Lægekunst og roser

Claus Rendtorff

E-mail: cr@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen

Det første digt indledes med: "For du er som en rose rød, en rose rød min egen glød" – her er inspiration fra den skotske poet Robert Burns: "My Luve is like a red, red rose,/That's newly sprung in June".

Der er en umiddelbarhed i Emil Aarestrups digtning. En nærhed og vedkommenhed, der overskygger den klassiske romantisme, som han er eksponent for. Det giver hans digte en bemærkelsesværdig tidløshed og aktualitet. Og på denne udgivelse af Peter Abrahamsen forstærkes dette udtryk. Peters lidt upolerede stemme, understøttet af simple velklingende melodier med et lidt countryinspireret backingband, giver digtene en rå friskhed.

For Aarestrup er kvinden som et smukt landskab med nakkens krumning, hudens hvidhed og hårets dufte – en evig inspiration og livskraft. De fire første af digtene er dedikeret kvinden og kærligheden.

Kvindeidealet var et andet i 1800-tallet. Vor tids gymnasieelever forvirres over Aarestrups besyngelse af kvindens runde, bløde og marmorhvide arme. ”Er det sin mormor, han skriver om?” er spørgsmålet. Hvilket minder os om den stereotypi, der præger kropsidealet i dag.

Aarestrup var frem for alt læge og arbejdede flere år i Nysted på Lolland. Hans fag fornemmer man ikke i de første digte. Som læge i starten af 1800-tallet havde han hyppigt kontakt med døden. Meget af lægegerningen var dengang trøst og lindring for de alvorligt syge og døende. Det sidste digt på pladen handler om dødens nærhed. Det står strålende stærkt som kontrast til de erotiske digte. Stemmen bæres her af Sidse Holtens klare vokal – "Kom guds engel, stille død/læg mig hen til ro og hvile/læg mig i min moders skød".

Det er store følelser, denne blanding af ro, kærlighed og dødens favntag.