Skip to main content

Læger forbytter, så børn vaccineres mod HPV i stedet for MFR

Siden januar 2015 er der indberettet 117 utilsigtede hændelser, hvor læger har forvekslet vacciner. I flere tilfælde er børn ved en fejl blevet HPV-vaccineret, når de skulle have haft andre vaccinationer.

4. okt. 2016
2 min.

En række børn er blevet indsprøjtet med den forkerte vaccine, fordi læger forveksler de forskellige præparater i børne-vaccinationsprogrammet, skriver b.dk med henvisning til tal fra Lægemiddelstyrelsen.

Blandt andet er der eksempler på, at børn har fået HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft, hvor de retteligen skulle være vaccineret mod noget andet, f.eks. MFR - mæslinger, fåresyge og røde hunde.

»Som oftest er der ingen helbredsmæssige konsekvenser, hvis man får en vaccination, man ikke skulle have haft. Men alle vacciner kan hver for sig give en eller anden grad af bivirkninger. Derfor er det selvfølgelig uhensigtsmæssigt, at der sker disse forvekslinger, som jo også medfører det ubehag, at barnet skal have en ekstra vaccination,« siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra Statens Serum Institut til b.dk.

Ifølge opgørelsen er der fra januar 2015 til september i år indberettet 117 utilsigtede hændelser, der omhandler vaccineforvekslinger inden for børnevaccinationsprogrammet. I 22 tilfælde er der sket fejl vedrørende MFR-vaccinen og Gardasil mod livmoderhalskræft, sandsynligvis fordi de to vacciner er fra samme producent, og lægerne har forvekslet emballagen, skriver avisen.

Blandt fejlkilderne nævnes også »manglende eller utilstrækkelig kontrol« før indsprøjtningen samt placeringen/markeringen i lægens køleskab. Derfor indskærpes det nu overfor lægerne, at de bl.a. skal sørge for at snakke med forældrene om, hvilken vaccine der gives, ligesom de skal holde vaccinerne adskilt fra hinanden i køleskabet - og sørge for at have klare og utvetydige mærkninger, fremgår det.

»Det hører med, at der gives flere hundrede tusinde børne-vaccinationer hvert år. Men 117 utilsigtede hændelser er 117 for mange,« siger Peter Henrik Andersen til avisen.

Læs også: Antallet af HPV-bivirkninger falder

Læs også: Masseflugt fra HPV-vaccination

Læs også: Pusten er gået af HPV-henvisningerne