at de 15 mio. kr. skulle være en reserve. Og hvis der ikke skulle blive brug for dem til f.eks. at udbedre ventetidsproblemer som dem, vi har nu, kunne de bruges til at udvikle akutområdet samlet”.

”Ekstremt dårligt planlagt”

Mads Koch Hansen ”anerkender fuldt ud”, at alt ikke kunne fungere optimalt i indkøringsfasen.

”Men det er jo ekstremt dårligt planlagt, og det er et ledelsessvigt af rang, at man står i den situation, vi ser nu. Det kan jo ikke være meningen, at man skal acceptere ekstreme ventetider og dårlig service, fordi regionen selv overtager ordningen”, siger han.

Mads Koch Hansen peger på en afledt konsekvens, som ikke har været bragt ind i debatten, men som giver anledning til dybe panderynker. Nemlig ambulancetjenesten:

”Regionen har, efter mine oplysninger, købt ekstra ambulanceberedskab, og ambulancetjenesten bruger rigtig megen tid på at køre ud til borgere, som 1813-sender dem af sted til for at se, om det ’er noget’. Samtidig er det mit indtryk, at muligheden for at få et sygebesøg – og ventetiden på sygebesøg – er blevet væsentligt forringet, fordi der ikke er ret mange til at køre ud. I stedet bliver folk kørt ind med ambulance. Det er en helt forkert brug af ressourcerne”.

”Det er en gåde for mig, hvorfor de ikke vil anerkende, at de praktiserende læger har den kompetence, der er brug for, og at der skal indgås en aftale med dem for at få løst de store problemer, man er havnet i. Det er da at være lige lovlig stædig”, siger Mads Koch Hansen.

- Den nye regionsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) mener ikke, at det er læger, der mangler. Hvad vil du sige til det?

”Det er hendes vurdering. Min vurdering er, at det er lige præcis det, der mangler. Man kan jo bare se på tallene: Det er jo overraskende få patienter, der afsluttes i 1813. Der mangler nogen, der kan gøre tingene færdig, så folk ikke skal henvises til egen læge eller henvises til skadestue, eller man skal bruge lang tid på at forklare ting”.

Uvildig evaluering om et år

I tirsdags besluttede Regionsrådet at bestille en ekstern evaluering af 1813 for – med Hjalte Aabergs ord – ”at få 1813 til fremadrettet at spille så godt som muligt”.

Resultatet af den eksterne undersøgelse vil ifølge Hjalte Aaberg foreligge i januar 2015,

”Når vi har fået indkørt 1813 vil vi prøve at stille skarpt på: Hvor gode er vi egentlig på service, hvor gode er vi på kvalitet og patientsikkerhed – og på alle de parametre, man kan måle på. Så i stedet for at pege fingre ad hinanden kan få et ordentligt, faktuelt grundlag af diskutere på”, siger Hjalte Aaberg.

Det er endnu ikke afgjort, hvem, der skal stå for den uvildige undersøgelse.