Skip to main content

Læger er glade for deres faglige foreninger

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

2. nov. 2012
6 min.

I er glade, kære læger.

For Lægeforeningen og jeres forhandlingsberettigede søjler. Faktisk er I så glade for Lægeforeningen, at den på alle målte parametre ligger over gennemsnittet for de øvrige AC-organisationer. Det viser den seneste medlemsundersøgelse.

I er mere tilfredse, mere loyale og vurderer omdømmet, forventningerne, medlemstilbuddene, rådgivningen og udbyttet bedre end de gennemsnitlige AC-organisationer. Det fastslår adm. direktør for MSI Research Jacob Strammer Larsen samt professorerne ved Aarhus Universitet Jacob Kjær Eskildsen og Kai Kristensen, der har lavet undersøgelsen for Lægeforeningen, Foreningen af Speciallæger, Yngre Læger og de Praktiserende Lægers Organisation.

Men på ingen af de målte parametre opnår Lægeforeningen MSI best pratice. Kun mht. rådgivningen ligger Lægeforeningen på niveau med de bedste.

Tolkning af point

80-100 point Meget høj

70-79 point Høj

60-69 point Middel

50-59 point Lav

> 50 point Meget lav

Lægeforeningen

Formand Mads Koch Hansen

Hvad er den vigtigste konklusion for dig?

»Jeg er glad for, at så mange medlemmer har valgt at deltage, og at de giver udtryk for et stærkt tilhørsforhold til Lægeforeningen. Undersøgelsen viser, at det er vigtigt for læger at være med i et fagligt fællesskab, og at de har en stor loyalitet over for Lægeforeningen. Det bekræfter for mig, hvor stærk en identitet der ligger i at være læge. Det er også meget klart, at medlemstilbud og rådgivning spiller en stor rolle for, hvor tilfredse medlemmerne er. Generelt er der meget stor tilfredshed med den individuelle rådgivning, som foreningen kan tilbyde medlemmer, hvis de f.eks. får en klagesag eller rammes af stress«.

Hvordan skal Lægeforeningen blive endnu bedre?

»Lægeforeningen kan blive bedre på flere områder. Det ligger i undersøgelsen, at vi i bestyrelsen skal bruge den som grundlag for det fremtidige arbejde, og derfor skal vi selvfølgelig også til bunds i resultaterne. Men umiddelbart er der et par resultater, som springer i øjnene. Vi skal arbejde med at styrke de faglige medlemstilbud til det enkelte medlem. Lige nu er vi ved at forberede lancering af nye uddannelsestilbud. Det ligger også i resultaterne, at Lægeforeningen kan intensivere sit arbejde med at sætte dagsordenen på de områder, der har betydning for medlemmernes lægeliv. Det gør vi på mange områder. Et eksempel er foreningens arbejde for nationale kliniske retningslinjer, modstanden mod mere eller mindre tilfældig brugerbetaling på offentlige sygehuse og ligestilling af psykiatrien med somatikken. Vi kan også blive bedre til at fortælle om resultaterne. De seneste år har vi udbygget kommunikationsindsatsen med et nyhedsbrev, og Lægeforeningen er kommet på Facebook, og selv om man kan se, at medlemmerne generelt er tilfredse med kvaliteten af kommunikationen, så kan Lægeforeningen selvfølgelig blive bedre til at tydeliggøre sit arbejde for at varetage medlemmernes interesser«.

HVEM ER TILFREDSE

Kvinder generelt mere tilfredse end mænd.

De unge og de ældre er de mest tilfredse.

Tilfredsheden stiger med kendskabsgraden.

Tilfredsheden stiger ved personlig kontakt.

Praktiserende Lægers Organisation

Formand Henrik Dibbern

Hvad er den vigtigste konklusion for dig?

»Jeg hæfter mig især ved, at medlemsrådgivningen vurderes til at være så tilfredsstillende, at den er højere end i alle andre AC-organisationer, som MSI Research har udarbejdet medlemsundersøgelser for. Jeg er også meget glad for, at tilfredsheden er meget høj, når det gælder medlemmernes vurdering af PLO som en troværdig faglig organisation. PLO er meget privilegeret med høj tilfredshed og tårnhøj organisationsprocent.

Det er selvfølgelig uhyre vigtigt i en situation, hvor vi er konfronteret med krav, vi på ingen måde kan eller vil imødekomme i en vanskelig overenskomstforhandling. Vi kan meget vel meget snart få brug for det sammenhold i foreningen, som denne medlemstilfredshed giver basis for«.

Hvordan skal PLO blive endnu bedre?

»Øget kommunikation til medlemmerne er en central indsats, både om alle PLO's aktiviteter og i relation til at afstemme forventningerne i forhold til vores muligheder for at sætte den politiske dagsorden samt forbedre arbejdsvilkårene for de praktiserende læger via overenskomstforhandlingerne«.

Yngre Læger

Formand Lisbeth Lintz

Hvad er den vigtigste konklusion?

»At vi hele tiden skal være i dialog med medlemmerne - både systematisk som i denne undersøgelse og på alle andre måder - via netværk, på Facebook, fysiske møder osv. Yngre Lægers medlemmer er dynamiske mennesker, og behov og fokus skifter hele tiden, alt efter hvor vi er i vores speciallægeuddannelse og liv i øvrigt. Når f.eks. den erfarne speciallæge efterspørger karriererådgivning, så er behovet et andet end hos den nyuddannede KBU-læge, og når medlemmerne ringer og spørger om barselsregler, fordi de er gravide, så er det lige præcis et godt tidspunkt at invitere til barselscafe på. Det, der er vigtigt er, at Yngre Læger leverer det, der skaber værdi for medlemmerne i den konkrete situation«.

Hvordan skal Yngre Læger blive endnu bedre?

»Medlemmerne efterspørger flere og mere nære medlemstilbud. Det behov skal vi selvfølgelig opfylde. Noget af det, vi også skal blive bedre til, er at lave netværk og skabe værdi for medlemmerne f.eks. via sociale medier som LinkedIn. Måske behøver det gode karriereråd ikke at komme fra Yngre Lægers sekretariat. Måske kan det lige så godt eller bedre kommer fra en kollega, der har stået i samme situation. På samme måde tror vi også, at der er meget at hente ved at fremme erfaringsudveksling f.eks. mellem vores tillidsrepræsentanter. Vi gør det på TR-dage og konferencer, men vi kan sagtens dyrke det meget mere. Vi skal også grave dybere i materialet og f.eks. undersøge, om der er regionale forskelle i medlemmernes tilfredshed og i de arrangementer, vi tilbyder dem. Er de CV- og jobansøgningskurser, der tilbydes i en region, super gode, så skal vi naturligvis udvide aktiviteterne, så medlemmerne i resten af landet også får gavn af det, og hvis de er gode til at tiltrække medlemmer til faglige arrangementer nogle steder - og kan vi afdække hvorfor - så skal vi måske også arbejde videre ad det spor andre steder. Det, som jeg nok er blevet mest overrasket over, er, at de yngste faktisk er de mest tilfredse, trods de velkendte problemer med fireårsreglen«.

Foreningen af Speciallæger

Formand Anja Mitchell

Hvad er den vigtigste konklusion for dig?

»Der er to meget vigtige konklusioner: Den ene er, at medlemmerne oplever, at de får god rådgivning, når de henvender sig. Rådgivning af medlemmerne er en kerneopgave for FAS, hvad enten det drejer sig om folk, der er krise pga. afskedigelse, eller folk, der har brug for et godt råd eller oplysning om overenskomsten. Og derfor er jeg naturligvis glad for det resultat, som det er vigtigt, at vi fastholder fremover. Men lige så vigtig er beskeden fra medlemmerne om, at organisationerne i FAS skal være mere synlige både lokalt på arbejdspladsen og i den offentlige debat. Mange medlemmer oplever et stigende pres på flere fronter for tiden. Overlægerne skal kæmpe for at fastholde deres indflydelse på behandling og arbejdstilrettelæggelse. De praktiserende speciallæger har en stor udfordring i de nye økonomiske styringsvilkår, som de er blevet underlagt. Og kommunallægerne kæmper for deres fags overlevelse. I den situation er budskaberne fra medlemsundersøgelsen i høj grad noget, som vi kan bruge til at forbedre vores indsats på en lang række områder«.

Hvordan skal FAS blive endnu bedre?

»Undersøgelsens resultater er heldigvis meget klare. Medlemmerne efterlyser styrket kommunikation både indadtil og udadtil, og der er mere end nogensinde brug for, at FAS-organisationerne bliver mere synlige. Vi skal blive bedre til at informere såvel medlemmerne som offentligheden og beslutningstagerne i sundhedsvæsenet, og vi skal ad den vej arbejde for at få større indflydelse på udviklingen i alle dele af sundhedsvæsenet både lokalt og nationalt.

Desuden peger undersøgelsen meget klart på, at vi har brug for at forbedre det lokale arbejde på sygehusene og i regionerne. Vi skal med andre ord tættere på medlemmerne. Det kan ske i form af flere medlemsmøder og etablering af f.eks. lokale fora for overlæger. For kommunikation er langtfra kun et spørgsmål om, at organisationerne orienterer medlemmerne - det handler i lige så høj grad om at styrke de lokale og faglige netværk for speciallæger, så de ad den vej er bedre rustet til at præge udviklingen«.