Skip to main content

Læger advarer mod smertepiller

Flere læger advarer mod det morfinlignende stof tramadol, der er blevet markedsført som meget lidt vanedannende og som 300.000 danskere bruger.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

12. jun. 2017
2 min.

I løbet af de seneste 20 år forbruget af morfinlignende præparat tramadol steget stødt, så cirka 300.000 danskere i dag bruger medicin. Men risikoen for afhængighed er høj, og nu råber en række smertelæger vagt i gevær.

”Det er min kliniske erfaring, at tramadol på godt og ondt er som de andre morfinstoffer. Man skal være opmærksom på, at det (tramadol, red.) også har de her unoder med både fysisk og eventuelt også psykisk tilvænning. Jeg møder desværre stadigvæk patienter, som ikke er klar over, at tramadol er et morfinlignende stof,” siger overlæge Gitte Handberg, der er formand for Dansk Smerteforum, til DR.

Også overlæge og smerteforsker Jette Højsted fra Rigshospitalets tværfaglige smertecenter vurderer, at Tramadol har en høj risiko for afhængighed.

”Når jeg læser, at afhængighed er en sjælden bivirkning ved Tramadol, stemmer det ikke overens med min kliniske erfaring. Jeg har set patienter, som bliver voldsomt fysisk afhængige og har rigtig, rigtig svært ved at trappe ud. Og jeg har også patienter, der er psykisk afhængige af det, hvor medicinen helt tager magten fra dem,” siger hun til DR.

Lægemiddelstyrelsen vurderer nu som tidligere, at risikoen for afhængighed af tramadol er lav. Overlæge Doris Stenver peger på, at medicinen har været på markedet i mange år uden at lægerne har meldt om problemer med bivirkningerne.