»Lægelivet er ikke hårdere, end man selv gør det til. Virker det for hårdt, kan man jo starte en blog om, hvor uretfærdig tilværelsen er.«

Læge Azadeh Houshmand-Øregaard skrev i slutningen af november en kronik om, hvordan hun så en skræmmende tendens til, at flere yngre læger er trætte og udkørte af arbejdet som læger. Og at tendensen skyldes manglende anerkendelse, hårde vagter og »den konstante stræben efter flere ting at sætte på cv’et og den uendelige konkurrence med kollegaerne, indtil man forhåbentlig opnår hoveduddannelse inden fire/femårsreglens nådesløse frist«, som hun skrev i kronikken.

På ganske kort tid blev kronikken en af de mest læste artikler på Ugeskriftet.dk i hele 2014, og på Facebook blev kronikken læst, delt og kommenteret som ingen anden historie fra Ugeskrift for Læger i 2014. Langt de fleste kommentarer bakkede Azadeh Houshmand-Øregaard op og roste hende for at træde frem og beskrive det, som mange tænker og føler.

Men sådan tænker og føler Hans Christian Plaschke ikke.

»Jeg blev provokeret af, at hun i kronikken beskrev, hvordan arbejdspladsen skal tilrettelægges efter den enkelte læges behov. Selvfølgelig har vi forskellige behov, men det lægelige arbejde skal ikke tilrettelægges efter folks fritid og deres behov for at være sammen med familien. Som læge forpligter man sig til at rette sit liv ind efter arbejdet. Og i mit tilfælde med en kone, der også er læge, og to børn, kan det sagtens lade sig gøre«, siger Hans Christian Plaschke.

Lægelivet er ubamhjertigt, men retfærdigt

Han blandede sig også i debatten på Facebook, hvor han skrev:

»Min kone og jeg er begge læger, er begge i hoveduddannelse, laver begge forskning ved siden af, bijobber begge to, har to børn, som er 5 og 7 år og stortrives. Lægelivet er ikke hårdere, end man selv gør det til – virker det for hårdt, kan man jo starte en blog om, hvor uretfærdig tilværelsen er, for der er tilsyneladende nok followers i flokken af 'åh, så hårdt pressede læger'! Get real – det er sgu et fredeligt foretagende at være læge i Danmark«.

Hans Christian Plaschke vil hellere end gerne uddybe sin fortolkning af det gode lægeliv. For selvfølgelig skal lægelivet kunne hænge sammen med familielivet, men han mener grundlæggende, at hvis man vælger at blive læge og især kliniker, træder man ind på en vej, der er lang, til tider hård og ubarmhjertig, men også retfærdig.

»At være læge er et arbejde, hvor du er nødt til at tilrettelægge din fritid efter arbejdet og ikke omvendt. Hvis ønsket er, at man ender med et speciale med mindre vagtbelastning som f.eks. praktiserende læge, må man indse, at man må igennem en hård proces for at nå det mål. Forudsætningen for at arbejde som læge i klinikken er, at man er til stede og yder den indsats, der gør, at man bliver bedre. Faktum er, at de, der yder den største indsats, får de mest interessante hoveduddannelsesstillinger, og det må i sidste ende også være til patienternes bedste. Og hvis man går på nedsat tid, sender man også et signal til afdelingen om, at de skal tilrette arbejdet efter dig, og det er forkert«, siger Hans Christian Plaschke.

Kortede studietiden ned

Han gik direkte fra gymnasiet til medicinstudiet, som han kortede af med en halvt år ved at slå to semestre sammen, så han kunne blive færdig samtidig med sin kone, som er i en hoveduddannelsesstilling til øre-næse-hals-læge, mens han selv er et år fra at være speciallæge i ortopædkirurgi. Han ved godt, at han prioriterer sit arbejde højt, men sådan skal det være, siger han.

»Jeg får en gang imellem at vide af mine venner og kollegaer, at jeg arbejdet meget. Men jeg nyder mit arbejde, hvor jeg både har det sjovt og får anerkendelse. Og jeg nyder at tage ekstravagter, så jeg har luft i økonomien til at tage på ferier med min familie. De seneste tre år har jeg haft en hoveduddannelsesstilling og en ph.d. ved siden af og dermed i princippet to job. Men det har været en investering i min fremtid. Og når jeg ser på min kone og mine børn, kan jeg kun se, at de trives«, siger Hans Christian Plaschke.

Dermed leder han også hen til sin egen definition af, hvordan han opfatter det gode familieliv, der skal hænge sammen med det travle lægeliv.

»Nogen vil definere det gode familieliv som at sidde sammen på daglig basis, og at børnene hele tiden mærker forældrene tilstedeværelse. Jeg har det anderledes. Mine børn har min fulde opmærksomhed, når jeg er til stede, men jeg lærer dem også at underholde sig selv. Hvis jeg sidder og arbejder, og mine børn keder sig, siger jeg, at de selv må tage ansvar og løse problemet. Jeg forklarer dem, at forudsætningen for, at vi lever, som vi gør, er, at vi som forældre arbejder. Omvendt er mine børn blevet hentet tidligt fra børnehave, hvis min kone eller jeg ikke har haft vagter. Jeg føler ikke, at jeg ofrer noget i mit familieliv ved at være læge«, siger Hans Christian Plaschke, der ikke har bedsteforældre lige om hjørnet til at passe børn eller får hjælp af en au pair-pige.

Nej, det er ikke en tendens

Er essensen i kronikken ikke bare et udtryk for, at det at være læge har rykket sig fra at være et kald til at være et lønmodtagerjob, hvor man ikke nødvendigvis vil lægge mere end 37 timer om ugen?

»Kronikken er et udtryk for, at mange kommer ind i dette fag uden at være klar over, hvad det kræver af arbejdsindsats. Og måske virker det for nogen som en for stor opgave. Det er hårdt at kalde det klynk. Men hvis man synes, at ens lægeliv fylder for meget i forhold til ens familieliv, er det måske det forkerte sted, man er«, siger Hans Christian Plaschke.

Gennem årene har han oplevet mange afdelinger i hele landet og kan slet ikke genkende billedet af utilfredse læger.

»Jeg har ikke mødt særlig mange utilfredse yngre læger, tværtimod. Og jeg har endnu ikke set en undersøgelse, der bakker op om udsagnet om, at det skulle være en tendens. Jeg mener, at det gælder om at fremhæve de positive elementer ved arbejdet, forlige sig med, at der altid vil være sure pligter og prøvelser, der skal udstås, men at lysten og viljen til at tage et ansvar og inspirere hinanden måske er en mere konstruktiv tilgang end kravet om, at arbejdspladsen skal accepterer den enkeltes behov for at sætte tempoet ned. Arbejdsmængden bliver ikke mindre af, at man går ned i tid, man overlader det bare til andre«.

Læs kronikken her: Et godt lægeliv - hvad er det?