Skip to main content

Lægen, der råber op

En dag bliver Thomas Emil Christensen hjertelæge. Men lige nu er den ph.d-studerende læge kendt for en kronik i Jyllands-Posten, hvor han beskriver et sundhedsvæsen, der er ved at bukke under for meningsløse politiske mål, og hvor han kalder en kampagne i hovedstadsregionen idioti. Og så har han lige udfordret sundhedsminister Sophie Løhde.

Ph.d.-studerende Thomas Emil Christensen
Ph.d.-studerende Thomas Emil Christensen

Anne Steenberger, as@dadl.dk

15. okt. 2015
7 min.

Jyllands-Posten bragte for nylig Thomas Emil Christensens kronik »Danmarks dyreste marionetteater«. Den indeholdt en voldsom kritik af sundhedsvæsenet, som ifølge kronikøren er ved at bryde sammen under et urimeligt politikerpres.

Der var ikke nogen konkret anledning til, at han skrev kronikken, fortæller han:

»Det er noget, jeg har tænkt over længe og har været tiltagende bekymret over, siden jeg blev læge. Og jeg kan se, at forholdene bliver stadig mere forringede til trods for, at der aldrig har været så meget opmærksomhed på sundhedsvæsenet, som der er nu«.

Faktaboks

Fakta

Kronikken fik meget medieomtale, og de efterfølgende reaktioner fik flere medier til at tale om et læge- og sygeplejerskeoprør.

Men hvad mener han selv?

»Jeg tror ikke, at jeg får startet en revolution. Men jeg håber, at jeg får sået et frø. Sådan, at når der næste gang kommer en som mig og siger, at sundhedsvæsenet er et politisk marionetteater, hvor man er travlt optaget med at underholde politikere og opfylde måltal, vil det virke mere troværdigt. Forhåbentlig fører det til, at udviklingen på et tidspunkt ændrer sig«.

Reaktioner har der været nok af, de er kommet meget bredt fra dem, der befinder sig i bunden af sygehusvæsenet, som Thomas Emil Christensen formulerer det, dvs. fra klinikchefer og ned efter – og i øvrigt fra alle faggrupper.

Hvad er det især de er glade for i det, du skriver?

»Det, at nogen går direkte ud og peger på, at vi har topstyring og detailstyring, og at der ikke er nogen tillid til, at personalet selv kan finde ud af det. Det kombineret med den konstante udhuling af resurserne, fordi medicinbudgettet vokser mere end bevillingerne«.

Hvad tænker du om de reaktioner?

»Jeg glad for, at jeg tilsyneladende får sagt noget, som rigtig mange går og brænder inde med. Men det er også skræmmende, fordi det bekræfter mig i, at jeg har ret. Min frygt er, at det offentlige sundhedsvæsen forsvinder til fordel for det private, der kan levere varen til dem, der kan betale«.

Hvordan kan du tro det?

»Fordi jeg synes, at det offentlige efterhånden bruger størstedelen af sine kræfter på at levere tal til politikerne, der viser, at det går godt. Men man leverer et produkt til patienterne, som er langt ringere end det produkt, man fortæller dem, at de får. Forskellen mellem det, man bliver lovet og det, man rent faktisk får, er alt for stor, og det fører til utilfredshed. Og det ender med, at patienterne søger over i det private.

Her kan man få en halv times konsultation i modsætning til de ti minutter i det offentlige, og hver gang får man den samme læge, som kender sygehistorien. Når de resursestærke opdager det, og at det i det hele taget går smidigt i det private, vil de anbefale alle, som de kender, at søge derhen. De private klinikker vil udvide virksomhederne og trække de dygtigste læger og sygeplejersker over, og til sidst er der ikke rigtig noget tilbage i det offentlige«.

Men målinger viser, at patienterne er tilfredse?

»Jeg har ikke set undersøgelser, der viser, at det er tilfældet. Man kan designe et studie, så det viser det, man gerne vil, og derfor er det noget, man skal se meget kritisk på. Hvis man har en politisk målsætning om, at patienterne skal være glade, så kan man meget nemt lave nogle små, dårligt designede undersøgelser, der viser, at det er tilfældet«.

Du taler om målinger og registreringer og excelark med kvalitetskrav, der får forrang for lægers faglighed mv. – er du ude i noget, der svarer til det svenske lægeoprør mod New Public Management?

»Ja, det er den samme kamp. Man aner ikke, hvordan man skal måle offentlig produktivitet, men man synes på den anden side heller ikke, at man bare kan have tillid til, at de offentligt ansatte gør det hele rigtigt, og så sætter man nogle produktionsmål, som er fuldstændig meningsløse. Fordi politikerne skal bruge tal, der viser, at de gør det godt, og de tal skal sundhedsvæsenet så levere til dem. Og så er det ligegyldigt, om tallene giver mening eller ej«.

Men lægerne kan vel sætte deres faglighed igennem?

»Som læge beskæftiger man sig primært med logistisk bøvl. Det handler for lidt om, at patienten skal udskrives, fordi han er medicinsk færdigbehandlet, og for meget om, at man er nødt til at udskrive patienten, fordi der står ti nye patienter, der er mere syge og skal ind og have pladsen. Der er al for stor diskrepans mellem, hvad der er fagligt rigtigt at gøre, og hvad man i den daglige klinik har praktisk mulighed for«.

Du siger, at resurserne udhules, men der har nærmest aldrig været så mange læger og sygeplejersker på sygehusene, burde der så ikke være overskud?

»Læger og sygeplejersker opfattes som de varme hænder, så dem skal man ikke spare på. Det er rigtig dejligt sådan set. Problemet er, at læger og sygeplejersker efterhånden skal løse alle opgaver. Man har fyret portører, så læger og sygeplejersker her på Rigshospitalet må køre med patientsenge. Lægerne skal selv skrive journalnotaterne, fordi der ikke er nogen at diktere til. Sygeplejerskerne skal servere mad og rede senge, de skal i det hele taget lave alle praktiske opgaver, som man sagtens kunne sætte andre til. Det betyder, at der er mange rigtigt dyre ansatte på sygehusene, ja, men de laver arbejde, som de er overkvalificerede til«.

En del af de problemer, du taler om, handler om økonomi, medicinudgifterne udhuler andre områder. Regeringen vil ifølge finanslovsforslag sætte mange penge af til sundhedsvæsenet – hjælper det ikke?

»Det er brandslukning. De kan ikke levere penge nok til deres målsætning om, at alle skal have alt det, de har brug for. Det kan ikke lade sig gøre. Der er ikke brug for flere resurser. Politikerne bliver nødt til at tage mod til sig og gå ud og sige, at der er forskel på det produkt, de leverer i praksis, og det, man som borger kunne tænke sig at få. Vi bliver derfor nødt til at prioritere«.

I kronikken kritiserer du Region Hovedstadens kampagne »Du er ventet og velkommen«, som går ud på at skabe en forestilling om, at sundhedsvæsenet er gæst i borgeren liv i en periode i stedet for, at patienten skal føle sig som et nummer i systemet – hvad er der galt i det?

»Det er en god tankegang. Men man kan ikke på den ene side have behandlingsgarantier, som betyder, at patienter bliver møllet igennem i et hæsblæsende tempo, og på den anden side sige, at vi endelig ikke skal være et samlebånd, vi skal have tid og ro til den enkelte patient osv. Man skaber nogle forhold for personalet, hvor de skal være samlebåndsarbejdere, der møller patienter igennem, uden at tænke selv, men siger samtidig, at det er for dårligt, at sygehuspersonalet ikke kan finde ud af at tage sig af den enkelte patient, og så laver man en kampagne. Jeg synes, det er decideret uforskammet over for sundhedspersonalet«.

Har du fået nogen reaktion fra dine chefer og ledelsen i regionen?

»Jeg har kun fået ros og har ikke hørt noget fra nogen af de mennesker, jeg har angrebet. Jeg tror ikke, at det er, fordi de ikke har lyst til at kvæle mig, det har de formodentlig, men jeg har ikke oplevet nogen kritik, og det er nok godt at få frem. Vi er enormt bange for at ytre os som læger og sygeplejersker, vi tror, at det betyder, at vi bliver fyret eller kommer til tjenstlig samtale, men det er bare med at komme ud af starthullerne og få råbt op, når der er problemer, og lade være med at være bange. Jeg har i hvert fald ikke oplevet noget. Og det er ikke fordi, jeg ikke har været grov. Det har jeg«.

Læs om det svenske lægeoprør her.