Skip to main content

Lægeklan i eksil

Klaus Larsen, kll@dadl.dk. Foto: Claus Boesen

27. jan. 2012
8 min.



Faiqa blev født i 1964 i provinsbyen Dare Noor (Lysets Dal) halvvejs mellem Kabul og Jalalabad i det østlige Afghanistan.

»Mine forældre ventede, at det blev en dreng, og alt var gjort klar til at fejre, at de fik en søn mere«, fortæller den 46-årige Faiqa Sahibzadeh, som for få måneder siden blev færdig med sin uddannelse som speciallæge i gynækologi på Herlev Hospital.

Uddannelse - også for piger

Vi møder Faiqa over et afghansk kaffebord hos storesøsteren Najia, der bor med sin familie i Brøndby Strand. Najia er også speciallæge - lige som de to ældre brødre Safiullah og Ahmadullah Sahibzadeh, der også er mødt frem til mødet med Ugeskriftet. Den femte, en søster, som også er lægeuddannet og bor i hovedstadsområdet, kunne ikke komme.

Og som om, det ikke var nok, at fem af de syv søskende er læger, kan Faiqa tilføje:

»Vi har også en lillesøster, som læser medicin på Københavns Universitet«.

Da Faiqa kom til verden, havde hendes 29-årige mor i forvejen født tre sønner og to døtre. På grund af dårligt hjerte tilbragte hun det meste af graviditeten på sygehuset.

Faiqas mor fik endnu et barn. Men da hun var højgravid med barn nummer otte, døde hun, 32 år gammel. De syv børn blev delt i to grupper: De fire ældste skulle bo hos deres far, Sultan Mahmoud Sahibzadeh, som var højesteretsdommer inde i hovedstaden Kabul. Her gik de i skole, mens de tre mindste søskende blev passet af farmor i landsbyen, indtil de også nåede skolealderen, og børneflokken igen blev samlet hos deres far i Kabul.

I 1970'ernes Kabul havde både drenge og piger adgang til såvel skolegang som højere uddannelse. Ude i landet var det lidt mere tilfældigt. I Dare Noor var der mulighed for, at også piger kunne gå i skole, fordi Sahibzadeh senior i kraft af sin indflydelse havde sørget for, at der var en pigeklasse i skolen. Træerne voksede dog ikke ind i himlen: Mens drengene fik 12 års skolegang, sluttede skolen for piger efter sjette klasse.

Men ikke for Faiqa og de andre piger i familien, som var kommet til Kabul. Her var familien stort set lykkelig. De yngste gik i skole, og pigerne kunne lige som drengene tage 12. klasses afgangseksamen. De ældste læste på universitetet - medicin, som der var store traditioner for gennem flere generationer i familien.

Besættelse og flugt

I 1979 invaderede Den Røde Hær Afghanistan for at afstive det kommunistiske styre, som var kommet til magten året forinden.

»Det var forfærdeligt«, siger Faiqa.

»Mine søskende var aktive mod besættelsen. Jeg var ikke så meget med, for min bror havde advaret mig om at være forsigtig«.

Der blev slået hårdt ned på studenterdemonstrationer imod invasionen, og med nød og næppe lykkedes det en af Faiqas brødre, Ahmadullah, at flygte, da hans klassekammerater blev arresteret. De blev alle myrdet.

To af Faiqas ældre søstre blev fængslet. Efter seks måneder lykkedes det deres far, der brugte både gode forbindelser og bestikkelse, at få dem ud. Jorden brændte, og i 1981 flygtede de fem søskende med deres far til Peshawar på den anden side af grænsen, hvor storebror Safiullah arbejdede som læge og kunne forsørge resten af familien. Faiqas yngre storebror, Ahmadullah, boede også i Peshawar, hvor han læste medicin.

»Vi boede i en flygtningelejr. De fleste boede i telte, men vi var heldige, fordi min bror arbejdede, og vi kunne bo i hus«, fortæller Faiqa.

Medicinstudium i eksil

De fire lægesøskende er enige om, at der var et vist forventningspres på dem for at læse medicin. Der har været læger i familien, lige siden en oldefar vendte hjem fra Peshawar med en lægebog og begyndte at praktisere på familie og naboer i landsbyen. Ifølge familielegenden skal denne forfader endda have behandlet kongelige, fortæller Faiqa.

»Men der var også prestige i det«, fortsætter hun. »Efter afgangseksamen fra 12. klasse fik eleverne med de bedste karakterer lov til at vælge de mest attraktive studier, og medicin var altid førstevalg. Og vi fik alle fine karakterer«.

Når man vokser op i en usikker verden er der endnu en god grund til at blive læge. Lige meget hvor man rejser hen, kan man som regel altid få arbejde.

For Faiqa var der yderligere en faktor, som blev afgørende for, at hun ville være læge - og at hun især blev interesseret i kvindesygdomme og fødselshjælp:

»Som barn oplevede jeg, at kvinder i landsbyen døde under fødsler og i barselsseng. Og det fik mig faktisk til at ønske at læse medicin, så jeg kunne hjælpe folk«.

»I Pakistan drømte jeg stadig om at blive læge. Men jeg var nødt til at lære urdu og engelsk, før jeg kunne læse medicin«, fortæller Faiqa.

I flygtningelejrene arbejdede hun som frivillig med at hjælpe afghanske kvinder, og kunne endelig begynde på medicinstudiet på universitetet i Lahore.

»Det var selvfølgelig ikke gratis, men min bror, Safiullah, hjalp mig. Der var også mange hjælpeorganisationer, som arbejdede i Pakistan, og jeg fik et scholarship fra en arabisk og en tysk organisation«.

Ti år efter deres mors død giftede Faiqas far sig igen. Også med sin næste kone fik han syv børn - så Faiqa og hendes seks søskende har syv yngre halvsøskende. Og af dem er to blevet læger - men det er en anden historie. Den gamle Sahibzadeh, som også var flyttet til Danmark, døde sidste år.

Forfra - i Danmark

Efter sin lægeeksamen i Lahore ville Faiqa gerne være vendt hjem til Afghanistan. Men i mellemtiden var Taleban kommet til magten, så hun blev i Pakistan, hvor hun måtte arbejde på private hospitaler. Det betød, at hun ikke kunne videreuddanne sig, så i sommeren 1995 brød hun op og rejste med sin mand til Danmark, hvor hendes fire ældre søskende allerede befandt sig.

»Min mands fem søskende bor i USA, Pakistan og Afghanistan. Fire af dem er også læger«.

For anden gang måtte Faiqa begynde forfra i et helt andet land. Hun skulle til en dansk lægeeksamen, men først var der lige et nyt sprog, der skulle læres:

»Jeg begyndte med at gå på sprogskole og lære dansk. Det var det første krav for at kunne tage den eksamen, som Sundhedsstyrelsen kræver, for at man kan blive godkendt i Danmark. Jeg skulle til eksamen i medicin, kirurgi, socialmedicin, retsmedicin og receptskrivning«, fortæller Faiqa.

Hun boede dengang som nu i Gentofte, og før den krævede eksamen arbejdede hun som frivillig på Medicinsk og Kirurgisk Afdeling på Gentofte Hospital.

»Og selvfølgelig fik jeg megen hjælp fra mine søskende med forberedelserne til eksamen«.

»Den sidste eksamen bestod jeg i august 2000. Som alle kandidater skulle jeg 18 måneder i turnus, men jeg kunne ikke deltage i lodtrækningen og skulle selv sørge for at stykke en turnus sammen«, siger hun.

»Det var det værste for mig. De kendte mig ikke, og mit navn var Faiqa, og der var også mit sprog. Jeg sendte ansøgninger uden at få job, så jeg begyndte igen som frivillig på Medicinsk A fdeling i Gentofte«, fortæller hun.

»Der var der nogen der fortalte mig: ,Du skal banke på døren, når du har sendt din ansøgning`. Og så lykkedes det mig i april 2001 at få mit første job, et firemånedersvikariat på Gynækologisk Afdeling på Gentofte Hospital«.

Endelig speciallæge

Det gav Faiqa mod på at opsøge Urologisk Afdeling på Herlev Hospital, hvor hun fik et års ansættelse, og derefter fik hun en ny ansættelse: seks måneder på Medicinsk Afdeling - også på Herlev Hospital.

»Det var de 18 måneder, som var kravet for, at jeg kunne få ret til selvstændigt virke som læge i Danmark. Nu ville jeg gerne videre i en introduktionsstilling i gynækologi, men det var ikke nemt«, siger Faiqa. Hun søgte flere introduktionsstillinger, men fik afslag på afslag.

»Det næste års tid arbejdede jeg i vikarstillinger på skiftevis Gentofte og Herlev Hospitaler, og mine søskende rådede mig til at søge speciale mere bredt. Men til sidst lykkedes det endelig, og jeg fik en introduktionsstilling i gynækologi på Gentofte Hospital«.

Efter Gentofte fik Faiqa igen stilling på Herlev Hospital som mellemvagt på Urologisk og Onkologisk Afdeling, indtil der blev mulighed for at søge et hoveduddannelsesforløb i gynækologi. Forløbet foregik på henholdsvis Herlev Hospital og Holbæk Sygehus, og den 30. september 2011 kunne Faiqa Sahibzadeh endelig kalde sig speciallæge.

Umulig drøm om hjemvenden

Faiqa var lykkelig over, at speciallægedrømmen omsider var gået i opfyldelse. Knap så lykkelig var hun over, at hun ikke kunne blive på Herlev Hospital, som efter hendes omtumlede ungdom næsten var blevet hendes andet hjem.

»Jeg troede jo, at Herlev Hospital var min sidste destination. Det var jo der, jeg havde tilbragt tre fjerdedele af min karriere«, siger hun, kun halvt i spøg.

Men der var ingen ledige stillinger, og i november måtte Faiqa tage afsked med sine kolleger. I første omgang for at flytte til Svendborg for igen at vikariere et par måneder.

På Nykøbing Falster Sygehus var der en ledig stilling som afdelingslæge i gynækologi og obstetrik. Faiqa søgte den og blev indkaldt til samtale. I toget til Nykøbing gjorde hun sig mange tanker. Først og fremmest: Åh, nej, nu skal jeg igen flytte til noget helt nyt! Men hun blev positivt overrasket, og da hun fik at vide, at stillingen var hendes, blev hun glad.

»Jeg skal jo heller ikke flytte igen - bare pendle frem og tilbage«, siger Faiqa, som tiltræder sin nye stilling til februar.

Drømmer hun så stadig om en dag at vende hjem til Afghanistan?

»Min svigermor og en af min mands brødre, som er læge, bor i Kabul, hvor han arbejder i den afghanske sundhedsstyrelse. Og de siger, at der er frygteligt. De er ikke trygge ved at gå ud og er hele tiden bange for selvmordsbomber«, siger Faiqa.

»Personligt kan jeg godt drømme om at vende hjem, ja. Men jeg tror ikke, det kan blive opfyldt. Jeg har tre børn, som er vokset op her i Danmark - to går i gymnasiet, og den yngste i 9. klasse. Og omstændighederne i Afghanistan er jo heller ikke, så man kan rejse tilbage. Men hvis der var fred og stabilitet er der ikke noget, jeg hellere ville«.