Skip to main content

Lægen kommer med det næste tog til Sibirien om et år

Tusindvis af læger har for længst forladt den russiske provins. Nu venter folk i de afsidesliggende landsbyer i månedsvis på, at medicintoget holder hos dem.

Børnelæge Nina Schischtschazkaja undersøger Pascha, 15. I ugevis har drengen hostet. Paschas mor drikker, så han vokser op hos sin bedstemor, som er med hos lægen.
Børnelæge Nina Schischtschazkaja undersøger Pascha, 15. I ugevis har drengen hostet. Paschas mor drikker, så han vokser op hos sin bedstemor, som er med hos lægen. (Foto: Picture Press / Stern)

Bettina Sengling.
Oversat af Tove Knudsen fra Stern, 8.12.2016. Copyright Stern. Foto: Elena Chernyshova, Picture Press/Stern.

24. jan. 2017
7 min.

Det er stadig tidligt om morgenen, da Nagija Imaldinowa, 84, kører til lægen på en slæde. Naboen trækker slæden. Det er ikke svært; der ligger dyb sne i landsbyen, men på vejene er sneen trådt flad. De glider forbi landsbybutikken, ned ad skolestien til baneovergangen. Åndedrættet fryser i små skyer. Termometeret viser minus 35 grader, hvilket er koldt selv for Sibirien.

I går skovlede Nagija selv sne. Hjemme i træhytten faldt hun. Lå på siden og kunne ikke rejse sig. Skreg så længe på hjælp, at naboen Witalij kom. Først ville han ringe efter ambulancen. Men det er ikke så ligetil. Ambulancen er mindst halvanden time undervejs, over tilisede veje, op og ned ad bakker. Og måske er den også sat ind et andet sted. Så kommer den slet ikke. Eller senere. Witalij fik en bedre idé.

Sikke et held. I dag holder medicintoget i Schurawljowo, deres landsby. Det sker kun en gang om året. Det virker, som om en eller anden har sendt et tegn fra en anden tid til Schurawljowo. Eller et under. Indenfor tager elleve erfarne specialister imod, og venlige sygehjælpere er der også. Når toget skrumler over skinnerne, binder nogle af lægerne deres udstyr fast med snore. Vognene transporterer moderne teknik – laboratorium, røntgenapparat, ultralyd, ekg, EEG – til landsbyer, hvor vandforsyningen ofte er pumpen i udkanten af byen.

Medicinsk nødforsyning

Der findes fem sådanne tog i Rusland, en slags medicinsk nødforsyning til afsidesliggende regioner. De tilhører Karsnojarsks jernbaneforvaltning og er opkaldt efter en præst og læge, den hellige Lukas, som ledede det lokale sygehus under anden verdenskrig. Derfor hører der til dette tog også en katedralvogn, bygget efter forbilledet af de gamle missionsvogne, som rullede gennem Sibirien før oktoberrevolutionen. I de første år kørte en gejstlig med toget. Nu tramper landsbypræsterne hertil om morgenen, lytter til skriftemål eller døber børn.

Strengt taget gælder landsbyerne langs skinnerne ikke engang som afsidesliggende. For faktisk stopper toget her jo. Krasnojarskområdet, hvor toget bliver sat ind, er over seks gange større end Tyskland. Mange steder højt mod nord kan medicinsk hjælp kun nå frem via luften. Der er der ikke engang gader.

Selv præsident Putin omtaler åbent sundhedsvæsenets problemer, så dårligt udrustet og underfinansieret er det. I medierne kan man læse om fulde læger og nedslidte sygehuse eller ambulancer uden medicin. Den seneste sundhedsreform koncentrerer sig alligevel om at spare endnu mere. I det kommende år står en ny sparerunde for døren: ca. 33 procent skal udgifterne til medicin sænkes. Ikke engang fire procent af russerne er stolte af deres sundhedssystem.

Allerede tidligt om morgenen er der trængsel af patienter i lægernes afdeling. Snart er venteværelset, en gammel liggevogn, der bliver opvarmet med kul, fuldt. Uden for behandlingsrummene skubber de syge sig gennem gangene. »Vi har forsøgt alt, for at undgå køerne«, siger Jekaterina Samsonjuk, en ung urolog, som desuden er medicinsk chef for toget. »Men intet hjalp. Vognene bliver nu engang ikke bredere«. Kaosset bliver forstærket af den russiske skik med at reservere plads i flere køer samtidigt. Nogle gange må vagtmanden Artjomsågar gribe ind for at skille gamle damer ad, som ikke kan enes om, hvem der først skal til neurologen.

Swetlanas vrede

Midt i forvirringen står Swetlana med sine fem børn. Hun har meget, hun vil nå: Tjek hos børnelægen, kontrol hos øre-næse-hals-lægen, test hos den alment praktiserende læge og undersøgelse hos gynækologen.

I fem år har Swetlana kæmpet for at få en sundhedsstation i landsbyen. Indtil for nylig så det ud til, at huset skulle rives ned. Den sidste »bartskær« en slags hjælpelæge, i dette tilfælde en ung kvinde, forsvandt for flere år siden. »Ikke så underligt«, siger Swetlana. Lægen havde ansvaret for indbyggerne i fire landsbyer, og hun havde ikke engang en bil. Om vinteren trampede hun til fods gennem sneen. Hun fik ca. 200 euro i løn.

»I årevis har jeg måttet rejse for at få mine børn vaccineret«, fortæller Swetlana. »Det er desværre næsten 100 km med bus. Og når du kommer frem, skal du stå i kø i timevis«. Da et af børnene igen var syg med 40 grader i feber, havde hun fået nok. »Hvorfor går det ikke fremad med Rusland«, spørger hun. »Vel kun, fordi folk ikke kræver det«. Altså skrev hun et brev til Putins forvaltning. På et eller andet tidspunkt derefter dukkede den stedfortrædende cheflæge fra det nærmeste sygehus op hos hende derhjemme. Swetlana skrev endnu en gang.

I mellemtiden er sundhedsstationen i det mindste blevet renoveret. Men der er stadig ingen læge. I Sovjettiden blev unge læger sendt på tvangstjeneste i landsbyerne. Men dette system er afskaffet. Alene i 2016 sagde 66.000 hjælpelæger og sygeplejersker op. Ca. 40 procent af alle stillinger for medicinsk hjælpepersonale er ubesatte. 17.500 byer og landsbyer har ingen læger. Efter Sundhedsministeriets opgørelser manglede der i 2015 ca. 40.000 læger.

Også i Schurawljowos nabolandsby er situationen trøstesløs. I Koschurnikowo, den nærmeste større by, arbejder en børnelæge og en jordemoder, som sender alle gravide til et fjerntliggende sygehus for at føde. Tandlægen rejste allerede for mange år siden. Togtandlægen Nadeschda Achrenjuks behandlingstider er derfor hurtigt besat. For at så mange patienter som muligt kan blive behandlet, kan hver patient kun få behandlet én tand. Undtagen børnene.

To læger bor i en lillebitte kupe

Achrenjuk kan godt lide arbejdet i toget. Hun har været med siden den første afgang for ni år siden. »Sådan et udstyr har vi ikke alle steder i byen«, siger hun. Tandlægestolen stammer fra Tyskland, og et lille røntgenapparat sender straks billederne til hendes skærm. Rig bliver hun ikke af arbejdet. Hun tjener ca. 700 euro om måneden inkl. tjenesterejsediæter.

Det er ikke lettjente penge. I to uger bor to læger samme i en lillebitte sovevognsafdeling med smalle brikse, et fjernsyn og et lille skab. Alle lægerne er fælles om den eneste håndvask med påmonteret bruser.

»Vi har det alligevel dejligt«, siger Achrenjuk. Om sommeren bader hun i søerne, om efteråret samler hun svampe, og hvis der er en skole i landsbyen, spiller hun volleyball om aftenen. Børnelægen ruller sin yogamåtte ud om morgenen, og tre gange dagligt tilbereder kokken Jewgenij Petroschuk schnitzel som i hovedstaden eller hanefilet med svampesovs i det lille køkken. »I de sidste dage har alle hjemve«, siger Achrenjuk. »Men efter tre dage hjemme, vil jeg altid gerne tilbage igen«. Efter hver tiende rejse årligt har alle to uger fri.

Irina Danilowa, alment praktiserende læge, så tilfældigt en reportage om medicintoget i fjernsynet. »Indretningen og udstyret så smukt ud«, fortæller hun, »jeg vidste straks da, at jeg gerne ville arbejde der engang«. Næste dag ringede hun til jernebaneforvaltningen. Endnu i dag forekommer det hende nærmest som et under, at den praktiserende læge netop havde sagt op.

Der er trangt i hendes lille konsultationsrum – og lydt. Fra gangen høres den stadige mumlen fra køen i cellen. Hvis nogen maser sig forbi udenfor, klaprer døren. Tit skrumler godstog forbi vinduerne. »Det hører jeg slet ikke mere«, siger Danilowa. Hun koncentrerer sig fuldstændigt om sine patienter. Hun skal behandle 37 om dagen. Det giver 12 minutter til hver. Det er ikke meget, men på den måde tilser lægerne ca. 15.000 mennesker om året.

Mange af dem beder om et godt råd. De gamle klager over forhøjet blodtryk, mavesmerter og hoste. Danilowa udarbejder behandlingsplaner og forklarer, at man skal tage medicinen, som tøjler blodtrykket, hver dag, hele tiden. Og ikke først når værdier er forhøjede.

Ved siden af maner Larissa, øre-næse-hals-lægens konsultationshjælp, til ro blandt menneskene foran døren: Lægen gennemfører høretest. I skal hviske. »Men det er selvfølgelig nyttesløst«, siger hun, »alle kender hinanden, og de udveksler nyheder fra landsbyen«.

Også til hendes chef, Alexander Wistawskij, kommer der frem for alt ældre mennesker. »Jeg har gjort alt, hvad De har rådet mig til, sågar gymnastik«, siger en ældre kvinde i konsultationen. Wistawskij ler. »Det var ikke til mig«, siger han. Egentlig havde han anbefalet hende at få et høreapparat, kan han se af journalen fra sidste år. Men det har hun ikke anskaffet sig. Så skulle hun rejse til en by 200 km væk, og desuden er et høreapparat dyrt.

Bivirkninger og vodka

»Mange mennesker har naturligvis pengeproblemer«, siger Wistawskij. Der er knap arbejde til landsbyens indbyggere. Han forsøger at overbevise en mand med kronisk hjertekrampe om at forsøge sig med en dyrere medicin i stedet for den billigere, som ofte giver bivirkninger. »Det er som med hjemmebrændt«, forklarer Wistawskij. »Der kender De jo også forskellen mellem god og dårlig kvalitet. Den ene giver hovedpine, den anden ikke«.

Om aftenen trækker nabo Witalij igen slæden for at bringe Nagija hjem. Hun har en anstrengende dag bag sig. Hun har endda været til mammografi og ultralyd, for tidligere har hun haft kræft. Alt var i orden. Faldet var heller ikke slemt. Lægerne har ordineret salve til de tykke ben. Anbefalede vitaminer og dråber mod det forhøjede blodtryk.

Nagija kan godt lide livet i toget. »Det var en dejlig dag«, siger hun. Hun kunne bedst lide besøget hos gynækologen. »Du ser på ham«, siger Nagija, »og vil leve igen«.